MRF 2024.42
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. februar 2024, j.nr. 19/08523, 19/08524 og 19/08525
Ophævet og hjemvist to tilladelser til udledning af overfladevand fra vejarealer for Ny Fjordforbindelse ved Frederikssund til offentligt vandløb, da det ikke i tilstrækkelig grad var dokumenteret, at udledningen kunne ske uden hyppigere eller større oversvømmelse af vandløbet. Ophævelsen gældende 1 år fra nævnets afgørelse. Ved fornyet behandling skulle bassiner for udledning af overfladevand have en permanent vanddybde på 1-1,5 m for at opnå den nødvendige renseeffekt.
Sagen omhandlede udledning af overfladevand fra vejarealet for Ny Fjordforbindelse ved Frederikssund via et privat rørlagt forløb frem til det offentlige vandløb Marbækrenden henholdsvis direkte udledning til Marbækrenden. Miljø- og Fødevareklagenævnet havde i MAD 2018.190 Mfk ophævet udledningstilladelse, da vilkår om afløbstal blev anset for at overstige den naturlige afstrømning til vandløbet med en faktor 5-8, og nævnet ophævede i MRF 2022.106 Mfk Frederikssund Kommunes afgørelse om at anse medbenyttelsen af vandløbet for reguleret i vandsynsprotokol eller beslutning truffet af ekspropriationskommissionen. Med to særskilte afgørelser meddelte Frederikssund Kommune i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, i september 2019 ny tilladelse til udledning af overfladevand fra fjordforbindelsen. Tilladelserne var meddelt på vilkår om, at udledningen skulle ske fra regnvandsbassiner med et permanent vandspejl på min. 0,5 m, og at udledning herfra skulle ske neddroslet til maksimalt 1 l/s pr. reduceret ha. Der var for afgørelsen udarbejdet en robusthedsanalyse baseret på kommunens afstrømningsstatistik for 1991-1994 for det for Marbækrenden nordligere liggende vandløb Udesundby Å. Herudfra var det vurderet, at vintermedianmaksimumafstrømningen for Marbækrenden var 0,14 l/s/ha, samt at modstanden i vandløbet var med et manningtal på 60. Til brug for afgørelsen var der endvidere udarbejdet et notat med revision af afstrømningsstatistik samt med modelberegning foretaget med programmet ”Mike Urban”, hvor det blev konstateret, at der forelå ganske få målinger for afstrømningsforholdene for Marbækrenden, men at statistik for vintermiddelafstrømning i det nærliggende vandløb Mademose Å kunne anvendes som sammenlignelige i forhold til Marbækrenden, hvor medianmaksimumafstrømningen var 0,15 l/s/ha. For begge analyser blev det konkluderet, at Marbækrenden generelt var robust i forhold til oversvømmelser, og et vilkår med et afløbstal på 1 l/s pr. reduceret ha ikke ville overstige vandløbets kapacitet i forhold til en naturlig afstrømning vurderet til 0,14 l/s/ha henholdsvis 0,15 l/s/ha. Afgørelserne blev påklaget af en nedstrøms beliggende bredejer til Marbækrenden, som anførte, at vandløbet pga. dårlig stand af ledningerne for et rørlagt forløb af Marbækrenden forringede kapaciteten og flow, hvorfor vandløbet i den aktuelle stand ikke kunne tilføjes yderligere overfladevand. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at rammer for administration af miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, bl.a. fremgår af Miljøstyrelsens vejledning nr. 28 af 2018 om bekendtgørelse om spildevandstilladelser. Heraf fremgår af punkt 3.2.1, at det skal sikres, at vand kan afledes uden gener for omboende til vandløbet eller gener for dyre- og plantelivet, hvilket vil sige, at vandløbets hydrauliske kapacitet respekteres. Nævnet bemærkede, at såfremt der meddeles tilladelse med vilkår om et afløbstal, der overstiger den naturlige afstrømning til vandløbet, skal der foretages en vurdering af udledningens indflydelse på vandløbets hydrauliske kapacitet. Med henvisning til MAD 2013.2825 Nmk og MAD 2016.186 Nmk lægges medianmaksimumafstrømningen til grund for nævnets vurdering af den naturlige afstrømning til et vandløb. Med henvisning til MAD 2018.95 Mfk skal det efter nævnets praksis ved vurderingen af vandløbets hydrauliske kapacitet sikres, at udledningen ikke vil medføre hyppigere eller større oversvømmelser af vandløbet, end hvad der ville være tilfældet ved afstrømning fra vandløbets naturlige opland. Nævnet konstaterede, at medianmaksimumafstrømningen med robusthedsanalysen var vurderet til 0,14 l/s/ha og efter notat med revision af afstrømningsstatistik 0,15 l/s/ha, hvorfor der med vilkåret om en udledning på 1 l/s per reduceret hektar var tilladt en udledning, der oversteg den naturlige afstrømning til vandløbet. For vurderingen af Marbækrendens hydrauliske kapacitet konstaterede nævnet, at et manningtal på 60 for modstanden i vandløbet svarer til modstanden i helt nye rør. Herudover konstaterede nævnet, at der for robusthedsanalysen var anvendt en tidsserie fra 1991-1994, mens det af faglig rapport nr. 340, Afstrømningsforhold i danske vandløb, udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser fremgår, at der anbefales en tidsserie på 30 år for medianmaksimumafstrømning. Endelig konstaterede nævnet, at der for notat med revision af afstrømningsstatistik ikke var anvendt medianmaksimumafstrømning, men vintermiddelafstrømning, samt at der var sket en sammenligning med det nærliggende vandløb Mademose Å, der var et åbent forløb, mens store dele af Marbækrenden var et rørlagt forløb. På den baggrund fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der ikke var foretaget en tilstrækkelig vurdering af Marbækrendens hydrauliske kapacitet, og det derfor ikke var dokumenteret, at de tilladte udledninger kunne ske uden hyppigere og større oversvømmelser, end hvad der ville være tilfældet ved naturlig afstrømning til vandløbet, hvorfor nævnet ophævede de to afgørelser med virkning fra 1 år fra nævnets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Til brug for fornyet behandling bemærkede nævnet, at afgørelserne var meddelt med vilkår om etablering af forsinkelsesbassiner med et permanent vandspejl på 0,5 m, mens det for nævnets praksis i bl.a. sag 18/04756 vedrørende BAT lægges til grund, at bassiner for overfladevand skal have en permanent vanddybde på 1-1,5 m for at opnå den nødvendige renseeffekt.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer de forholdsvis komplicerede hydrauliske undersøgelser, der er nødvendige for at meddele tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til udledning af overfladevand. Det både faktiske og retlige problem er, at vejen er etableret i forbindelse med den ny fjordforbindelse, og at vandet løber fra, når det regner. Da fjordforbindelsen er etableret ved særskilt anlægslov, må nævnets afgørelse tages som udtryk for, at denne miljømæssige virkning af fjordforbindelsen ikke indgik i den miljøvurdering af projektet, der lå forud for anlægsloven for fjordforbindelsen. Dette kan sammenholdes med EU-Domstolens dom i sag C-535/18 (MRF 2020.5), hvor EU-Domstolen fastslog, at undersøgelse af afledning af overfladevand fra motorvejsprojekt til vandområder omfattet af vandrammedirektivet skal indgå i miljøvurdering og offentlig høring efter VVM-direktivets art. 6 forud for tilladelse til projektet, mens det er i modstrid med VVM-direktivet, at undersøgelsen af vandpåvirkning først gennemføres efter den offentlige høring. Hertil kommer, at udledning af overfladevand fra vejanlægget kan medføre en forringelse af vandmiljøet med tilførsel af miljøfarlige stoffer, som i sig selv kan afskære tilladelse, jf. MRF 2023.78 Mfk. Om etablering af fjordforbindelsen på denne baggrund skal anses for et ulovligt forhold, må foreløbigt henstå ubesvaret. Se tillige MRF 2024.66 Mfk, hvor klagenævnet ophævede en tilladelse fra 2019 til udledning af overfladevand fra Holbæk Sportsby, hvor udledningen var pågået i fem år.