MRF 2025.42
Retten i Koldings dom af 17. marts 2025, sag 3-4164/2024
Anklagemyndigheden mod T1 og T2
Ejere af ejendom grænsende op til kommunal søejendom idømt 4 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for at overtræde naturbeskyttelseslovens § 3 ved at omdanne 1.800 m2 mose til sø og græsplæne og for at overtræde straffelovens § 291, stk. 2, om betydeligt hærværk, da en del af moseområdet tilhørte kommunen. Dissens for at gøre frihedsberøvelsen ubetinget.
T2 erhvervede i 2019 en landejendom ved Kolding, hvor en del af ejendommen var registreret som mose omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, der fortsatte ind på kommunens naboejendom, hvor der lå en sø. Efter overtagelse fik T2 byggetilladelse til en tilbygning vendt mod søen, idet det var T2’s ægtefælle, T1, der stod for ansøgning mv. og bistod med byggeriet. Da byggeriet var afsluttet, flyttede T1 og T2 ind i ejendommen. I 2021/2022 indrettede T1 en have på arealet ud mod søen med brug af overskudsjord fra byggeriet, hvor T1 bl.a. fjernede siv, pil, buskads og beplantning i moseområdet og topstar-tuer samt hængesæk med henblik på at få græsplænen til at gå helt ned til søen. I foråret 2023 gjorde en borger, der regelmæssigt har fisket i søen, kommunen opmærksom på, at der var sket en overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen foretog tilsyn, hvor kommunen konkluderede, at et moseområde på ca. 475 m2 var omdannet til græsplæne, og at et moseområde på ca. 1.325 m2 var omdannet til vandspejl. Kommunen anmeldte efterfølgende forholdet til politiet, hvorefter der i juli 2024 blev rejst straffesag mod T1 og T2 for overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 3 og straffelovens § 291, stk. 2, om hærværk af betydeligt omfang. T1 og T2 nægtede sig skyldige og gjorde bl.a. gældende, at der var tale om vedligeholdelse, at kanten ned til søen var ryddet, da de ikke havde køer, og at de ikke havde været opmærksomme på, hvor skellet til kommunens ejendom gik, og derfor ikke var klar over, at den sidste del af mosen ned til søen var kommunal ejendom. På baggrund af bevisførelsen lagde byretten til grund, at en del af brinken til søen tilhørte kommunen, og at tiltalte som ejer har pligt til at undersøge, hvor skellet går. Herefter lagde retten til grund, at det berørte areal var beskyttet natur efter naturbeskyttelseslovens § 3, og at der før indgrebet var sjældne naturtyper som hængesæk og topstar-tuer, og at de tiltaltes foranstaltninger på arealet havde voldt betydelig skade på moseområdet. Retten lagde endvidere til grund, at foranstaltningerne var sket for at genskabe udsigten fra huset og give direkte adgang til søen, hvilket de tiltalte måtte indse forøgede ejendommens værdi. Retten fandt herefter de tiltalte skyldige efter anklageskriftet og idømte hver af de tiltalte en betinget frihedsstraf på 4 måneder på vilkår om ulønnet samfundstjeneste i 100 timer, idet mindretallet på en enkelt dommer dog stemte for at gøre frihedsstraffen ubetinget.
Kommentar: Denne straffesag har givet anledning til betydelig omtale i medierne og indgik i begrundelsen for, at det i den politiske aftale fra juni 2025 om en strafreform blev besluttet at skærpe straffen for såkaldt naturkriminalitet, jf. lovforslag nr. L 83 (samling 2025-26). Af lovforslagets bemærkninger fremgår bl.a., at bødestrafniveauet for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven bør skærpes med 100 pct. i forhold til det gældende niveau, og at de allergroveste tilfælde af naturkriminalitet skal medføre fængselsstraf. Lovbemærkningerne henviser i den forbindelse til ovenstående sag fra Kolding, der omtales som ”et sagsforhold, som kan siges at høre til blandt de allergroveste overtrædelser af naturbeskyttelsesloven”, hvilket altså efter strafreformen forudsættes at medføre fængselsstraf, uanset om der samtidig måtte være begået hærværk efter straffelovens § 291. Dommen kan i den forbindelse sammenholdes med MRF 2021.104/2 B, hvor en ejer af et sommerhus og en entreprenør blev idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om 80 timers samfundstjeneste for forsætligt at have flyttet mere end 1.100 m3 sand og bevoksning fra § 3-beskyttet klithede på en kommunal ejendom i Skagen, der lå inden for strandbeskyttelseslinjen og en fredning. Entreprenøren fik konfiskeret udbytte for 10.000 kr., hvorimod byretten henviste kommunens erstatningskrav på ca. 300.000 kr. for udgifter til retablering til civilt søgsmål pga. utilstrækkelig dokumentation for kravets størrelse, jf. retsplejelovens § 992. Se også MRF 2023.17 V (U 2023.1716 V), hvor nogle sommerhusejere m.fl. blev idømt bøder på mellem 50.000 og 100.000 kr. for at have overtrådt kystbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven ved at udføre udlægge sten og beton mv. på stranden og en skrænt og ved at have afskrabet et klitfredet areal.
I forhold til foranstaltningerne på de tiltaltes ejendom i sagen fra Kolding er det efter dommens gengivelse af vidneforklaringerne uklart, i hvilken udstrækning de tiltalte var klar over, at der var tale om § 3-beskyttet mose, henholdsvis at brinken var en del af kommunens ejendom. Mens denne uvidenhed ikke diskulperer fra strafansvar for (uagtsom) overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 3, er det mindre klart, om betingelserne for strafansvar for hærværk var opfyldt, idet straffelovens § 291, stk. 2, om hærværk af betydeligt omfang kræver forsæt eller grov uagtsomhed, jf. stk. 3. Det fremgår dog af vidneforklaringerne, at de tiltalte var klar over, at søen lå på kommunens ejendom, hvilket kombineret med byrettens bemærkning om, at i hvert fald T2 som ejer af ejendommen havde pligt til at sætte sig ind i ejendommens skel, formentlig kan begrunde grov uagtsomhed. Byretten dømte dog både T1 og T2 for forsætlig overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 2 (jf. den principale tiltale i forhold 2), hvilket kunne have fortjent en mere udførlig begrundelse. Sagen illustrerer i øvrigt på sin egen måde, at der er meget stor forskel på, hvad borgerne opfatter som forbedringer og vedligeholdelse, og at begrebet ”naturhærværk” derfor ikke nødvendigvis er dækkende.
I forhold til genopretning af den ødelagte mose melder sagen ikke noget om, hvorvidt kommunen har meddelt lovliggørelsespåbud i medfør af naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, til T1 og T2 som bruger/ejer om genopretning af den hidtidige tilstand på deres egen ejendom. Kommunen indtalte heller ikke under straffesagen et erstatningskrav for udgifter til genopretning på kommunens ejendom, sådan som det f.eks. skete i den ovenfor omtalte sag fra Skagen (MRF 2021.104/2 B). Af vidneforklaringen fra kommunens naturmedarbejder fremgår dog, at kommunen mener, at den har pligt til sikre, at der sker en retablering af området på de tiltaltes og kommunens egen ejendom. Hertil bemærkes, at det efter hidtidig praksis er usikkert, om der i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, er hjemmel til at påbyde naturgenopretning, jf. herom Pagh, Hvilke foranstaltninger kan påbydes som fysisk lovliggørelse?, TfM 2016.237. Af ovennævnte lovforslag nr. L 83, der i skrivende stund (december 2025) endnu ikke er vedtaget i Folketinget, foreslås der imidlertid tilføjet følgende punktum i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om tilsynsmyndighedens pligt til at foranledige ulovlige forhold lovliggjort: ”Tilsynsmyndigheden kan herunder påbyde, at ulovlige indretninger fjernes, at ulovligt fjernede indretninger bringes tilbage, og at den hidtidige tilstand reetableres”. Det anføres i lovbemærkningerne, at der alene er tale om en præcisering af gældende ret, idet der henvises til, at det fremgår af håndhævelsesbetænkningen (nr. 981/1983), s. 105 f., at fysisk lovliggørelse kan omfatte ”en tilbageføring af den fysiske tilstand til den, der bestod før ulovligheden blev begået, såfremt dette overhovedet er muligt”. Med henvisning til MAD 2017.415 V anføres videre, at udsagnet fra håndhævelsesbetænkningen i administrativ praksis og retspraksis er blevet fortolket sådan, at der bl.a. kan kræves en retablering af den hidtidige tilstand. Det tilføjes herefter, at domstolene dog i enkelt tilfælde (MAD 2019.107 B) har fundet, at der ikke var hjemmel i § 73, stk. 5, til at meddele påbud om reetablering af engfloraen på et § 3-beskyttet areal, hvilket har skabt tvivl om bestemmelsens rækkevidde. For at skabe klarhed forslås bestemmelsen derfor præciseret med det nye punktum, hvorved dog samtidig understreges i bemærkningerne, at forslaget ikke vil give tilsynsmyndighederne øgede beføjelser ”i forhold til det, der i overensstemmelse med lovbemærkningerne er hensigten med den gældende bestemmelse i § 73, stk. 5”. Endelig tilføjes, at en påbudt retablering efter ministeriets opfattelse vil kunne bestå i gentilplantning af egnede levesteder for fredede dyrearter eller retablering af et egnet mikroklima for plantearter, idet det dog i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet vil skulle indgå, at visse retableringstiltag kan være meget omkostningsfulde i forhold til det, der opnås.
Uden her at gå ind på en længere diskussion af ministeriets fortolkning af naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, bemærkes, at lovbemærkningerne efterlader et indtryk af, at den gældende retstilstand er klarere, end hvad der er tilfældet. For det første er det ikke korrekt, at landsretten i MAD 2017.415 V fandt, at der var hjemmel i § 73, stk. 5, til at påbyde sådanne retableringstiltag, som den foreslåede ”præcisering” tager sigte på. Efter dommens oplysninger gik det omhandlede påbud alene ud på, at ejerne skulle tilkaste nogle søer etableret i en mose gennem udjævning af bortgravet mosejord og indsnævring af nogle grøfter/kanaler. For det andet er det ikke kun dommen i MAD 2019.107 B, som har skabt tvivl om rækkevidden af § 73, stk. 5. I U 2018.1011 V fandt landsretten, at der ikke var hjemmel til at stille krav om udarbejdelse af en forudgående retableringsplan, bl.a. fordi dette ville påføre ejeren ikke ubetydelige omkostninger, hvilket krævede et klart hjemmelsgrundlag. I MAD 2014.396 V og MAD 2015.233 V accepterede (eller overså) landsretten derimod nogle lignende vilkår om retableringsplan. I MRF 2022.255 V udtalte byretten – hvilket landsretten i hvert fald ikke tog afstand fra – at lovliggørelse efter naturbeskyttelsesloven efter praksis ”ikke [kan] gå videre end at fjerne ulovlige indretninger eller bringe en ulovligt fjernet indretning tilbage”. I MRF 2023.21/3 V forudsatte både by- og landsretten tilsvarende, at der er grænser for, hvilke foranstaltninger der kan påbydes med hjemmel i § 73, stk. 5. Og i MAD 2017.229 V afviste byretten, at der var hjemmel i § 73, stk. 5, til at påbyde flytning af nogle søer som led i retablering (landsretten fik ikke anledning til at forholde sig hertil). Også i administrativ praksis har bestemmelsen givet anledning til tvivl, jf. f.eks. MRF 2021.235 Mfk, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet udtalte, at § 73, stk. 5, ikke giver tilsynsmyndigheden hjemmel til at påbyde ”vedligeholdende eller naturforbedrende tiltag som f.eks. oprensning af en sø”. Samlet set efterlader praksis altså ganske stor usikkerhed om rækkevidden af naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, mens der hverken i klagenævns- eller retspraksis ses at være klar støtte for ministeriets antagelse om, at bestemmelsen giver hjemmel til at meddele påbud om bl.a. gentilplantning af egnede levesteder eller retablering af et egnet mikroklima. Det nærmeste, man kommer, er formentlig Retten i Roskildes dom af 26. februar 2025 (sag BS-61258/2023-ROS), som er under anke og derfor først bringes på MRF på et senere tidspunkt. I denne sag udtalte byretten, at § 73, stk. 5, ikke kun giver hjemmel til, at det påbydes ”at tilbagelægge det opgravede materiale, således at områdets oprindelige struktur i videst muligt omfang genetableres, men også til at bringe vegetationen tilbage, herunder – og som det mindre i det mere – til at lade området ligge til naturlig tilgroning med græs, urter m.v.”. Rækkevidden af udsagnet er dog uklar, idet påbuddet i den konkrete sag alene gik ud på, at noget fjernet materiale skulle lægges tilbage, og at arealet herefter skulle henligge til naturlig tilgroning. Endelig – for det tredje – overses det i lovbemærkningerne, at der i håndhævelsesbetænkningen fra 1983 slet ikke blev taget stilling til det her omhandlede spørgsmål om retablering af naturens hidtidige tilstand gennem aktive genopretningsforanstaltninger, jf. den ovennævnte artikel i Pagh: TfM 2016.237, hvor det påpeges (s. 246), at der med udsagnet om ”genopretning” i betænkningens s. 105 f. ud fra sammenhængen alene blev sigtet til, at det ulovlige forhold bortfjernes, eller at en ulovligt fjernet indretning bringes tilbage.
På denne baggrund og henset til, at retableringstiltag – som også anført i lovforslag nr. L 83 – kan være meget omkostningsfulde for den til enhver tid værende ejer/bruger, vil vedtagelsen af den foreslåede ”præcisering” af § 73, stk. 5, næppe komme tvivlen om bestemmelsens rækkevidde til livs.