MRF 2025.3
EU-Domstolens dom af 6. marts 2025, 10. afd., sag C-41/24, Waltham Abbey Residents Association
Når tredjepart under en VVM-screening fremkommer med nye oplysninger om et projekts mulige væsentlige miljøvirkninger, navnlig på en bilag IV-art, skal VVM-myndigheden høre bygherren, medmindre det på forhånd på grundlag af objektive kriterier kan udelukkes, at projektet har væsentlige miljøvirkninger.
Baggrunden for sagen var, at en bygherre (B) havde ansøgt de irske myndigheder om at opføre 123 lejligheder i Ballincollig i Irland og i den forbindelse havde indsendt ansøgning om VVM-screening af projektet, hvor B forudgående havde fået gennemført undersøgelse af træer. B indsendte to rapporter, hvoraf de ene redegjorde for projektets mulige indvirkning på biodiversitet, herunder bilag IV-arten flagermus, og på træer. Den irske myndighed gennemførte en høring, hvor en beboerforening (WARA) gjorde indsigelser i juli 2020 og bl.a. anførte, at byggeriet ville blive opført i umiddelbar nærhed af den biologiske korridor ved Lee-floden, hvor der er flagermus, og at byggeriet kunne være til skade for levestedet. Uanset indsigelsen anbefalede ”undersøgeren” den 11. september 2020, at det ansøgte byggeri blev tilladt, men således at fældning af træer skulle ske efter råd fra en kvalificeret miljøforsker. Den irske myndighed meddelte herefter tilladelse til projektet den 16. september 2020, uden at der var udarbejdet en miljøkonsekvensrapport, men på vilkår om, at de træer, der skulle fjernes, skulle fældes sidst på sommeren, og at enhver gene for flagermus skulle aftales med byplanmyndigheden. WARA anlagde herefter sag mod myndigheden og gjorde bl.a. gældende, at byggeriet med de 123 lejligheder krævede en miljøkonsekvensrapport. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om, hvilke krav VVM-direktivets art. 4 stiller til sikkerheden for, at projektet ikke havde væsentlige virkninger på miljøet, i hvilken udstrækning dette påvirkes af nye oplysninger fra tredjemand under screeningsproceduren, og om det har betydning, at projektet kan berøre bilag IV-arter og deres levested. EU-Domstolen lagde indledningsvis til grund, at de oplysninger, som bygherren skal fremsende i forbindelse med VVM-screening for bilag II-projekter, er fastsat i VVM-direktivet og omfatter en beskrivelse af alle miljømæssige aspekter, der kan forventes berørt af projektet, beskrivelse af særkender og de foranstaltninger, der tænkes iværksat for at undgå eller forebygge skadelige virkninger på miljøet (pr. 34). På grundlag heraf afgør myndigheden, om der skal udarbejdes en miljøkonsekvensrapport, og der er ikke i VVM-direktivet et direkte krav om at høre offentligheden, og direktivet fastsætter heller ikke regler for, hvornår VVM-myndigheden skal indhente supplerende oplysninger, eller hvordan myndigheden skal reagere, hvis der kommer nye oplysninger fra tredjeparter. Herefter udtalte EU-Domstolen med henvisning til sag C-526/16, at det kan udledes af VVM-direktivets art. 2(1), at ”der skal gennemføres en miljøkonsekvensvurdering, så snart der er en sandsynlighed eller en risiko for, at det pågældende projekt vil få væsentlige indvirkninger på miljøet. Under hensyn til forsigtighedsprincippet [...] anses en sådan risiko for at foreligge, når det ikke på grundlag af objektive oplysninger kan udelukkes, at dette projekt kan få væsentlig indvirkninger på miljøet” (pr. 41). Hvis oplysninger fra tredjepart betyder, at væsentlig miljøvirkning af projektet ikke kan udelukkes, skal bygherren have mulighed for at kommentere de nye oplysninger (pr. 43). Herefter udtalte EU-Domstolen med henvisning til sag C-127/02, Waddenzee, om muslingefiskeri, at ordlyden af VVM-direktivets art. 2(1) i det væsentlige svarer til ordlyden af habitatdirektivets art. 6(3) (pr. 47), og henviste supplerende til sag C-721/21 (MRF 2023.97) (pr. 48). På grundlag heraf udtalte EU-Domstolen, at hvis der under en screeningsprocedure fremlægges oplysninger fra en tredjepart, skal VVM-myndigheden forelægge oplysningerne for bygherren, hvis bemærkningerne vedrører væsentlige miljøvirkninger, og hvis bemærkningerne fra tredjepart er til hinder for at udelukke enhver rimelig videnskabelig tvivl om, hvorvidt projektet kan få væsentlige virkninger på miljøet.
Kommentar: Dommens konklusion kan næppe anses for overraskende, da en VVM-screenings afgørelse om, at bygherren skal udarbejde miljøkonsekvensrapport er byrdefuld, hvorfor bygherren skal have forelagt nye oplysninger fra tredjemand om væsentlige miljøvirkninger, især når det drejer sig om påvirkning af bilag IV-arter, jf. ligeledes sag C-166/22 (MRF 2023.101). Selve dommens præmisser er derimod udformet noget uheldigt og giver ikke indtryk af nærmere kendskab til den ledende dom om habitatdirektivets art. 6(3) i sag C-127/02, Waddenzee, eller den senere dom i sag C-721/21 (MRF 2023.97) eller den øvrige praksis vedr. habitatdirektivets art. 6(3). Det er således urigtigt, når EU-Domstolen i dommens pr. 47 anfører, at ordlyden af VVM-direktivets art. 2(1) svarer blot tilnærmelsesvis til ordlyden af habitatdirektivets art. 6(3), og de af EU-Domstolens anførte domme giver heller ikke støtte for, at der skal gennemføres miljøkonsekvensrapport, medmindre det kan udelukkes, at projektet kan få væsentlige virkninger på miljøet. En sådan omvendt bevisbyrde gælder for habitatdirektivets art. 6(3), men kan ikke udstrækkes til VVM-direktivets regler om screening, hvor reglen og praksis i stedet er, at det på grundlag af de foreliggende oplysninger skal kunne lægges til grund, at projektet ikke har væsentlige virkninger på miljøet. Det må ganske vist medgives EU-Domstolen, at misforståelsen af bl.a. sag C-127/02 er hentet fra dommen i sag C-526/16, Kommissionen mod Polen, pr. 66 f., hvortil dog må bemærkes dels, at denne dom kun foreligger på fransk og processproget (polsk), dels at udsagnet om VVM-screeningens indhold heller ikke denne dom beror på en nærmere argumentation, men alene på en mindre velovervejet analogislutning til EU-Domstolens praksis vedr. habitatdirektivets art. 6(3). For kritik af dommen i sag C-526/16 se tillige Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 435 f. Dommen i sag C-41/24 giver tillige anledning til to sammenlignende bemærkninger med dansk praksis. Som det fremgår af den irske sag, indeholdt de irske myndigheders VVM-screeningsafgørelse vilkår, som skulle sikre, at opførelsen af de 123 lejligheder ikke gav anledning til skade på flagermus levested. En sådan udgang på VVM-screeningen vil ikke være mulig efter miljøvurderingsloven, da en VVM-screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 ikke kan indeholde vilkår, men alene skal tage stilling til, om projektet har så væsentlige miljøvirkninger, at det er nødvendigt at udarbejde en miljøkonsekvensrapport, jf. f.eks. MRF 2023.203 Mfk, MRF 2024.140 Mfk, MRF 2024.147 Mfk og MRF 2024.177 Mfk. Det er også tvivlsomt, om det efter VVM-direktivet er muligt at tage hensyn til sådanne vilkår i forbindelse med en VVM-screening, men EU-Domstolen har endnu ikke haft lejlighed til at forholde sig hertil, jf. uddybende Haugsted, Er projekttilpasninger og vilkårsfastsættelse en mulighed under VVM-screeningen?, TfM 2018, s. 3 ff. For at andet er der ikke efter VVM-direktivet krav om høring af offentligheden, men alene en anbefaling i præamblen. Efter dansk ret anses en screeningsafgørelse imidlertid som en afgørelse omfattet af forvaltningsloven, hvorfor der i forbindelse med VVM-screeningen skal ske partshøring, jf. MAD 2011.620 Mfk, hvor en VVM-screening blev ophævet. Anses manglende partshøring ikke som konkret væsentlig, medfører fejlen dog ikke ugyldighed, jf. f.eks. MRF 2021.314 Mfk.