MRF 2023.144
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. april 2023, j.nr. 21/03377
Stadfæstet Miljøstyrelsens afgørelse om forlængelse af frist for konsekvensvurdering af anmeldt drift på fredskovspligtige arealer i Natura 2000- område efter skovlovens § 17, stk. 3, 2. pkt., da der i forbindelse med kortlægningen af en skovnaturtype skulle indhentes en ekstern vurdering, og sagen ikke havde ligget stille hos Miljøstyrelsen. Dissens.
Skovejeren E anmeldte den 10. juli 2020 renafdrift af løvskov, fremme af nåletræer i løvskov samt nyetablering af pyntegrønt m.m. på matr.nr. 1, 2 og 3 efter skovlovens § 17, stk. 1. Samtlige ejendomme var pålagt fredskovspligt og var beliggende inden for et Natura 2000-område. Miljøstyrelsen traf den 5. august 2020 afgørelse efter skovlovens § 17, stk. 3, 1. pkt., om at foretage en nærmere vurdering af anmeldelsen med det formål at indlede forhandlinger om indgåelse af aftale efter skovlovens § 18. Afgørelsen var herefter gældende i seks måneder, jf. skovlovens § 17, stk. 3, 2. pkt. Efter afgørelsen bemærkede Miljøstyrelsen, at der var iværksat en kortlægningsproces på matr.nr. 1 vedrørende den anmeldte egebevoksning, som klager ønskede at renafdrive og gentilplante med sitkagran, og at denne skulle klassificeres som en skovnaturtype. Den 9. oktober 2020 oplyste Miljøstyrelsen, at egebevoksning var endeligt kortlagt. Klageren tilkendegav efter et møde og besigtigelse den 25. september 2020, at denne ikke var interesseret i at indgå en § 18-aftale. Miljøstyrelsen fremsendte herefter den 10. november 2020 høring af udkast til afgørelse om pålæg om den nødvendige drift mv. efter skovlovens § 19. Den 22. januar 2021 traf Miljøstyrelsen afgørelse efter skovlovens § 17, stk. 3, pkt. 2, om at forlænge 6-månedersfristen til den 1. april 2021 med henvisning til, at forløbet var blevet forsinket som følge af kortlægningen på matr.nr. 1, og at Miljøstyrelsen havde behov for ekstra tid til at kunne træffe afgørelse på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, herunder særligt for så vidt angik afgørelsen om erstatning efter skovlovens § 24. Afgørelsen om fristforlængelse blev påklaget af ejendommens ejer, der navnlig gjorde gældende, at der ikke forelå et særligt tilfælde efter skovlovens § 17, stk. 3, 2. pkt., idet Miljøstyrelsen havde indgående kendskab til klagers ejendom, og at en hjemvisning af sagen ville være i strid med hensigten bag skovlovens § 17, stk. 3, hvorefter anmelderen som hovedregel skal modtage påbud samt erstatning inden for 6-månedersfristen. Klager anmodede endvidere om at få omkostninger til advokatbistand dækket. Under klagesagen oplyste Miljøstyrelsen, at man den 18. februar 2021 havde fremsendt den endelige afgørelse efter skovlovens § 19 samt et udkast til afgørelse efter skovlovens § 24. Miljøstyrelsen bemærkede endvidere, at afgørelserne efter §§ 19 og 24 efter praksis skulle meddeles samtidigt. Under sagen bad Miljø- og Fødevareklagenævnet Miljøstyrelsen om at uddybe, hvorfor afklaringen om kortlægningen af egebevoksning gav anledning til forsinkelse. Miljøstyrelsen oplyste bl.a., at et pålæg om skovnaturtypebevarende drift af ege-blandskov ville indeholde et krav om selvforyngelse af eg, som man ikke havde erfaring med i Danmark, hvilket medførte øget sagsbehandlingstid for Miljøstyrelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede indledningsvist, at behovet for at forlænge fristen i en afgørelse efter skovlovens § 17, stk. 3, 1. pkt., jf. skovlovens § 17, stk. 3, 2. pkt., efter forarbejderne til loven kunne være begrundet i et behov for yderligere tid til at indgå aftale efter skovlovens § 18 eller tilstrækkelig tid til at foretage en revision af Natura 2000-skovplanen. Nævnet henviste endvidere til, at efter bekendtgørelse om anmeldelsesordningen (2016/1105) § 3, stk. 1, har den kompetente myndighed pligt til at anvende skovlovens §§ 18-21 inden udløb af 6-månedersfristen, hvis konsekvensvurderingen viser, at den anmeldte aktivitet vil skade Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag. Et flertal (4 mod 3) fandt herefter, at Miljøstyrelsen var berettiget til at forlænge fristen på 6 måneder efter skovlovens § 17, stk. 3, 2. pkt., da der forelå et særligt tilfælde. Flertallet lagde særlig vægt på, at behovet for at indhente en udtalelse i forbindelse med kortlægningen var en saglig grund, at sagen ikke havde ligget stille hos Miljøstyrelsen, og at afgørelsen ikke vil have uønsket præcedensvirkning. Mindretallet fandt, at Miljøstyrelsen ikke var berettiget til at forlænge fristen, da styrelsen ikke i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at der forelå et særligt tilfælde, som kunne begrunde en fristforlængelse. Mindretallet lagde særlig vægt på, at de anmeldte arealer ikke var betydelige i størrelse, og at det anmeldte ikke var ukendt for Miljøstyrelsen samt den uønskede præcedensvirkning af stadfæstelse. Et samlet nævn fandt afslutningsvist, at klager ikke kunne få godtgørelse for sagkyndig bistand, idet reglen for godtgørelse for sagkyndig bistand kun finder anvendelse i afgørelser om erstatning, og at afgørelsen angik forholdet om fristforlængelse efter skovlovens § 17, stk. 3, 2. pkt. På baggrund af stemmeflertallet blev Miljøstyrelsens afgørelse om fristforlængelse stadfæstet.
Kommentar: Nævnets afgørelse vedrører den særlige ordning i skovloven og naturbeskyttelseslovens § 19 b for aktiviteter, der ikke kræver tilladelse eller anmeldelse efter den øvrige lovgivning, men som må anses for projekter i forhold til habitatdirektivets art. 6(3) og derfor er omfattet af krav om screening (væsentlighedsvurdering), som gælder efter bl.a. habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1. Dette er i skovlovens § 17 og naturbeskyttelseslovens § 19 b gennemført som en anmeldelsesordning med mulighed for stiltiende tilladelse, således at aktiviteten kan iværksættes, hvis der ikke inden 4 uger rejses indsigelse. Indsigelsen betyder, at myndigheden (efter skovloven Miljøstyrelsen) skal gennemføre en konsekvensvurdering (svarende til habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2), hvilket som udgangspunkt skal ske inden for 6 måneder, men kan forlænges i særlige tilfælde, jf. skovlovens § 17, stk. 3. Hvis konsekvensvurderingen viser, at den anmeldte aktivitet har skadelig virkning på Natura 2000-området, skal myndigheden sikre, at den ikke iværksættes, hvilket enten kan ske som aftale efter skovlovens § 18 eller som påbud efter §§ 19 eller 20. Da en beslutning om at udarbejde konsekvensvurdering inden for fristen på 6 måneder efter § 17, stk. 3, anses for en afgørelse, har Miljø- og Fødevareklagenævnet i denne sag antaget, at forlængelsen af fristen ligeledes er en afgørelse, der kan påklages, jf. ligeledes MAD 2009.3092 Nkn om naturbeskyttelseslovens § 19 b og MAD 2012.1775 Nmk, uden det i øvrigt af nævnets afgørelse fremgår, hvor lang fristen i dette tilfælde er. Nævnet valgte i stedet at tage stilling til, om betingelserne for fristforlængelse var opfyldt. Nævnets afgørelse illustrerer på sin egen måde, at den tilsigtede forenkling med stiltiende tilladelser i skovlovens § 17 (og naturbeskyttelseslovens § 19b) er kontraproduktiv, da sagsbehandlingstiden med en anmeldelse i sig selv kan udløse klage, ligesom screeningen om, hvorvidt konsekvensvurdering er nødvendig, særskilt kan påklages. Det må i den sammenhæng anses for et selvstændigt problem, at anmeldelsesordningen blander konsekvensvurdering sammen med betingelser for tilladelse og mulighed for at indgå aftale med anmelder. Dette illustreres i den foreliggende afgørelse ved, at det faktisk ikke fremgår, om Miljøstyrelsen har lavet en konsekvensvurdering, uanset det er konsekvensvurderingen, der er bestemmende for det videre forløb. Havde Miljø- og Fødevareklagenævnet fulgt den fortolkning, som nævnet selv anlægger vedrørende habitatbekendtgørelsen, skulle Miljøstyrelsen meddele et påbud efter skovlovens § 19 om, at den anmeldte aktivitet (eller dele heraf) ikke kan iværksættes og udbetale erstatning for dette efter skovlovens § 24. Problemet i sagen var åbenbart, at Miljøstyrelsen var i tvivl om, hvad der skulle påbydes og derfor skulle bruge mere tid, hvilket klagenævnets flertal ikke fandt grundlag for at underkende. Hvis nævnet havde fulgt mindretallet, var resultatet, at forlængelsen af fristen var ugyldig, men hvis dette skulle føre til, at den anmeldte aktivitet kunne iværksættes, ville dette være en overtrædelse af habitatdirektivets art. 6(3), da der i så fald ikke forelå en konsekvensvurdering, der godtgjorde, at aktiviteten kunne iværksættes uden skade på Natura 2000-området. Dette illustrerer samtidig, at klage over fristforlængelse i disse tilfælde er meningsløs, og at lodsejerens interesser i stedet må varetages ved udmåling af erstatning for, at den anmeldte aktivitet ikke kan iværksættes. Så meget desto mere må det overraske, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse ifølge oplysninger på nævnets afgørelsesportal er indbragt for domstolene (sag BS-30591/2023-SVE).