MRF 2024.264
Planklagenævnets afgørelse af 21. november 2024, j.nr. 24/08159
E’s berettigede forventninger afskar ikke fysisk lovliggørelse af lokalplanstridigt sommerhus i Rørvig, selvom dispensation ikke var i modstrid med lokalplanens principper, og E var i god tro, da E igangsatte byggeriet med viden om, at naboer havde påklaget kommunens lokalplandispensation, og det påhviler ejeren at sikre, at byggeriet er lovligt.
Denne sag er en del af et længere sagskompleks, der startede med Odsherred Kommunes byggetilladelse af 12. januar 2021 til E’s sommerhus i Rørvig, hvor kommunen samtidigt meddelte fra lokalplan mht. bebyggelsesprocent og bygningsbredde. Dispensationen og den indirekte afgørelse om, at byggeriet i øvrigt var i overensstemmelse med lokalplanen, blev påklaget af en lokal grundejerforening til Planklagenævnet, der i MRF 2022.143/2 Pkn ophævede og hjemviste afgørelsen, da det tilladte byggeri krævede flere dispensationer fra lokalplanen, som dog ikke var i modstrid med lokalplanens principper. Efterfølgende ansøgte E om lovliggørende dispensation, hvilket kommunen afslog i juli 2023, hvor kommunen samtidig påbød E fysisk lovliggørelse af byggeriet. E påklagede afslaget og påbuddet, hvilket fik Planklagenævnet til af egen drift til at genoptage den tidligere afgørelse i MRF 2022.143/2 Pkn, da Planklagenævnet i den tidligere afgørelse fra 2022 havde overset, at gavlen vendte ud til privat fællesvej. På denne baggrund ophævede Planklagenævnet i MRF 2023.249 Pkn den tidligere af nævnets tidligere afgørelse om, at husets facade var i modstrid med lokalplanen, hvorfor facaden ikke krævede dispensation fra lokalplan, mens de øvrige dele af nævnets afgørelse fra 2022 bestod uændret. Nævnet traf samme dag i MRF 2023.248 Pkn afgørelse om ophævelse og hjemvisning af kommunens afslag i juni 2023 på dispensation fra lokalplan og påbud om fysisk lovliggørelse med henvisning til afgørelsen i genoptagelsessagen fra samme dag, idet nævnet fandt det rigtigst, at kommunen foretog en fornyet samlet vurdering af lovliggørelse af byggeriet. Den 24. juni 2024 meddelte kommunen afslag på lovliggørende dispensation fra de lokalplanstriddige forhold, og meddelte samtidig påbud om fysisk lovliggørelse. Forvaltningen havde forud for afgørelsen indstillet til, at der blev dispenseret fra en række lokalplanbestemmelser. Kommunen begrundede bl.a. afslaget med det store antal lokalplandispensationer som byggeriet forudsatte, og at kommunen generelt var tilbageholdende med at meddele dispensation. Kommunen vurderede, at E på baggrund af byggesagsbehandlingen var i god tro om byggeriets lovlighed, men at dette ikke ændrede ved at lokalplanen skulle overholdes. Kommunen henviste bl.a. til, at E havde igangsat byggeriet, selv om E vidste, at der var klaget til Planklagenævnet. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. gjorde gældende, at byggetilladelsen og dispensationerne havde bibragt E berettigede forventninger, at kommunens afgørelse var usaglig og i øvrigt ikke tilstrækkeligt begrundet. Planklagenævnet (læge nævn) henviste indledningsvist til nævnets afgørelser i sagen i MRF 2022.143/2 og MRF 2023.248, hvor nævnet havde fundet, at bebyggelsen var lokalplanstriddig i en række henseender, herunder ift. lokalplanbestemmelser om bygningshøjde- og bredde samt kommunens forkerte beregning af bebyggelsesprocent. Planklagenævnet lagde herefter til grund, at mens kommunens forvaltning havde indstillet dispensation fra lokalplanen, havde et flertal i byrådet foretaget en anden afvejning. Med henvisning til kommunens begrundelse for afslag på dispensation fandt et enstemmigt Planklagenævn, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af det ansøgte, og at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, idet kommunen havde henvist til de hovedhensyn, der havde været bestemmende for kommunens afslag. Nævnet fandt endvidere at kommunen i en sag som den foreliggende, hvor der var tale om et byggeri der på mange punkter var lokalplanstriddigt, var berettiget til at foretage en samlet skønsmæssig vurdering af karakteren og omfanget af de lokalplanstriddige forhold, idet byrådet ikke var forpligtet til at følge forvaltningens indstillinger til afgørelse. I forhold til E’s berettigede forventninger om lovliggørende dispensation lagde nævnet til grund, at E havde været i god tro om byggeriets overensstemmelse med plangrundlaget, og om at dette også var kommunens vurdering. Dette betød dog ikke, at kommunen var forpligtet til at dispensere. I den konkrete sag fandt nævnet, at kommunen ikke som følge af berettigede forventninger er afskåret fra at give afslag på dispensation og påbud om fysisk lovliggørelse, idet nævnet med henvisning til forarbejderne til byggelovens § 16 lagde vægt på, at det påhviler ejeren at sikre sig, at et byggeri er lovligt, og at ejeren i dette tilfælde, forud for igangsættelsen af byggeriet, blev oplyst om, at der var indgivet en klage til Planklagenævnet over afgørelsen. I forhold til kommunens tidligere meddelte lokalplandispensation udtalte nævnet, at kommunens forudsætning for at meddele dispensation var væsentligt ændret, idet kommunen ved sagens oprindelige behandling havde undladt at foretage naboorientering som følge af, at E fejlagtigt havde oplyst, at der allerede var indhentet accept fra omkringboende naboer. Nævnet afviste E’s indsigelse om, at den af kommunen krævede fysiske lovliggørelse vil koste et tocifret millionbeløb, og at værdispildshensyn og proportionalitetsprincippet derfor begrundede retlig lovliggørelse, idet nævnet henviste til hensyn til retshåndhævelse og de tungtvejende planlægningsmæssige interesser i bebyggelsesregulerende bestemmelser, der var udformet med udgangspunkt i lokalplanens formål. At udgifterne forbundet med fysisk lovliggørelse anløb et tocifret millionbeløb ændrede ikke derved. Herved havde nævnet lagt vægt på at E igangsatte byggeriet velvidende om at byggetilladelsen var påklaget. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at antage at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkeligt oplyst. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i E’s indsigelser.
Kommentar: Planklagenævnets bemærkninger vedrørende E’s berettigede forventninger er noget vanskelig at følge, når nævnet lægger til grund, at E var i god tro om byggeriets overensstemmelse med lokalplan med de af kommunen meddelte dispensationer. Nævnet fremhæver i den forbindelse, at det påhviler ejeren at sikre, at byggeriet er lovligt, at ejeren kendte til klagen, og ”at kommunens forudsætning for at meddele dispensation er væsentligt ændret, idet kommunen havde undladt at foretage en naboorientering på baggrund af klagerens oplysning om, at han allerede havde fået accept fra de omkringliggende naboer til projektet, hvilket ikke var tilfældet. Hertil kommer, at byggeriet kræver dispensation fra betydeligt flere forhold, end hvad kommunen havde lagt til grund ved sagens oprindelige behandling.” Denne del af begrundelsen sammenblander myndighedens og bygherren opgaver, da en bygherres oplysning om, at bygherren har hørt naboer, ikke kan fritage kommunen fra sin pligt til partshøring efter forvaltningslovens § 19 og planlovens § 20. Denne omstændighed kan således vanskeligt begrunde, at ejeren ikke havde en berettiget forventning om, at den oprindelige byggetilladelse var gyldig, og at dette hensyn lovligt kunne begrunde en dispensation, jf. f.eks. MRF 2023.36 Pkn, MRF 2023.238 Pkn og MRF 2024.266 Pkn. Det må derimod tiltrædes, at selv om værdispildshensyn kan begrunde en berettiget forventning, udelukker dette ikke, at kommunens planlægningsmæssige ønsker om ikke at fravige lokalplanen kan føre til et afslag på dispensation, men i så fald burde Planklagenævnet have tydeliggjort, at der ikke med afgørelsen er taget stilling til kommunens mulige erstatningsansvar over for ejeren ved fysisk lovliggørelse, jf. forudsætningsvis U 2000.2412 H, da det naturligvis ikke kan være bygherres ansvar, om kommunen i sagsbehandlingen overholder lovgivningens krav om partshøring.