MRF 2024.254/2
Planklagenævnets afgørelse af 25. oktober 2024, j.nr. 24/08038 og 24/08283
Ophævet og hjemvist ”afgørelse” fra juni 2021 om, at et ca. 20 km langt og 2,5 m højt vildthegn omkring Naturnationalpark Gribskov ikke krævede landzonetilladelse efter planlovens § 35, da hegnet udgjorde bebyggelse i planlovens forstand. Uanset at klagen først blev indgivet i 2024, blev sagen admitteret, idet klagerne først var orienteret om kommunens ”afgørelse” efter aktindsigt i juli 2024.
Sagen vedrørte Naturstyrelsens ansøgning om etablering af et 20 km langt og 2,5 m højt vildthegn til brug for Naturnationalpark Gribskov beliggende på Naturstyrelsens ejendom i Natura 2000-område N133, Gribskov. Naturnationalparken omfatter et samlet areal på ca. 1.300 ha beliggende i landzone og er i kommuneplanen udpeget som bevaringsværdigt større sammenhængende landskab og et område med naturbeskyttelsesinteresser og kulturhistoriske bevaringsværdier. På arealet er bl.a. § 3-beskyttede naturtyper i form af mose, sø, eng og overdrev. Det ansøgte hegn skulle udformes som et vildthegn, der skulle opføres med træpæle og et trådnet af stål. Hegnet tillod at mindre pattedyr kunne passere. Ejendommen er beliggende på tværs af kommunegrænsen mellem Gribskov og Hillerød Kommuner, og det ansøgte hegn skal etableres i begge kommuner. Tilladelsen til det samlede projekt for naturnationalparken var meddelt af Miljøstyrelsen den 8. juni 2021 efter naturbeskyttelseslovens § 61a på grundlag af en VVM-screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21. Både tilladelsen efter naturbeskyttelseslovens § 61 a og VVM-screening blev påklaget, men afgørelserne blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i MRF 2023.169 Mfk (VVM-screening) og MRF 2023.173 Mfk (§ 61 a-tilladelsen), og i formandsafgørelse af samme dato afviste nævnet klage over, at arbejdet med hegnet var påbegyndt, mens klagesagerne verserede (MRF 2023.172 Mfk). Gribskov Kommune traf den 10. juli 2021 afgørelse om, at etableringen af det ansøgte hegn ikke krævede landzonetilladelse efter planlovens § 35, hvilket kommunen begrundede med, at der var tale om almindelig hegning til dyrehold. Afgørelsen blev påklaget af en nabo den 23. juli 2024 og Dansk Islandshesteforening den 28. august 2024, der gjorde gældende, at det ansøgte hegn krævede landzonetilladelse, da der var tale om et hegn, der ville fremstå dominerende i landskabet. Naturstyrelsen påstod sagen afvist med henvisning til klagefristen, da klagerne havde været bekendt med sagerne om Naturnationalpark Fussingø, hvorfor klage fristen skulle regnes fra den 10. juni 2023, hvor kommunen i en mail havde oplyst styrelsen om, at det var kommunens vurdering, at hegnet ikke krævede landzonetilladelse. Planklagenævnet (formanden) fandt indledningsvist lejlighed til at tages stilling til, om klagerne havde overskredet klagefristen på fire uger. Nævnet fandt, at klagefristen var overholdt af begge klagere, idet den klagende nabo først gennem aktindsigt den 25. juli 2024 havde fået kendskab til kommunens afgørelse af den 10. juni 2021, og der ikke forelå oplysninger om, at klagerne skulle have været bekendt med afgørelsen på et senere tidspunkt. Nævnet bemærkede dertil, at opsætningen af hegnet ikke var sket før klagerne var indgivet, hvorfor klagerne heller ikke på den måde kunne være blevet bekendt med afgørelsen. At nævnet havde truffet afgørelse i andre sager om hegn i forbindelse med en naturnationalpark medførte ikke, at klagerne burde have vidst, at der var truffet afgørelse om hegnet i hovedsagen. Herefter var spørgsmålet, om det ansøgte hegn krævede landzonetilladelse. Det var nævnets vurdering, at det ansøgte hegn til Naturnationalpark Gribskov krævede landzonetilladelse efter planlovens § 35, da nævnet fandt, at hegnet udgjorde bebyggelse i planlovens forstand. Herved havde nævnet lagt vægt på, at hegnet i kraft af dets længde og omfang adskilte sig fra et sædvanligt hegn, og at i forarbejderne til naturnationalparkloven var forudsat, at hegn kunne blive anset for bebyggelse, henset til højden, materialerne, farverne og længden. Nævnet fandt endvidere, at det ansøgte ville medføre en visuel påvirkning af landskabet, og at det forhold at man kunne kigge gennem hegnet ikke kunne føre til andet resultat. Afslutningsvist henviste Planklagenævnet til nævnets afgørelse i MRF 2024.218 Pkn, hvor nævnet stadfæstede landzonetilladelse til etablering af et ca. 14,5 km langt 2 m højt hegn omkring 587 ha af Naturnationalpark Fussingø, og i øvrigt fandt der kunne meddeles placerings- og udformningstilladelse til hegnet efter planlovens § 36, stk. 2. Nævnet udtalte at nævnet tillige havde overvejet, om nævnet selv kunne meddele landzonetilladelse til hegnet, men fandt det rigtigst, at kommunen traf ny afgørelse, da nævnet ellers ville foretage førsteinstansbehandling af sagen. På denne baggrund ophævede og hjemviste nævnet kommunens afgørelse.
Kommentar: Nævnets ophævelse og hjemvisning af kommunens såkaldte ”afgørelse” fra 2021 om, at det 20 km lange dyrehegn om Naturnationalpark Gribskov ikke krævede landzonetilladelse er helt på linje med nævnets afgørelse i MRF 2023.109 Pkn om et lidt mindre dyrehegn ved Fussingø Naturnationalpark, som nævnet tilsvarende fastslog krævede landzonetilladelse. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at Naturstyrelsen ikke efter nævnets afgørelse fra maj 2021 om Fussingø Naturnationalpark af egen drift gjorde Gribskov Kommune opmærksom på fejlen, og det forekommer ikke forenelig med princippet om lovlig forvaltning, at Naturstyrelsen i den sidste klagesag søger at få afvist klagesagen ved klagefristen, da det jo var evident, at der ikke forelå en for klager offentliggjort afgørelse om, at dyrehegnet ved Gribskovskov Naturnationalpark ikke krævede landzonetilladelse. Det er dog ligeledes bemærkelsesværdigt, at Planklagenævnet forbigår Planklagenævnets egen afgørelse fra MRF 2023.109 Pkn og i stedet henviser til nævnets efterfølgende stadfæstelse i MRF 2024.218 Pkn af landzonetilladelsen til hegnet rundt om Fussingø Naturnationalpark. Dette er imidlertid ikke den eneste indvending, der kan rejses mod fremgangsmåden ved etablering af de to første naturnationalparker begge beliggende i Natura 2000-områder, men uden at der blev gennemført en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6 eller en VVM-procedure med inddragelse af den berørte offentlighed, hvilket efterlader et uheldigt indtryk af magtfuldkommenhed som uddybende anført i Pagh: TfM 2023, s. 357.