MRF 2024.328
Østre Landsrets dom af 18. november 2024, 4. afd., sag BS-35988/2023-OLR
(Olaf Tingleff, Lone Dahl Frandsen og René Bergfort (kst.))
E (adv. Ea Meyer Plaugmann) mod Naturstyrelsen (adv. Casper Christiansen v/adv.fm. Kristian Gede Mikkelsen)
Naturstyrelsen var ikke forpligtet efter hegnslovens § 8, stk. 2, og § 20, stk. 2, til at vedligeholde dyrehegn i skel til E’s naboejendom etableret på grundlag af skøde fra 1978, da bestemmelsen om hegn i skødet ikke opfyldte kravene til en servitut i tinglysningslovens § 10, stk. 5, og hegnets tilstedeværelse ikke længere var i styrelsens interesse. Hegnssynsafgørelse, der havde pålagt styrelsen at vedligeholde hegnet, ophævet, og styrelsen var ikke erstatningsansvarlig for væltet træ, der havde ødelagt dele af hegnet.
Sagen vedrørte Naturstyrelsens (NS) forpligtelse til vedligeholdelse af et hegn til E’s naboejendom og NS’ erstatningsansvar for skader forvoldt ved, at et træ fra NS’ ejendom væltede ind på E’s naboejendom. NS havde ved skøde fra oktober 1978 med henblik på etablering af skov erhvervet en ejendom på 49.000 m2 fra X, der var tidligere ejer af E’s ejendom. Af det tinglyste skødes punkt 7, stk. 2, fremgik, at ”alle omkostninger ved etablering af hegnet i ny skel [er] sælger, X, uvedkommende og fremtidig vedligeholdelse af hegnet påhvilede køberen”. I 1993 solgte X ejendommen til S, som i december 2018 solgte ejendommen til sin søn, E. I september 2019 væltede et træ på NS’ ejendom ned over hegn indtil E. E rejste herefter i marts 2020 krav over for NS om at retablere hegnet, hvilket NS afviste i april 2020. Efter anmodning fra E blev der herefter gennemført Hegnssyn, der i afgørelse fra maj 2021 fastslog, at NS var forpligtet til at retablere det fælles hegn i skel mellem de to ejendomme og henviste til bestemmelsen i skødet fra 1978, som Hegnssynet ikke mente var begrænset til de oprindelige parter. NS anlagde herefter sag mod E med påstand om, at Hegnssynets afgørelse skulle ophæves og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at skødets bestemmelse om hegn alene var bindende i forhold til det tidligere ejer X, og at en eventuel aftale om vedligeholdelse af hegn i alle tilfælde måtte anses for opsagt i forbindelse med korrespondancen om det væltede træ, ligesom NS afviste at være erstatningsansvarlig for skaden på hegnet. E nedlagde påstand om stadfæstelse af Hegnssynets afgørelse suppleret af en selvstændig påstand om, at NS tilpligtes at tinglyse bestemmelsen i skødet som servitut på ejendommen og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at NS’ forpligtelse efter skødet til at vedligeholde hegnet også gælder i forhold til kommende ejere af naboejendommen, og at NS efter hegnslovens §8 i alle tilfælde er forpligtet til at vedligeholde det fælles hegn. Byretten lagde til grund, at E ikke som ny ejer af ejendommen kunne støtte ret på bestemmelsen i skødet fra 1978, hvorfor Hegnssynets afgørelse blev ophævet. I forhold til den fremtidige vedligeholdelse lagde byretten endvidere til grund, at NS ikke længere har interesse i at vedligeholde hegnet, mens E havde interesse i hegnet for at undgå indtrængende dyr, hvorfor der ikke var grundlag for at pålægge NS halvdelen af udgiften til retablering af hegnet. E ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres påstande og anbringender, idet E dog supplerende gjorde gældende, at Hegnssynet ikke havde foretaget en interesseafvejning, hvorfor dette ikke kunne prøves, hvilket NS bestred. Landsretten lagde til grund, at bestemmelsen om hegn i skødet fra 1978 alene forpligtede parterne og var opsat for at sikre skovens vækst i nyetableret skov, og at vilkåret ikke opfylder kravene til servitut i tinglysningslovens § 10, stk. 5. Landsretten afviste derfor, at NS på grundlag skødet var forpligtet til at vedligeholde hegnet, og at NS havde vedligeholdt hegnet på en måde, der gav E en berettiget forventning om, at NS havde vedligeholdelsespligt, ligesom landsretten afviste, at NS havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med det væltede træ. Under hensyn til at hegnet herefter kun var i E’s interesse, fandt landsretten med henvisning til hegnslovens § 8, stk. 2 og § 20, stk. 2, at NS ikke kunne pålægges at vedligeholde hegnet. Som følge heraf kunne NS ikke pålægges at vedligeholde hegnet, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens ophævelse af Hegnssynets afgørelse.
Kommentar: Dommen understreger, at selv om der er tale om et fælles hegn, kan forpligtelsen til, at naboejendommen vedligeholder hegnet, bortfalde, når hegnet alene er i den ene parts interesse. Se tillige MRF 2024.321 V, hvor ejers fældning af træer, der udgjorde fælles hegn, blev anset for ansvarspådragende, mens erstatning blev afvist, da ikke var dokumenteret et tab, samt MRF 2024.202 Ø, hvor en hegnssynsafgørelse om Banedanmarks vedligeholdelsespligt af hegn blev ophævet, hvilket dog er anket til Højesteret.