MRF 2025.13
Højesterets dom af 13. oktober 2025, 2. afd., sagerne BS-247/2025-HJR og BS-283/2025-HJR
(Michael Rekling, Hanne Schmidt, Jens Kruse Mikkelsen, Lars Apostoli og Mohammad Ahsan)
X ApS (adv. Michael Melchior) mod Gjensidige Forsikring, Dansk Filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge, som mandatar for Norddjurs Kommune (adv. Marie-Louise Fahrner) og Gjensidige Forsikring, Dansk Filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge, som mandatar for Norddjurs Kommune (adv. Marie-Louise Fahrner) mod Tryg Forsikring som mandatar for Barslund A/S under konkurs (adv. Lars Bøgh Mikkelsen)
Norddjurs Kommune var i forbindelse med sænkning af fortov som bygherre erstatningsansvarlig for rysteskader på E’s bygning som følge af brug af pladevibrator helt op til E’s bygning, da kommunens projektmateriale ikke levede op til god projekteringsskik pga. manglende krav om vibrationsmålinger, men regres for halvdelen af erstatningen over for entreprenøren, der burde have rejst spørgsmål om vibrationsmålinger eller andre udførelsesmetoder.
Baggrunden for sagen var, at Syddjurs Kommune på grundlag af en projektbeskrivelse i 2017 havde indgået aftale med entreprenør A (nu under konkurs) om områdefornyelse og etablering af et trafikknudepunkt. Som led i disse arbejder skulle et fortov, der ligger lige ud for bl.a. facademuren til E’s ejendom fra 1880 sænkes ca. 10 cm, så busserne kunne køre ind på busholdepladserne på trafikknudepunktet uden bump. Nedsænkningen af fortovet foregik ved, at A fjernede fortovsfliserne og afgravede grus til en dybde af ca. 60 cm, som efterfølgende blev genopfyldt med grus og komprimeret med pladevibrator for at genanlægge fortovsfliserne. Anlægsarbejderne medførte skader i form af revnedannelser i murværket og soklen på E’s ejendom, hvor udgift til udbedring af skaderne var 338.750 kr. E anlagde sag mod Syddjurs Kommune med påstand om, at kommunen skulle erstatte udgiften til udbedring af sætningsskaderne i E’s bygning og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at kommunens anlægsarbejde var omfattet af objektivt ansvar, og at kommunen i alle tilfælde havde handlet ansvarspådragende. Kommunen påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at der ikke var objektivt ansvar, at kommunen ikke havde handlet ansvarspådragende, da kommunen ikke ved udarbejdelse af projektmaterialet havde mulighed for at forudsige problemet, og det ikke var kommunen, der havde besluttet, at der skulle anvendes pladevibrator. Kommunen anlagde samtidigt sag mod entreprenøren om friholdelse for et eventuelt ansvar, hvor entreprenøren, der gik konkurs, påstod frifindelse. Under sagen blev udmeldt syn og skøn. Byretten lagde til grund, at der ikke var objektivt ansvar, men at de omhandlede skader skyldtes anlægsarbejdet og brug af pladevibrator, hvilket mulighed kommunen burde have taget højde for, hvorfor kommunen var erstatningsansvarlig over for E som bygherre efter culpa, men med fuld regres mod entreprenør. Begge sager blev anket til landsretten, der tilsluttede sig byrettens afvisning af objektivt ansvar for disse sætningsskader, men modsat byretten fandt, at kommunen ikke havde handlet ansvarspådragende, da brugen af pladevibrator måtte anses for sædvanlig. Dommen blev med procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret, der med henvisning til skønserklæringen fandt, at projektmaterialet ikke opfyldte kravene til god projekteringsskik, da projektbeskrivelsen ikke angav, at der skulle foretages vibrationsmålinger, og at der som følge heraf ikke var anledning til at tage stilling til, om der gjaldt et objektivt erstatningsansvar. I forhold til kommunens afledte krav mod entreprenør lagde Højesteret til grund, at det ikke var muligt nu at vurdere, om brugen af pladevibrator var forsvarlig, da dette forudsatte, at entreprenøren havde gennemført vibrationsmålinger, hvilket ikke var sket, selv om entreprenøren kendte til revnedannelser i E’s bygning. Med henvisning hertil fandtes entreprenøren at have handlet ansvarspådragende, hvorefter Højesteret anerkendte kommunens regreskrav med halvdelen, da både kommunen og entreprenør var erstatningsansvarlig efter culpareglen.
Kommentar: Højesterets dom indeholder til forskel fra byretten og landsrettens domme i sagen ikke en stillingtagen til, om der gælder et objektivt erstatningsansvar for sætningsskader ved denne type anlægsarbejder. Selv om Højesterets udtrykkelige udtalelse om, at der ikke var anledning til at tage stilling til dette, naturligvis er korrekt, er det nærliggende at læse tilkendegivelsen på den måde, at spørgsmålet ikke er endelig afklaret. Se tillige MRF 2024.192 V og MRF 2025.18 V, hvor det blev forudsat, at der gælder en streng culpanorm, men ikke et objektivt ansvar Se endvidere Villumsen: U 2002B.220, von Eyben og Isager, Lærebog i erstatningsret, 10. udg., 2024, s. 209 f. og Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 279.