MRF 2021.315
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. september 2021, j.nr. 20/06776
Stadfæstet dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til opførelse af et sommerhus på beskyttet hede ca. 5 meter fra Natura 2000-område, da området længe havde været planlagt som sommerhusområde og var udbygget som sådant, og da arealet ikke fandtes at være et egnet yngle- og rastested for bilag IV-arter. Dissens.
Ringkøbing-Skjern Kommune meddelte i maj 2020 dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til opførelse af et sommerhus på 120 m2 med tilhørende garage, indkørsel, udhus, nedsivningsanlæg mv. i beskyttet hede på E’s ejendom beliggende i et sommerhusområde på Holmsland Klit. Matriklen, hvor sommerhuset ønskedes opført, var en ubebygget grund på ca. 2.377 m2, som var omfattet af en større registrering af beskyttet hede langs kysten på den sydlige del af Holmslands Klit. Det fremgik af afgørelsen, at sommerhuset skulle placeres i et byggefelt på den nordlige del af grunden. Grunden lå ca. 5 meter nord fra Natura 2000-område nr. 69, Ringkøbing Fjord. Grunden var beliggende inden for lokalplan nr. 66, der blev vedtaget i 1998 og udlagde lokalplanområdet på ca. 25 ha til sommerhusbebyggelse. Kommunen havde begrundet dispensationen med, at lokalplanlægningen af sommerhusområdet blev igangsat umiddelbart efter 1992, at området næsten var fuldt udbygget den 1. juli 1992 i lighed med de nærliggende sommerhusområder. E havde derfor haft en berettiget forventning om, at der ville blive meddelt dispensation til det ansøgte. Kommunen anførte tillige, at sommerhusområdet, selvom det først var lokalplanlagt i 1998, skulle sidestilles med et sommerhusområde lokalplanlagt før den 1. juli 1992, og at området dermed kun var delvist beskyttet mod tilstandsændringer, jf. naturtypebekendtgørelsens § 1. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation, at ejendommen ikke var omfattet af naturtypebekendtgørelsens § 1, og at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst i forhold til det ansøgtes påvirkning af bilag IV-arter. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at det omhandlende areal opfyldte kriterierne for at være beskyttet hede, jf. naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 1, og at arealet havde været beskyttet siden beskyttelsen af heder trådte i kraft den 1. januar 1984. Nævnet lagde endvidere til grund, at arealet forud for lokalplanens vedtagelse den 26. august 1998 var beliggende i landzone. Nævnet fandt derfor, at naturtypebekendtgørelsens § 1 ikke fandt anvendelse, da matriklen først blev udlagt til sommerhusområde ved lokalplan efter den 1. juli 1992. De af kommunen anførte omstændigheder kunne ikke føre til et andet resultat. Opførelse af sommerhus udgjorde derfor en tilstandsændring i beskyttet hede, der krævede dispensation. Nævnets flertal (5 mod 1) fandt, at der kunne gives dispensation til det ansøgte, da området længe havde været planlagt og udbygget som sommerhusområde, mens mindretallet fandt, at der ikke kunne dispenseres, da grunden lå i udkanten af lokalplanområdet, og da E ikke havde en berettiget forventning om at kunne opføre sommerhuset, idet det fremgik af lokalplanen, der var vedtaget adskillige år efter naturbeskyttelseslovens ikrafttræden, at arealet kunne være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I forhold til påvirkningen af bilag IV-arter fandt nævnet, at den nordlige del af grunden ikke udgjorde et egnet yngle- og rasteområde for markfirben, da der ikke var områder med blottet sand eller klitter. Nævnet fandt imidlertid, at den centrale og sydlige del af matriklen potentielt kunne være egnet yngle- eller rasteområde, men at der ikke ville ske en negativ påvirkning af eventuelle markfirben i dette område, da det fremgik af forvaltningsplanen for markfirben, at disse er knyttet til et mindre område på 100-200 m2, hvor afstanden fra byggefeltet til centrum var ca. 320 meter. Nævnet fandt endvidere ikke, at matriklen udgjorde et egnet yngle- og rastested for strandtudse og spidssnudet frø, da matriklen fremstod tør og uden vandsamlinger, ligesom der var 700 meter til den nærmeste sø og våde klitlavning. Samtidig vurderede nævnet, at matriklen ikke var yngle- rasteområde for flagermus, da der ikke fandtes træer på matriklen. Endelig fandt nævnet, at der ikke ville ske en væsentlig påvirkning af arter eller naturtyper på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området, da der var ca. 225 meter til nærmeste registrerede naturtype. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter dispensationen fra naturbeskyttelseslovens § 3 til opførelse af sommerhuset.
Kommentar: Afgørelsen er et eksempel på, at der kan foreligge sådanne særlige omstændigheder, at ejerens berettigede forventninger i sig selv kan begrunde, at der meddeles dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. I denne sag var det afgørende, at der var tale om et udbygget sommerhusområde, og at området havde været planlagt til sommerhusområde, selv om det først var i 1998, at dette blev formaliseret ved lokalplan. Afgørelsen må tiltrædes, hvorved bemærkes, at hvis der i en sådan situation var meddelt afslag, vil det ikke kunne udelukkes, at afslaget måtte anses for så byrdefuldt, at det måtte anses for ekspropriativt og give ejeren krav på erstatning efter grundlovens § 73.