MRF 2024.309
Retten i Svendborgs dom af 17. juni 2024, sag BS-30591/2023-SVE
Skovejer A (adv. Mathias Højte) mod Miljøstyrelsen og Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Britta Moll Bown)
Ikke grundlag for at underkende klagenævnets stadfæstelse i MRF 2023.144 Mfk af Miljøstyrelsens forlængelse af frist efter skovlovens § 17, stk. 3, 2. pkt., for konsekvensvurdering af anmeldt drift på fredskovspligtige arealer i Natura 2000-område, da der var behov for kortlægning af egeskovsbevoksningen for at vurdere virkning af den anmeldte drift, og sagen ikke havde ligget stille hos styrelsen. Styrelsen ikke rette sagsøgte.
Skovejer A anmeldte i juli 2020 en plan om renafdrift af løvskov og fremme af nåletræer i tre skovafdelinger beliggende inden for Natura 2000-område. Miljøstyrelsen traf den 5. august 2020 afgørelse om nærmere vurdering af den anmeldte aktivitet, idet den potentielt kunne have en negativ effekt på skovens naturtyper og levesteder for beskyttede arter, hvilket Miljøstyrelsen forlængede i afgørelse af 22. januar 2021 til den 1. april 2021 med henvisning til skovlovens § 17, stk. 3, 2. pkt. Miljøstyrelsen henviste bl.a. til, at der var behov for indhentning af en faglig vurdering fra Københavns Universitet. Miljøstyrelsens afgørelse blev påklaget A, men stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i april 2023 (MRF 2023.144 Mfk). A anlagde herefter sag mod Miljøstyrelsen og Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om, at Miljø- og Fødevareklagenævnet og Miljøstyrelsen skulle anerkende, at Miljøstyrelsens afgørelse af fra januar 2021 og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse fra april 2023 var ugyldige. Til støtte herfor gjorde A bl.a. gældende, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde en udsættelse af fristen, bl.a. fordi Miljøstyrelsen traf afgørelse uden at have fået svar fra DTU, og at A derfor havde en berettiget forventning om at kunne igangsætte den anmeldte drift efter udløb af seks måneders fristen. Miljøstyrelsen påstod bl.a. frifindelse med henvisning til, at Miljøstyrelsen ikke var rette sagsøgte, da sagen efterfølgende var afgjort af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at der var behov for nærmere vurderinger af den anmeldte skovdrifts virkning på Natura 2000-området, og at Miljøstyrelsens vurdering førte til skærpede vilkår for den anmeldte drift, som samtidigt medførte en forhøjet erstatning. Byretten afviste indledningsvis, at Miljøstyrelsen var rette sagsøgte og lagde herefter til grund, at de i forarbejderne til skovlovens § 17 anførte begrundelser for at forlænge fristen ikke er udtømmende for, hvad der må anses for særlige tilfælde, og at der derfor kan ske fristforlængelse for at indhente faglig relevante vurderinger samt ske den nødvendige kortlægning af området. På denne baggrund fandt retten, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at forlænge fristen til at gennemføre Miljøstyrelsens vurdering af den anmeldte skovdrift.
Kommentar: Dommen vedrører den særlige anmeldelsesordning i skovloven og naturbeskyttelseslovens § 19 b for aktiviteter, der ikke kræver tilladelse efter den øvrige lovgivning, men som må anses for projekter i forhold til habitatdirektivets art. 6(3) og derfor omfattet af kravet om screening (væsentlighedsvurdering), som gælder efter bl.a. habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1. Dette er i skovlovens § 17 og naturbeskyttelseslovens § 19 b gennemført som en anmeldelsesordning med mulighed for stiltiende tilladelse, således at aktiviteten kan iværksættes, hvis der ikke inden 4 uger rejses indsigelse. Indsigelsen betyder, at efter skovloven skal Miljøstyrelsen gennemføre en konsekvensvurdering (svarende til habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, hvilket som udgangspunkt skal ske inden for 6 måneder, men kan forlænges i særlige tilfælde, jf. skovlovens § 17, stk. 3, og hvor der kan fastsættes vilkår for at tilladelse den anmeldte aktivitet, så den ikke medføre skade på Natura 2000-området. Da afgørelse om at udarbejde konsekvensvurdering med frist på 6 måneder efter § 17, stk. 3 anses for en afgørelse, kan fristforlængelsen påklages, som det skete i dette tilfælde, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet i MRF 2023.144 Mfk stadfæstede fristforlængelsen, hvilket skete to år efter fristen således var udløbet. Det var denne afgørelse, som blev indbragt for domstolene, som mere end tre år efter fristens udløb tiltrådte klagenævnets vurdering. I forhold til prøvelsestemaet i dommen var spørgsmålet alene, om det var nødvendigt at forlænge fristen på seks måneder med yderligere tre måneder, fordi Miljøstyrelsen fandt, at der manglede oplysninger for at foretage en forsvarlig vurdering af den anmeldte skovdrift, og om dette kunne anses for en særlig omstændighed efter skovlovens § 17, stk. 3. Sammenholdes med prøvelse af forvaltningens skøn, kan dommen næppe anses for overraskende, da det vil forudsætte, at retten måtte finde, at det var overflødigt at bruge tre måneder mere på sagens behandling. Dommen illustrerer på sin egen måde, at den tilsigtede forenkling med stiltiende tilladelser i skovlovens § 17 (og naturbeskyttelseslovens § 19b) er kontraproduktiv, da sagsbehandlingstiden med en anmeldelse i sig selv kan udløse klage, ligesom screeningen om hvorvidt konsekvensvurdering er nødvendig særskilt kan påklages.