MRF 2024.31
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. januar 2024. j.nr. 23/08477
Ophævet og hjemvist afslag på tilladelse til kystbeskyttelse efter kystbeskyttelseslovens § 3, da kommunen havde fejlfortolket fredningens formålsbestemmelse, så den skønsmæssige afvejning var sket på fejlagtig grundlag.
E havde i juni 2020 søgt om tilladelse til etablering af kystbeskyttelse på sin ejendom med stensætning. Ejendommen lå helt ned til kysten og var bebygget med et sommerhus beliggende ca. 20 meter fra kysten. Området var omfattet af Naturklagenævnets fredningskendelse af 23. januar 2004 om fredning af skræntarealer m.m. ved Lynæs Havn. Af fredningens § 1 fremgik, at fredningen havde til formål at bevare landarealerne øst og vest for Lynæs Havn med skrænter og forland og at sikre og forbedre levemulighederne for det vilde plante og dyreliv. Det nærmeste Natura 2000-område nr. 153, Havet og kysten mellem Hundested og Rørvig, lå mere end 1.100 meter fra kyststrækningen. Halsnæs Kommune meddelte i juli 2021 afslag på tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3 til det ansøgte. Afslaget blev efter klage fra E ophævet og hjemvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet i MRF 2022.94 Mfk, idet påvirkning af bilag IV-arter ikke udgjorde et sagligt hensyn, der kunne inddrages ved afvejningen af hensynene i kystbeskyttelseslovens § 1, men i stedet skulle ske efter de specielle regler i habitatbekendtgørelsen for søterritoriet. Den 10. maj 2023 meddelte kommunen på ny afslag med den begrundelse, at behovet for beskyttede af E’s ejendom ikke var tilstrækkeligt over for det modstående hensyn om bevarelse af områdets betydelige landskabs- og biologiske værdier. I afvejningen indgik videre, at det ikke var muligt at meddele dispensation fra fredningen, da det ansøgte var i strid med fredningens formål, og da fredning forbød placering af tekniske anlæg inden for fredningen. Videre havde kommunen anført, at det ansøgte med stor sandsynlighed ville påvirke områdets bilag IV-arter negativt. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen, da to andre ejendomme i området havde fået tilladelse til etablering af kystbeskyttelsesprojekter, og da det i disse to sager konkret var fundet, at de ansøgte kystbeskyttelsesanlæg ikke var i strid med fredningens formål. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt i modsætning til kommunen, at det ansøgte projekt ikke var i strid med fredningens formål, da kystbeskyttelsen ikke i sig selv hindrede opfyldelsen af fredningens formål om bevaring af landarealerne øst og vest for Lynæs med skrænter og forland eller sikringen og forbedringen af levemulighederne for det vilde plante- og dyreliv. Nævnet fandt på den baggrund, at det korrekte grundlag ikke var lagt til grund for kommunens konkrete afvejning af de hensyn, som var relevante for kommunens skønsmæssige stillingstagen til det ansøgte kystbeskyttelsesanlæg, hvilket måtte anses for en væsentlig retlig mangel. Herefter ophævede og hjemviste nævnet afgørelsen til fornyet behandling i kommunen.
Kommentar: Afgørelsen vedrører prøvelse af kommunens skøn og viser, at selv om klagenævnet ikke kan foretage en prøvelse af indholdet i kommunens skønsmæssige afgørelser, når prøvelsen er begrænset til retlige spørgsmål, både kan og skal nævnet prøve, om afvejningen er baseret på faktuelle eller retlige misforståelser. I dette tilfælde var problemet, at kommunen havde forudsat, at dispensation fra fredningen var i modstrid med fredningens formål, hvilket udelukker dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 50 og dermed tillige tilladelse efter kystbeskyttelsesloven. Nævnet kunne og skulle derfor prøve, om det var korrekt, at anlægget ville være i modstrid med fredningens formål. Da nævnet fandt, at dette ikke var tilfældet, blev afslaget på tilladelse ophævet og hjemvist. Se dog MRF 2023.260 V, hvor landsretten synes at sammenblande spørgsmålet om fredningens formål efter § 50 med prøvelsen af den skønsmæssige vurdering af, om der kunne gives dispensation fra fredningen.