MRF 2024.37
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 19. januar 2024, j.nr. 20/04141
Stadfæstet kommunal ”afgørelse” om behov for oprensning af offentligt vandløb efter vandløbslovens § 27, jf. § 31, men afvist, at kommunens oplysning om, at oprensning endnu ikke var sket, udgjorde en afgørelse, der kunne påklages til nævnet, da kommunen afventede, at kommunen meddelte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til oprensningen.
En lodsejer klagede i maj 2019 til Syddjurs Kommune over, at kommunen ikke havde vedligeholdt det offentlige vandløb Stampbækken i overensstemmelse med vandløbsregulativet. Kommunen gennemførte herefter en kontrolopmåling, der viste, at der periodevis i vandløbet forekom mindre sandpuder, som efter regulativet skulle opgraves, og at der var et generelt oprensningsbehov, idet kommunen havde modtaget en række klager over vandløbets vandføringsevne. Kommunen traf herefter i februar 2020 afgørelse efter vandløbslovens § 27, jf. § 31, om, at kommunen anerkendte behovet for oprensning af vandløbet, idet kommunen var enig i, at kommunen ikke havde opfyldt den vedligeholdelse af vandløbsregulativet, som var fastsat i vandløbsregulativet. Af regulativet fremgik, at vedligeholdelse skulle søges minimeret, så vandløbet opnåede et så naturligt forløb som muligt. Af regulativets retningslinjer fremgik bl.a., at vandløbets bundmateriale skulle vedligeholdes én gang årligt til regulativmæssig bund, såfremt dette var nødvendigt, og oprensningen kunne udsættes til bunden lå 10 cm over regulativmæssig bund. Stampbækkens længde er 2.746 m, hvoraf ca. 800 m var omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer efter naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunens afgørelse blev påklaget af bredejeren E, der anførte, at kommunen trods afgørelsen fortsat ikke havde foretaget vedligeholdelse, og at E gentagende gange havde rykket kommunen. E anførte endvidere, at en af E antaget landinspektør havde konstateret en tilsanding af bækken på 50-60 cm over bundkoten. Videre anfægtede E, at oprensningen forudsatte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, idet det kun var en mindre del af vandløbet, der var omfattet af § 3-beskyttelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede indledningsvis, at kommunen havde ”truffet afgørelse efter vandløbslovens § 27, stk. 1, jf. § 31, jf. vandløbslovens § 80, stk. 1”, hvor kommunen havde anerkendt behovet for oprensning af Stampbækken. Kommunen var således enig med E i behovet for oprensning, og at det af kommunen anerkendte oprensningsbehov var i overensstemmelse med regulativet, da bundkoten for visse dele af vandløbet lå højere end den regulativmæssige bund, hvormed der forelå et regulativmæssigt oprensningsbehov. Men herefter fandt nævnet, at kommunens oplysning om, at der endnu ikke var gennemført oprensning af vandløbet, ikke udgjorde en afgørelse, som kunne påklages til nævnet, idet kommunen havde oplyst, at der senere ville blive truffet endelig afgørelse om eventuel dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Herefter henviste nævnet til, at spørgsmål om kommunens udøvelse af dets tilsynspligt kunne rettes til kommunaltilsynet. På den baggrund stadfæstede nævnet kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen fra klagenævnet er svært at forene med vandløbslovens regler. I vandløbslovens § 27 sammenholdt med § 31 er der taget stilling til, at kommunen har pligt til at vedligeholde offentlige vandløb i overensstemmelse med regulativet. Dette kan kommunen ikke træffe afgørelse om med konstitutiv virkning, da det er afgjort ved loven. Hvis kommunen herefter finder, at vedligeholdelsen af vandløbet ikke opfylder kravene i § 27, anviser vandløvens § 54 meget præcist, hvad der skal ske, nemlig at kommunen skal påbyde sig selv som vandløbsmyndighed at iværksætte oprensning i overensstemmelse med vandløbsregulativet. Afviser kommunen at meddele et sådant påbud, kan denne afgørelse påklages til nævnet, jf. FOB 2020-37 og MRF 2022.103 Mfk. Uanset om kommunen i denne sag fejlagtigt havde anført, at kommunen havde truffet afgørelse efter vandløbslovens § 27, jf. § 31, burde klagenævnet have tydeliggjort, at der var tale om en afgørelse efter vandløbslovens § 54. I den konkrete sag kunne det forudgående rod i hjemmelsgrundlaget dog have begrundet en hjemvisning, så kommunen herefter kunne tage stilling til, om kommunen ville meddele påbud til sig selv efter § 54, og hvad det nærmere indhold i dette påbud skulle være, hvor kommunen samtidig kunne afklare spørgsmålet om dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 3. Afgørelsen illustrerer på sin egen måde, at ved nævnets afgørelse af klager over kommunale afgørelser efter vandløbsloven er vigtigt, at nævnet præciserer, hvad der er lovfastsatte pligter, henholdsvis hvad der er konstitutive forvaltningsretlige afgørelser. Så selv om det er korrekt, at en kommunes oplysning om, at den har udsat oprensning af et vandløb, som kommunen anerkender at have pligt til, ikke er en afgørelse, er dette først relevant, når kommunen har meddelt sig selv påbud efter vandløbslovens § 54. Men herefter er det korrekt, at kommunens manglende opfyldelse af et sådant påbud må anses for et forhold, der henhører under kommunaltilsynet. Se tillige kommentaren til MRF 2024.27 Mfk.