MRF 2024.71
EU-Domstolens dom af 20. juni 2024, 7. afd., sag C-85/22, Kommissionen mod Bulgarien
Bulgarien dømt for at overtræde art. 4(4) ved ikke at udpege 194 af de 229 lokaliteter, Kommissionen havde udlagt, men Bulgarien frifundet for ikke at vedtage bindende nødvendige proaktive bevaringsforanstaltninger, da Kommissionen ikke havde løftet sin bevisbyrde, ligesom Bulgarien frifundet for ikke at vedtage detaljerede og specifikke bevaringsforanstaltninger, bl.a. fordi direktivet ikke stiller generelt krav om kvantificerede bevaringsmål.
Efter habitatdirektivets art. 4(4) skal hver medlemsstat senest seks år efter, at Kommissionen i henhold til art. 4(3) har udlagt Natura 2000-områder på den pågældende medlemsstats område, vedtage en formel udpegning af områderne. Det følger videre af habitatdirektivets art. 6(1), at for hver af Natura 2000-områderne skal medlemsstaterne iværksætte nødvendige bevaringsforanstaltninger. For medlemsstater optaget efter Kommissionens udpegning af Natura 2000-områder som bl.a. Bulgarien er perioden forskudt i henhold til staternes tiltrædelsesaftale. Da Kommissionen fandt, at Bulgarien ikke havde udpeget alle de 229 lokaliteter, som Kommissionen havde fastlagt som Natura 2000-områder, ikke havde vedtaget detaljerede bevaringsforanstaltninger, ikke havde iværksat passende bevaringsforanstaltninger og ikke at have fastsat bindende proaktive bevaringsforanstaltninger anlagde Kommissionen traktatbrudssøgsmål mod Bulgarien. Det var i sagen ubestridt, at Bulgarien ikke inden udløbet af fristen i den begrundede udtalelse havde udlagt 194 af de lokaliteter, som Kommissionen havde fastlagt, hvorfor Bulgarien blev dømt for dette klagepunkt. Derimod blev Bulgarien frifundet for de tre øvrige forhold, da Kommissionen ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var sket traktatbrud, bl.a. fordi der ikke i habitatdirektivets art. 6(1) er grundlag for at kræve kvantificerede målsætninger, idet EU-Domstolen med henvisning til sag C-116/22 (MRF 2023.195) mere generelt udtalte, at bevaringsmålsætningerne skal fastsættes, så de ”er egnede til at opnå den ønskede bevaringsstatus for den omhandlede lokalitet”, men ”at nødvendigheden af at formulere disse målsætninger kvantitativt og måleligt skal undersøges i hvert enkelt konkret tilfælde og ikke kan anerkendes som en generel forpligtelse for medlemsstaterne” (pr. 82). I forhold til Kommissionens indsigelse om, at Bulgarien skulle have vedtaget retligt bindende proaktive bevaringsforanstaltninger, lagde EU-Domstolen til grund, at de i art. 6(1) omhandlede bevaringsforanstaltninger ”principielt ikke [kan] begrænses til foranstaltninger, der tilsigter at imødegå udefrakommende menneskeskabte skader eller forstyrrelser, og skal om nødvendigt omfatte positive, proaktive foranstaltninger til bevaring eller genopretning af lokalitetens bevaringsstatus, jf. sag C-444/21 (MRF 2023.98), og at de skal være retligt bindende (pr. 136-137). Men da Bulgarien havde fremlagt en række eksempler på bindende bevaringsforanstaltninger, fandtes Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad at have godtgjort, at den bulgarske lovgivning ikke gjorde det muligt at opfylde forpligtelsen efter habitatdirektivets art. 6(1), hvorfor Bulgarien også blev frifundet for dette forhold.
Kommentar: Dommen må på linje med sag C-432/21 (MRF 2023.6), sag C-441/21 (MRF 2023.98) og sag C-116/22 (MRF 2023.195) tages som udtryk for, at Kommissionen med flere traktatbrudssager vil fastlægge de nærmere krav til indholdet af de nødvendige bevaringsforanstaltninger, som medlemsstaterne skal fastsætte for Natura 2000-områder efter habitatdirektivets art. 6(1). Sagen mod Bulgarien ses dog i den sammenhæng ikke at tilføre væsentligt nyt til i forhold til sag C-116/22 (MRF 2023.195) mod Tyskland, der må anses for den ledende dom med hensyn til kravene til indholdet af bevaringsmålsætninger for Natura 2000-områder og iværksættelse af disse.