MRF 2024.261
Planklagenævnets afgørelse af 21. november 2024, j.nr. 23/14148 og 23/14151
Ophævet Kalundborg Kommunes landzonetilladelse til terrænregulering af 86 ha landbrugsareal ved tilførsel af 2 mio. m3 jord fra lokale bygge- og anlægsprojekter grundet den betydelige landskabsmæssige påvirkning, og jordtilførslen ikke var landbrugsmæssig nødvendighed, idet den samfundsmæssige interesse i passende opbevaring af jord fra lokale bygge- og anlægsarbejder ikke kunne føre til et andet resultat.
Kalundborg Kommune meddelte i juni 2023 landzonetilladelse til terrænregulering af to landbrugsarealer på samlet 86 ha ved tilførsel af ca. 2. mio. m3 overskudsjord hen over en periode på 8-9 år, hidrørende fra større bygge- og anlægsprojekter fra bl.a. ny motorvej og erhvervsområdet i Kalundborg Kommune. Terrænreguleringen svarede til en gennemsnitlig hævning af arealerne på 2,4 m. De omhandlende landbrugsarealer er beliggende i Kelleklinte, der er et kuperet dødis- og randmorænelandskab, som i kommuneplanen er udpeget som landskab med generelle beskyttelsesinteresser og særligt værdifuldt landbrugsområde. I området er registreret flere arealer med beskyttet natur efter naturbeskyttelsesloven og beskyttede diger efter museumsloven. Det fremgik af ansøgningsmaterialet, at der ville være store miljøgevinster forbundet med nyttiggørelse af jorden lokalt, idet den i så fald ikke skulle transporteres, at arealet efter terrænregulering igen skulle indgå i landbrugsdriften, og at projektet med ny beplantning ville medføre nye økologiske korridorer og en styrkelse af det vilde dyreliv i området. Kommunen begrundede tilladelsen med, at det ansøgte projekt ikke medførte uheldig påvirkning af landskabet, men derimod ville medføre en styrkelse af istidslandskabet, og at der i kommunen foregik store bygge- og anlægsarbejder af væsentlig betydning for den samfundsmæssige udvikling. Det var kommunens opfattelse, at kommunen ved at sikre at jorden ikke skulle transporteres over lange afstande, men i stedet skulle nyttiggøres lokalt, havde taget et væsentligt hensyn til miljøet. Afgørelsen blev påklaget af naboer, der navnlig anførte, at der var tale om et projekt, der reelt havde til formål at bortskaffe jord. Planklagenævnet (læge nævn) lagde til grund, at terrænregulering ikke i sig selv er omfattet af krav om landzonetilladelse, men at terrænregulering kan udgøre en ændret anvendelse, som kræver landzonetilladelse. Hvis et jordareal, der hidtil har været anvendt til landbrugsareal, terrænreguleres som nødvendig forbedring af den landbrugsmæssige drift, kræver terrænreguleringen ikke landzonetilladelse, men hvis terrænreguleringen overstiger, hvad der er nødvendigt for forbedring af den landbrugsmæssige drift, anses derimod for en ændret anvendelse. I dette tilfælde krævede terrænændringen derfor landzonetilladelse, hvorved nævnet lagde vægt på, at der var tale om tilførsel af overskudsjord i en højde op til 4 m, og at terrænreguleringen ikke var begrundet i forbedring af den jordbrugsmæssige drift af de berørte arealer. Et enstemmigt nævn fandt, at der ikke kunne meddeles landzonetilladelse til det ansøgte, idet nævnet lagde vægt på, at der var tale om opbevaring af overskudsjord i et væsentligt omfang, der ikke var begrundet i den driftsmæssige nødvendighed. Nævnet fandt således, at terrænændringerne ville medføre væsentlig negativ effekt på det naturlige landskab, uanset der efter endt terrænregulering igen kunne ske dyrkning af arealerne, og at overskudsjorden blev udlagt på en sådan måde at arealerne efterfølgende fremstod som bakket terræn. Tilsvarende afviste nævnet, at de naturmæssige forbedringer ved ny beplantning ikke kunne opveje projektets negative indflydelse på landskabet, hvilket ikke kunne ændres af den samfundsmæssige interesse i lokal håndtering af overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder, da dette måtte løses gennem planlægning og ikke ved et større antal landzonetilladelser. Nævnet ophævede derfor kommunens landzonetilladelse, idet nævnet afviste at have kompetence til at tage stilling til naboernes indsigelser om, at opbevaringen af overskudsjord krævede miljøvurdering og miljøgodkendelse eller kunne medføre afvandingsproblemer i modstrid med vandløbslovens § 6.
Kommentar: Afgørelsen må tages som udtryk for, at hvor formålet med terrænregulering er at opbevare større mængder ren jord fra bygge- og anlægsarbejder, vil der som udgangspunkt ikke kunne forventes landzonetilladelse, uanset de mulige naturmæssige og miljømæssige fordele ved en sådan terrænregulering. Nævnet anfører dog i afgørelsen en mulig løsning i form af bonuslokalplaner for større terrænregulering. I forhold til klagernes indsigelser om, at terrænændringer begrundet i opbevaring af overskudsjord fra anlægsarbejder kræver miljøvurdering og miljøgodkendelse som nyttiggørelse eller bortskaffelse af affald, afviste nævnet at tage stilling og fandt heller ikke anledning til at fremsende denne indsigelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet, fordi Planklagenævnet ophævede tilladelsen. I relation til om overskudsjord fra anlægsarbejder skal anses for affald, og at terrænreguleringen derfor kan anses for nyttiggørelse af affald, som kræver miljøgodkendelse og som minimum screening efter miljøvurderingslovens § 21, har EU-Domstolen i bl.a. sag C-238/21 (MRF 2022.194) taget stilling til spørgsmålet, men dommen efterlader en uklarhed, således at det er muligt, at terrænreguleringer fastlagt ved bonuslokalplan ikke nødvendigvis skal anses for nyttiggørelse af affald. Se tillige MRF 2024.260 Pkn, hvor Planklagenævnet ophævede Kolding Kommunes landzonetilladelse til tilførsel af jord til råstofgrav.