MRF 2025.18
Vestre Landsrets dom af 1. maj 2025, 2. afd., sag BS-13999/2023-VLR
(Linda Hangaard, Alexander M. P. Johannessen og Christian Hesthaven (kst.))
A (adv. Bjarne Dalsgaard Aarup) mod Vejdirektoratet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Vejdirektoratet ikke erstatningsansvarlig for skader på en nærliggende ejendom forårsaget af vibrationer fra anlægsarbejde, eftersom ejendommens svage fundering ikke var eller burde være kendt af Vejdirektorat eller entreprenør, og anlægsarbejdet blev udført efter sædvanlige metoder.
Vejdirektoratet udførte mellem i februar og marts 2013 nedramning af stålrørsspuns i en afstand af 144-187 meter fra As hus i forbindelse med udvidelse af motorvej E45, hvilket ifølge A medførte kraftige vibrationer og revner i A’s hus på 132 m2 med 24 m2 kælder opført i 1963. Ekspropriationskommissionen tilkendte A erstatning på 210.000 kr. for revner i sydøstlige hjørne, da årsagssammenhæng ikke kunne udelukkes. Taksationskommissionen stadfæstede afgørelsen, men udtrykte tvivl om årsagssammenhængen. A indbragte Taksationskommissionens afgørelse for byretten med principal påstand om, at Vejdirektoratet skulle betale A 1.646.602,19 kr., subsidiært at Vejdirektoratet skulle betale et af retten fastsat mindre beløb. Vejdirektoratet nedlagde over for As påstande påstand om frifindelse. Vejdirektoratet nedlagde derudover to selvstændige modpåstande, principalt at A skulle tilbagebetale 214.194,77 kr. til Vejdirektoratet, subsidiært tilbagebetaling af et af retten fastsat mindre beløb. Under sagen blev udmeldt syn og skøn, der vurderede, at revnerne i husets sydøstlige hjørne kunne skyldes vibrationerne, men at huset generelt var sårbart grundet dårlig fundering. Byretten lagde på grundlag af bevisførelsen til grund, at den kælderløse del af A’s bygning ikke var funderet i overensstemmelse med kravene på opførelsestidspunktet, hvilket Vejdirektoratet var uvidende om, hvorfor der ikke var grundlag for at Vejdirektoratet skulle have tilrettelagt arbejdet på en særlig måde. Endvidere lagde byretten til grund, at den overvejende del af de konstaterede revner i bygningen var af ældre dato og primært skyldtes den svage fundering af bygningens kælderløse del. Vibrationsmålinger lå langt under de relevante grænseværdier, og placeringen af vibrationsmåleudstyret blev ikke tillagt afgørende betydning. På denne baggrund fandt retten ikke at A havde godtgjort en årsagsforbindelse mellem sætninger og revnedannelse på huset, samt vejarbejdets udførelse, hvorfor Vejdirektoratets frifindelsespåstand blev taget til følge, ligesom retten ligeledes tog Vejdirektoratets principale selvstændige påstand om tilbagebetaling af tilkendt erstatning til følge. A ankede byrettens afgørelse til Vestre Landsret. A nedlagde for landsretten påstand om, at Vejdirektoratet skulle betale et beløb fastsat af retten på op til 500.000 kr. til A. A nedlagde derudover påstand om frifindelse for Vejdirektoratets krav om tilbagebetaling af erstatningen. Vejdirektoratet nedlagde principalt påstand om stadfæstelse, subsidiært at A skulle tilbagebetale et mindre beløb end bestemt af byretten. På baggrund af skønsmandens vurdering i Ekspropriations- og Taksationskommissionen fandt landsretten, at der var årsagssammenhæng mellem skaderne i det sydøstlige hjørne og vejarbejdet, idet skaderne kunne være opstået som følge af vibrationerne fra nedramningen af spuns. I forhold til ansvarsgrundlag lagde landsretten vægt på, at ejendommen var svagt funderet og ikke opført i overensstemmelse med de gældende regler på opførelsestidspunktet, og at der var tale om særlige jordbundsforhold, som gjorde ejendommen ekstra sårbar over for vibrationer. Landsretten fandt, at Vejdirektoratet og entreprenøren ikke havde eller burde have haft kendskab til de særlige forhold ved As ejendom, herunder funderingen, som kunne begrunde yderligere undersøgelser eller anden metode end den almindelige vibrering. Selvom der var årsagssammenhæng, blev Vejdirektoratet derfor frifundet, eftersom Vejdirektoratet ikke havde handlet culpøst. Landsretten afviste i forlængelse heraf, at Vejdirektoratet var erstatningsansvarlig på ulovbestemt objektivt grundlag, da Vejdirektoratets fremgangsmåde ikke under normale forhold med afstanden til A’s ejendom vil medføre risiko for skader. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.
Kommentar: Dommen må anses for udtryk for, at der ikke kan pålægges erstatningsansvar på objektivt grundlag for sætningsskader fra anlægsarbejder, hvis arbejdet er udført efter sædvanlig praksis, når sætningsskader skyldes ejendommens særlige sårbarhed, og bygherre og entreprenør ikke kan anses for bekendt hermed. Dette er på linje med byretten og landsrettens præmisser i MRF 2025.13 H, men Højesteret undlod udtrykkeligt at tage stilling til spørgsmålet og tilkendte erstatning på grundlag af culpa. Se tillige MRF 2024.192 V, hvor erstatning også blev afvist. Se endvidere Villumsen: U 2002B.220, der argumenterer for, at der alene gælder en streng culpanorm, samt von Eyben og Isager, Lærebog i erstatningsret, 10. udg., 2024, s. 209 f. og Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 279.