MRF 2024.273
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. oktober 2024, j.nr. 24/04218, 24/04223, 24/04256, 24/04929 og 24/05066
Stadfæstet Svendborg Kommunes VVM-tilladelse til tre 149,9 m høje vindmøller øst for Broholm, idet nævnet bl.a. anførte, at der ikke er noget til hinder for VVM-tilladelse, selv om projektet kræver yderligere tilladelser eller dispensationer efter anden lovgivning som i dette tilfælde bl.a. omfattede naturbeskyttelseslovens § 3 og vandløbslovens § 6.
Efter Svendborg Kommune på grundlag af miljørapport i februar 2024 vedtog lokalplan meddelte kommunen den 8. marts 2024 VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til vindmøllepark med tre knap 150 meter høje vindmøller øst for Broholm. Både bonuslokalplan og VVM-tilladelsen blev påklaget af omboende, der bl.a. gjorde gældende, at vurderingen af vindmøllernes påvirkning af bl.a. flagermus og rød glente var utilstrækkelig og flere bilag IV-arter ikke var belyst i miljøvurderingen samt at projektet krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 16 og § 3 samt vandløbslovens § 6, som endnu ikke forelå, hvorfor der ikke kunne meddeles VVM-tilladelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste i afgørelse af 5. juli 2024 at tillægge klagen opsættende virkning. Planklagenævnet afviste i september (MRF 2024.217 Pkn) at give medhold i klagen over plangrundlaget, idet nævnet bl.a. anførte, at vilkår i VVM-tilladelsen efter miljøvurderingslovens § 25 om driftsstop ved lave vindhastigheder reducerede risikoen for drab i et omfang, der opfylder kravene i § 17, stk. 3, i bekendtgørelse 773/2024 om VE-tilladelsesprocessen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde indledningsvis til grund, at en VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 skal omfatte den begrundede konklusion for at tillade projektet og indeholde alle de miljømæssige betingelser, der er knyttet til afgørelsen, en beskrivelse af alle projektets særkender og de foranstaltninger, der påtænkes truffet for at undgå, forebygge eller begrænse og om muligt neutralisere væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet, som bygherren skal gennemføre, og eventuelle overvågningsforanstaltninger. I forhold til påvirkning af fugle og bilag IV-arter, fandt nævnet at kommunens miljøvurdering opfyldte miljøvurderingslovens krav. I forhold til klagernes indsigelser om, at VVM-tilladelsen var meddelt uden at der var meddelt de fornødne dispensationer fra naturbeskyttelseslovens § 3 og museumsloven samt tilladelser efter vandløbsloven, bemærkede nævnet: ”Miljø- og Fødevareklagenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering efter miljøvurderingslovens § 24, stk. 1, hvorefter miljøkonsekvensrapporten opfylder lovens krav, for så vidt angår vurderingen af projektets påvirkning af natur, herunder § 3-beskyttet natur. [...] Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker desuden, at det er beskrevet i § 25-tilladelsen, at udvidelse og forstærkning af overkørslen over Tange Å kræver dispensation fra museumslovens § 29 a, naturbeskyttelseslovens § 3 samt tilladelse efter vandløbsloven. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at der efter miljøvurderingslovens regler ikke er noget til hinder for, at myndigheden meddeler § 25-tilladelse til et projekt, selvom projektet helt eller delvist forudsætter yderligere tilladelser eller dispensationer efter anden lovgivning”. Da nævnet ikke fandt grundlag for at give klagerne medhold i de øvrige indsigelser, stadfæstede nævnet kommunens VVM-tilladelse.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til en principiel kommentar vedrørende nævnets bemærkning om, at der kan meddeles VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, selv om projektet kræver yderligere dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 og tilladelse efter vandløbsloven. Som det fremgår, begrundede nævnet dette med, at projektets påvirkning af naturbeskyttelseslovens § 3 var belyst i miljøkonsekvensrapporten, men nævnet undlod at forholde sig til, at det af EU-Domstolens dom i bl.a. sag C-290/03, Barker, fremgår, at hvis et projekt kræver tilladelse efter flere love, skal der i VVM-tilladelsen, som giver bygherren et retskrav på at gennemføre projektet, være taget stilling til alle væsentlige miljøvirkninger, hvilket ligeledes er lagt til grund i sag C-535/18, Land Nordrhein-Westfalen (MRF 2020.5) og senest fastslået i sag C-166/22, Hellfire (MRF 2023.101) mht. fravigelse af beskyttelselsen for bilag IV-arter. Medmindre det kan antages, at en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 ikke udgør en væsentlig miljøvirkning, hvilket er vanskeligt i lyset af klagenævnets meget strenge praksis vedrørende § 3, taler dette således for, at dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 og andre lignende forbud skal være meddelt senest samtidigt med VVM-tilladelsen. Mens den omstændighed, at påvirkning af § 3 beskyttet natur er belyst i miljøvurderingen må anses for tilstrækkelig til at vedtage plangrundlaget for projektet, forholder det sig anderledes med VVM-tilladelsen, der til forskel fra plangrundlaget giver bygherren et retskrav på at gennemføre projektet.