MRF 2024.321
Vestre Landsrets dom af 29. oktober 2024, 6. afd., sag BS-38960/2022-VLR
(Annette Nørby, Hanne Harritz Pedersen og Christian Hesthaven (kst.))
E (adv. Thomas Schioldan Sørensen) mod N (adv. Bjarne Skøtt Jensen, besk.)
E’s fældning af 135 poppeltræer i skel til naboen N, hvor træerne efter hegnssynsafgørelse udgjorde et fælles hegn, anset for ansvarspådragende over for N, men N’s erstatningskrav afvist grundet manglende dokumenteret økonomisk tab, hvorimod N havde krav på halvdelen af indtægten ved salg af flis fra de fældede træer.
E og N var ejer af to landbrugsejendomme, der grænsede op til hinanden, og hvor der omkring årtusindskiftet blev plantet poppeltræer i skel. I 2019 fældede E træerne og efterlod stubbe af varierende højde, hvorefter N anmodede om hegnssyn og skelforretning, da N mente, at E havde fældet et fælles hegn i modstrid med hegnslovens regler. Hegnssynet fastslog i en afgørelse fra april 2021, at de fældede træer måtte anses som fælles hegn efter hegnslovens § 10, stk. 5, og at der derfor efter hegnslovens § 18, stk. 2, kunne kræves årlig nedkapning til 5 meter. Hegnssynet fandt, at træerne var skåret ned til under 5 meters højde, men ikke udtyndet på en sådan måde, at det mistede den lægivende virkning, men fastslog samtidig, at E skulle betale udgifterne til hegnssynet med henvisning til, at E havde tilsidesat hegnslovens §§ 12 og 13 om varsling af nabo ved fælles hegn. N anlagde herefter erstatningssag mod E med påstand om, at E skulle betale 190.000 kr. i erstatning til N, subsidiært et mindre beløb, mere subsidiært at E skulle reetablere de solitære træer. Til støtte herfor gjorde N bl.a. gældende, at E uberettiget havde fældet træerne og var i ond tro, da fældning var sket uden varsel til E, og at hegnssynets afgørelse var ugyldig, bl.a. fordi der ikke kunne stilles krav om, at solitære træer skulle reduceres til 5 meter, og at den krævede erstatning svarede til udgiften til at retablere træerne, og at E tillige havde ret til at få halvdelen af indtægten ved salg af træerne. E påstod frifindelse mod betaling af 13.700 kr. svarende til halvdelen af det beløb, som salg af de fældede træer havde indbragt, og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at hegnssynets afgørelse var gyldig, da beplantningen skulle have lov til at vokse til 5 meters højde, at E ikke havde handlet ansvarspådragende og havde været i god tro, bl.a. fordi E antog, at de fældede træer kun stod på E’s ejendom, at læhegn efter fældningen fortsat havde tilstrækkelig virkning som læhegn, samt at fældningen var begrundet i behovet for at genskabe tilstrækkeligt bundlæ. Under sagen blev udmeldt syn og skøn, der bl.a. konkluderede, at der var fældet 135 træer i skel, hvoraf de 76 var døde, men at de ikke-døde træer ville vokse. Byretten lagde til grund, at de fældede træer stod i skel og havde karakter af fælles hegn, men at E havde handlet ansvarspådragende uanset saglige grunde til fældningen. E skulle derfor betale N 80.000 kr. i erstatning svarende til genopretning efter de 76 døde træer samt 13.700 kr. for salg af flis fra fældningen. Da hegnssynets afgørelse alene havde forholdt sig til fælleshegnets beskaffenhed, stod afgørelsen ved magt. E ankede til landsretten, hvor parterne gentog deres påstande og i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde til grund, at E havde fældet 135 træer, som udgjorde et fælles hegn, der efter hegnslovens § 18, stk. 2, kan kræves årlig nedkappet til 5 meter, og at 76 af de 135 fældede træer var døde, men at det eksisterende læhegn ydede tilstrækkelig virkning som læhegn i forhold til sandflugt og vind, og at den eksisterende bevoksning havde god vækst, hvorfor E’s fældning ikke havde medført uoprettelig skade på læhegnet. Landsretten konkluderede på denne baggrund, at E havde handlet ansvarspådragende, og at N derfor skulle stilles økonomisk, som om skaden ikke var sket, men fandt herefter, at E ikke havde dokumenteret et økonomisk tab. E havde derfor alene krav på betaling af 13.700 kr. i forbindelse med salg af træflis fra de fældede træer.
Kommentar: Dommen angår hegnslovens regler om samspillet mellem naboretten og hegnsloven i tvister om fælles hegn. I denne sag var det retlige problem, at E ikke havde foretaget forudgående underretning af naboen N om fældning, og at dette førte til, at E’s fældning blev anset for ansvarspådragende for E, men ikke udløste erstatning til N, da N ikke havde dokumenteret et tab. Se tillige MRF 2024.202 Ø, hvor en hegnssynsafgørelse om Banedanmarks vedligeholdelsespligt af hegn blev ophævet, hvilket dog er anket til Højesteret, samt MRF 2024.328 Ø, hvor en hegnssynsafgørelse om, at Naturstyrelsen havde vedligeholdelsespligt af dyrehegn ind til naboejendom, blev ophævet, idet hegnet ikke længere var i Naturstyrelsens interesse.