MRF 2024.318
Retten i Hernings dom af 18. december 2024, sag BS-24968/2023-HER
N (adv. Gert Møller Lund) mod Ringkjøbing-Skjern Kommune (adv. Jens Flensborg)
Ejer af naboejendom havde søgsmålskompetence til at prøve gyldigheden af kommunes lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til sommerhusbyggeri på E’s ejendom. Men afvist at underkende den lovliggørende dispensation under hensyn til E’s berettigede forventninger, da E ikke havde bedre forudsætninger end myndighederne for at vide, at byggeriet ikke var omfattet af naturtypebekendtgørelsens § 1 og krævede dispensation fra § 3, og ejeren var i god tro.
E erhvervede i 2009 en sommerhusejendom ved Holmsland Klit. I 2017 ønskede E at bygge et sommerhus og rive det gamle ned. Naboen, N, der ligeledes i 2009 havde erhvervet naboejendommen, kontaktede i april 2017 kommunen med anmodning om høring i byggesagen på E’s ejendom. Den 15. maj 2017 meddelte kommunen byggetilladelse til E, uden at N var blevet partshørt. I maj 2017 ansøgte E’s rådgiver om nedsivningstilladelse, hvor det af kortmaterialet fremgik, at arealet var registreret som omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som beskyttet hede. Efter byggetilladelsen protesterede N over for kommunen, hvilket kommunen besvarede i marts 2018 med, at byggetilladelsen var udstedt i overensstemmelse med lokalplanen, og at byggeriet var lovlig. I sommeren 2018 kontaktede N Danmarks Naturfredningsforening (DN), der ikke fandt, at byggeriet var i modstrid med fredningskendelsen og heller ikke fandt, at ejendommen var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, da området i var udlagt til sommerhusområde i kommuneplanen inden 1992. N gjorde DN opmærksom på, at den for området gældende lokalplan var vedtaget efter 1992. Efter henvendelse fra DN meddelte kommunen i oktober 2019 grundejerne i det berørte område, at ejendommene er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Efter klage fra DN traf Ankestyrelsen som kommunaltilsyn i april 2022 afgørelse om, at kommunen var forpligtet til at lovliggøre forholdet. Kommunen meddelte i februar 2023 lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til det af E opførte sommerhus, men DN ønskede ikke at påklage afgørelsen. Den 23. maj 2023 anlagde N retssag mod kommunen med påstand om, at den kommunen meddelte dispensation var ulovlig og ugyldig, mens kommunen principalt påstod afvisning med henvisning til, at N ikke havde søgsmålskompetence, bl.a. fordi N som nabo ikke har klageret efter naturbeskyttelseslovens § 86, og subsidiært frifindelse. Til støtte for at N havde søgsmålskompetence, gjorde N bl.a. gældende, at N var individuelt væsentligt berørt af dispensationen og henviste til MRF 2023.138 Ø. Til støtte for at kommunens lovliggørende dispensation var ugyldig, gjorde N bl.a. gældende, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse af § 3 og henviste bl.a. til, at det beroede på en misforståelse af de planmæssige forhold, at DN ikke havde klaget over bygning af sommerhuset, da DN havde klaget over, at kommunen havde meddelt lovliggørende dispensation til en trampolin på E’s ejendom (23/04713). Endvidere gjorde N gældende, at bilag IV-arten, markfirben var i området, og at den lovliggørende dispensation derfor også var i modstrid med naturbeskyttelseslovens § 29a. Til støtte for frifindelse gjorde kommunen bl.a. gældende, at sommerhuset var opført i et udbygget sommerhusområde, og at der måtte tages hensyn til den særlige planmæssige forhistorie, da kommunen havde opfattet ejendommen som omfattet af undtagelsen for sommerhusbebyggelse lokalplanlagt før 1992, og at der måtte tages hensyn til E’s berettigede forventninger. Byretten lagde til grund, at selv om N ikke var klageberettiget efter naturbeskyttelseslovens § 86, havde N som nabo til den tidligere ubebyggede grund en sådan interesse i byggeriet, der ændrede N’s udsigt, at N havde den fornødne retlige interesse til at anlægge sag. I forhold til den lovliggørende dispensation lagde byretten til grund, at ejendommen og nærområdet havde en særlig planlægningsmæssig forhistorie, hvor der i området længe havde været planlagt for sommerhuse, og hvor området i 2017 var udbygget med sommerhuse, hvilket skyldtes, at amtet og siden kommunen havde misforstået lovgrundlaget og antaget, at området ikke var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. E kunne ikke antages at have bedre forudsætninger end myndighederne for at vide, at byggeriet krævede dispensation fra § 3, uden det kunne tillægges betydning, at det på E’s rådgivers kort vedlagt ansøgning om nedsivningstilladelse fremgik, at ejendommen var omfattet af § 3. Byretten fandt på denne baggrund, at der forelå særlige omstændigheder, som begrundede lovliggørende dispensation, da retten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at byggeriet ikke var til skade for bilag IV-arter. På denne baggrund blev kommunen frifundet.
Kommentar: Baggrunden for sagen er naturtypebekendtgørelsens § 1, hvorefter bl.a. heder og strandenge ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, hvis ejendommen den 1. juli 1992 lå i byzone eller sommerhusområde. I dette tilfælde var der tale om et udbygget sommerhusområde, der dog først i 1995 blev omfattet af lokalplan som sommerhusområde, men Ringkøbing Skjern Kommune havde antaget, at undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 1 også omfattede dette område ved Holmsland Klit og på denne baggrund meddelt byggetilladelse i 2017, hvilket har støtte i Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse af afslag på dispensation fra § 3 i MRF 2021.315 Mfk og MRF 2022.76 Mfk. Efter praksis er det afgørende kriterium, om ejeren havde en fornøden berettiget forventning på lovliggørende dispensation, jf. f.eks. MRF 2024.94/4 B, hvor klagenævnet afviste lovliggørende dispensation fra § 3, hvilket blev tiltrådt af byretten. Som det fremgår af dommen i denne sag om lokalplanområdet ved Holmsland Klit, antog Danmarks Naturfredningsforening i denne sag, at Ringkøbing Skjern Kommunes udlægning af ejerens berettigede forventning var korrekt, hvorfor DN ikke påklagede den lovliggørende dispensation. Naboerne var derfor henvist til civil søgsmål, da naboerne ikke har klageret efter naturbeskyttelseslovens § 86. Denne dom vedrører således to mere principielle spørgsmål i sager om lovliggørelse af indretninger etableret i modstrid med naturbeskyttelseslovens § 3, nemlig søgsmålskompetence for naboer og betingelserne for retlig lovliggørelse. I relation til søgsmålskompetence er baggrunden for problemet, at naboer i naturbeskyttelseslovens § 86 ikke er tillagt klageret, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet i fast praksis afviser klager fra naboer over kommunens afgørelser efter naturbeskyttelsesloven, jf. f.eks. MRF 2024.136 Mfk samt klagenævnets afgørelse af 21. december 2023 i sag 23/13231 og afgørelse af 28. juni 2024 i sag 24/05624 om affaldsøer i beskyttet hede. Dette bevirker, at det i mange tilfælde alene er Danmarks Naturfredningsforening der har klageret, medmindre der lokalt etableres klageberettigede miljøgrupper. Den praktiske konsekvens illustrerer direkte i den foreliggende sag, hvor Danmarks Naturfredningsforening faktisk klagede over kommunens lovliggørende dispensation fra § 3 til trampolin, hvilket efter klage fra DN blev ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgørelse af 15. februar 2024 (23/04713). Det kan diskuteres, om denne afskæring af klageret for naboer er i overensstemmelse med EU-retten og Aarhus-konventionen, men som dommen viser, afskærer den manglende klageret ikke naboer fra at anlægge retssag mod kommunen, når naboer må anses væsentligt individuelt berørt af en afgørelse efter naturbeskyttelsesloven. Dette er på line med MRF 2023.138 Ø og den overvejende del af retspraksis, men se dog MRF 2024.94/1 B, hvor Aalborg Ret afviste sagsanlæg fra nabo om dispensation fra skovbyggelinjen med henvisning til den begrænsede klageret. I forhold til betingelserne for retlig lovliggørelse lagde byretten vægt på, at E var i god tro, og at E ikke havde bedre forudsætninger end myndighederne for at opdage, at kommunens udlægning af lovgrundlaget var forkert. Dette forekommer velbegrundet, men med den supplerende bemærkning, at hvis hensynet til beskyttelsen af natur måtte føre til, at lovliggørende dispensation blev afvist, er det rimeligt oplagt, at kommunen ville blive erstatningsansvarlig over for E. Dette rejser så et selvstændigt juridisk spørgsmål, hvis N havde fået medhold, da der ikke med dommen vil være taget stilling til de faktiske konsekvenser for E, som ikke var part i retssagen, men alene til, at kommunens afgørelse var ugyldig, hvorfor kommunen skulle genoptage sagen, hvor kommunen så måtte tage stilling til E’s forventelige krav om erstatning.