MRF 2024.5
EU-Domstolens dom af 21. marts 2024, 7. afd., sag C-671/22, Bezirkshauptmannschaft Spittal an der Drau
Tilladelse til bådeskur ved østrigsk sø, hvor fiskefauna var i dårlig tilstand som følge af fiskeindustrien, er omfattet af vandrammedirektivets forbud mod tilladelse til projekter, der forringer tilstanden for vandområder, hvis tilladelsen kan medføre yderligere forringelse af den økologiske tilstand for kvalitetselementet fiskefauna.
Baggrunden for sagen var, at T i 2013 indgav ansøgning om at opføre et ca. 60 m2 stort bådeskur tæt ved den 6,5 km2 store Weißensee-sø i Østrig. De østrigske myndigheder afslog at give tilladelse med henvisning til, at vandrammedirektivets biologiske kvalitetselement ’fiskefauna’ var i dårlig tilstand grundet fiskeri, uden at det kunne tillægges betydning, at de fysiske-kemiske kvalitetsparametre befandt sig i god tilstand. T indbragte afslaget for de østrigske forvaltningsdomstole, hvor afslaget blev tiltrådt af den regionale forvaltningsdomstol med henvisning til, at det ansøgte bådeskur ikke bidrog til at forbedre vandmiljøet. T ankede dommen til den højeste østrigske forvaltningsdomstol, der var i tvivl om klassificeringen af søens tilstand efter vandrammedirektivet. Dette gav anledning til præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om, hvorvidt forstyrrelse af kvaliteten af ’fiskefauna’, hvis ringe tilstand alene ”skyldtes fiskeindustrien og ikke menneskeskabte påvirkninger af de fysisk-kemiske og hydromorfologiske kvalitetselementer”, medførte, at søens tilstand skulle klassificeres som lavere end ’god tilstand’. Kommissionen gjorde i sagen gældende, at spørgsmålene beroede på en retsvildfarelse, da det forudsatte, at fiskeriets påvirkning af fiskefauna ikke er en menneskeskabt påvirkning, og at spørgsmålene derfor skulle afvises. EU-Domstolen fandt ikke grundlag for at afvise spørgsmålene, men fastslog, at fiskeri i alle tilfælde er en menneskeskabt påvirkning, hvis omfang EU-Domstolen på grundlag af sagens oplysninger havde mulighed for at bedømme. EU-Domstolen lagde herefter til grund, at der ved vurdering af søens tilstand skal tages hensyn til påvirkning fra fiskeri (præmis 39), og at forbuddet i vandrammedirektivets art. 4(1)(a) mod at forringe vandmiljøet har bindende virkning og skal fortolkes i overensstemmelse med sag C-461/13 (Weser) og sag C-525/20 (MRF 2022.14), hvorefter myndighederne ikke må meddele tilladelse til projekter, som medfører skadelige virkninger på vandmiljøet, når et af parametrene befinder sig i laveste klasse. Dette gælder også parameteret ’fiskefauna’, uanset om årsagen til den dårlige tilstand er fiskeri (præmis 44-45). EU-Domstolen fastslog på denne baggrund, at kriterierne for vurdering af det biologiske kvalitetselement ’fiskefauna’ i vandrammedirektivets bilag V, pkt. 1.2.2 skal forstås sådan, at ’menneskeskabt forstyrrelse’ omfatter enhver forstyrrelse, der hidrører fra menneskelig aktivitet, herunder enhver ændring, der kan påvirke fiskearternes sammensætning og tæthed, og at alle disse forstyrrelser er relevante for klassificeringen af den økologiske tilstand for ’fiskefauna’.
Kommentar: Dommen må formentlig forstås på den måde, at hvis det biologiske kvalitetselement ’fiskefauna’ er i ringe tilstand som følge af fiskeri, gælder vandrammedirektivets forbud mod at forringe vandmiljøet for alle projekter, men som præmis 44-46 er udformet, må det anses for en betingelse, at en tilladelse til projektet vil medføre yderligere forringelse af parameteret for ’fiskefauna’. Dette betyder med andre ord, at der skal være årsagssammenhæng mellem projektets påvirkning og det biologiske kvalitetselement. Den omstændighed, at det er fiskeri, der er årsagen til fiskefaunaens dårlige tilstand, betyder derimod ikke, at der kan tillades et bådehus, hvis dette medfører en yderligere forringelse af fiskefaunaen. Dommen er dog skrevet så svært læseligt og uklart, at dette helt centrale spørgsmål om årsagsbetingelse kunne fortjene en yderligere præjudiciel forelæggelse.