MRF 2024.28
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. januar 2024, j.nr. 23/04474
Ophævet Odsherred Kommunes påbud efter vandløbslovens § 54 a om, at vedligeholdelsespligt af rørlagt privat vandløb efter vandløbslovens § 35 påhvilede grundejerforening, da grundejerforeningen ikke var bredejer, hvilket ikke ændredes af to servitutter om hhv. overskødning og vedligeholdelsespligt i forbindelse med udstykning.
Odsherred Kommune traf den 2. marts 2023 afgørelse efter vandløbslovens §§ 35 og 54 a om, at vedligeholdelsespligten af et rørlagt vandløb og en brønd beliggende på matrikel (M1) påhvilede en grundejerforening (G). Det fremgik af tingbogen, at boet efter person (P1) var ejer af M1, og at P1 var død i 1987. I 1961 var lyst en servitut på bl.a. M1, hvoraf fremgik: ”Der tillægges samtlige fra M2 udstykkede parceller vejret. Grundejerne er pligtige at være medlem af grundejerforening. Denne bestemmer hvornår og i hvilket omfang anlægsarbejder m.h.t. veje og andet skal udføres, og hvorledes omkostningerne fordeles mellem parcelejerne. […] Foreningen får skøde på vejareal, der afstås uden vederlag af ejer af hovedejendommen”. M1 var udstykket fra M2, hvorpå der i 1972 var lyst en vejservitut, hvoraf fremgik, at der skulle være fri og almindelig færdsel på de markerede veje, og at vedligeholdelsespligten påhvilede G. Det fremgik af afgørelsen, at det rørlagte vandløb jævnligt stoppede til, hvilket gav problemer med vand på vejen og nærliggende ejendomme. Kommunen havde begrundet afgørelsen med, at det af servitutten fra 1961 fremgik, at G fik skøde på vejarealet, og at vedligeholdelsen af vejarealet dermed påhvilede G. Afgørelsen blev påklaget af G, der gjorde gældende, at vedligeholdelsespligten efter vandløbslovens § 35 påhviler bredejere, og at G ikke ejede M1, hvorfor påbud skulle meddeles boet efter P1. G henviste til, at foreningen ikke havde skøde på vejarealet, og at vejservitutten fra 1972 alene regulerede færdsel og vedligeholdelse af vejstykket. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt det ikke godtgjort, at G kunne anses for bredejer i vandløbslovens forstand, da G ikke ejede M1, hvilket ikke ændredes af G’s vedligeholdelsespligt for den private fællesvej eller servitutten fra 1961, hvorefter det var hensigten, at vejen skulle afstås til en ikke nærmere bestemt grundejerforening. På den baggrund ophævede og hjemviste nævnet kommunens afgørelse, idet nævnet supplerende anførte, at vandløbslovens § 54 a ikke kan anvendes af vandløbsmyndigheden til at afgøre, hvem der har en vedligeholdelsespligt til et privat vandløb. Bestemmelsen finder alene anvendelse i de situationer, hvor vandløbsmyndigheden skal bringe et ulovligt forhold til ophør.
Kommentar: Konklusionen i klagenævnets afgørelse om, at der i vandløbslovens § 35 er taget udtømmende stilling til, at det alene er bredejere, der er omfattet af pligten til vedligeholdelse af private vandløb, og at kommunen derfor ikke som vandløbsmyndighed kan pålægges en grundejerforening at foretage vandløbsvedligeholdelse på grundlag af en servitut, må tiltrædes. Det må derimod anses for misvisende at betegne dette som en ”afgørelse” efter vandløbslovens § 35, da denne bestemmelse ikke indeholder nogen form for bemyndigelse til, at kommunen kan fastsætte andre pligtsubjekter end lodsejere for vedligeholdelse af private vandløb. Det er derfor uheldigt, at klagenævnets afgørelse er udformet som en stillingtagen til en afgørelse efter vandløbslovens § 35. Sagens sammenhæng fremgår af nævnets afsluttende bemærkninger, der må forstås på den måde, at kommunen har påbudt grundejerforeningen at foretage vandløbsvedligeholdelse efter § 54 a om lovliggørelsespåbud. Det må tiltrædes, at tilsidesættelse af pligten til vandløbsvedligeholdelse ikke meddeles efter § 54 a, men som et (konstitutivt) lovliggørelsespåbud efter § 54, jf. ligeledes MRF 2022.116 Mfk. Dette kan i øvrigt sammenholdes med, at der ikke er klageret over påbud efter § 54 a, idet lovbemærkningerne tager forbehold for, at nævnet kan tage stilling til, om der foreligger et ulovligt forhold. Efter nævnets praksis omfatter dette også spørgsmålet om, hvem der er rette adressat for påbuddet, jf. MRF 2022.209 Mfk om et påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. Det må i alle tilfælde medgives klagenævnet, at det i ovenstående sag var nyttigt at få gjort op med kommunens misforståelse, da der kan være andre tilfælde, hvor kommuner antager, at en grundejerforening kan være pligtsubjekt for vedligeholdelse af private vandløb.