MRF 2024.218
Planklagenævnets afgørelse af 26. september 2024, j.nr. 24/05820 og 24/05821
Stadfæstet Randers Kommunes landzonetilladelse til etablering af et ca. 14,5 km langt 2 m højt hegn omkring 587 ha af Naturnationalpark Fussingø delvist beliggende i Natura 2000-område samt afgørelse om, at færiste ikke krævede landzonetilladelse. Kommunen var ikke afskåret fra at anvende Naturstyrelsens væsentlighedsvurdering fra juni 2021 efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, da senere projektændringer om bortskydning af krondyr ikke havde betydning for vurderingen.
Sagen vedrørte Naturstyrelsens ansøgning om etablering af hegn og færiste til brug for Naturnationalpark Fussingø på Naturstyrelsens ejendom, Kronjylland, omfattende et samlet areal på ca. 1.168 ha beliggende i landzone i et område, der i kommuneplanen var udpeget som værdifuldt kulturmiljø og bevaringsværdigt landskab med ådal og økologiske forbindelser. Størstedelen af ejendommen var beliggende i fredskov og en del lå i Natura 2000-område nr. 30, Lovns Bredning, og der fandtes bl.a. § 3-beskyttede vandløb og naturtyper i form af mose, sø, eng og overdrev på dele af ejendommen. Efter ansøgning fra Naturstyrelsen meddelte Miljøstyrelsen på grundlag af naturbeskyttelseslovens § 61 a tilladelse til etablering af Naturnationalpark Fussingø som et stort sammenhængende naturområde på ca. 833 ha, hvor udsætning af stude og kronvildt skulle bidrage til, at naturen over årene blev vildere og udviklede sig dynamisk. Som led heri ønskede Naturstyrelsen at etablere et ydre hegn rundt om naturnationalparken og et indre hegn omkring hovedbygninger, der skulle sikre et naturligt græsningstryk fra stude og kronvildt. Hegnet skulle opføres som et vildthegn med en højde på ca. 2 m og skulle omkranse ca. 587 ha inkl. søbunden inden for de flydespærringer, som ville blive etableret i Fussing Sø. Hegnet ville få en samlet længde på ca. 14,5 km og opføres med træpæle og et trådnet af stål. Efter henvendelse fra foreningen Fri Natur havde Randers Kommune i januar 2023 truffet afgørelse om, at etablering af hegn og færiste til brug for Naturnationalpark Fussingø ikke krævede landzonetilladelse, da der var tale om almindelig hegning til dyrehold. Efter klage blev denne afgørelse ophævet og hjemvist af Planklagenævnet i MRF 2023.109 Pkn, idet hegnet ikke kunne anses for et sædvanligt landbrugsmæssigt hegn og derfor krævede landzonetilladelse, men uden at nævnet tog stilling til konsekvensvurdering efter planhabitatbekendtgørelsen. I MRF 2023.171 Mfk traf Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelse om ikke at give medhold i en klage over Miljøstyrelsens screeningsafgørelse af 1. august 2022 efter miljøvurderingslovens § 21 i forbindelse med styrelsens tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 61 a til naturnationalparken, og i MRF 2023.170 Mfk stadfæstede nævnet tilladelsen efter naturbeskyttelseslovens § 61 a. Efter Planklagenævnets hjemvisning af kommunens afgørelse vedr. landzonetilladelsen i MRF 2023.109 Pkn meddelte kommunen i maj 2024 placerings- og udformningstilladelse efter planlovens § 36, stk. 2, til etablering af hegnet og landzonetilladelse efter § 35, stk. 1, til sideanlæg og traf samtidig afgørelse om, at færistene ikke krævede landzonetilladelse. Det fremgik af afgørelsen, at kommunens væsentlighedsvurdering af projektets påvirkning på Natura 2000-området og bilag IV-arter havde karakter af en henvisning til Naturstyrelsens væsentlighedsvurdering fra juni 2021, der var revideret i maj 2022. Afgørelsen blev påklaget af Fri Natur og en beboer i området, der anførte, at kommunen havde henholdt sig til Naturstyrelsens tidligere væsentlighedsvurdering, uanset at der efterfølgende var sket projektændringer, herunder om bortskydning af krondyr hvorfor kommunen selv skulle have foretaget en væsentlighedsvurdering. Naturstyrelsen anmodede under klagesagen om ophævelse af den opsættende virkning af klagen over landzonetilladelsen, hvilket Planklagenævnet afslog i MRF 2024.207 Pkn. For så vidt angik hovedsagen fandt Planklagenævnet, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt, jf. planhabitatbekendtgørelsens § 4, stk. 1. Nævnet bemærkede, at der ikke var noget til hinder for, at kommunen anvendte den af Naturstyrelsen udarbejdede væsentlighedsvurdering vedr. det samlede projekt for etablering af naturnationalparken, men at kommunen skulle foretage en selvstændig vurdering, der skulle indgå i afgørelsen og tage højde for evt. relevante ændringer i projektet eller ændringer i øvrigt, der kunne påvirke vurderingen, som var indtruffet mellem tidspunktet for væsentlighedsvurderingen og kommunens afgørelse. I forhold til den konkrete sag fandt nævnet, at de projektændringer, klagerne henviste til, ikke havde væsentlig betydning for væsentlighedsvurderingen, da krondyr ikke var på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området, og da både Naturstyrelsen og kommunen havde oplyst, at der ikke skulle ske bortskydning af eksisterende bestand af krondyr. Herefter tog nævnet stilling til, om de forskellige forhold var omfattet af eller undtaget fra krav om landzonetilladelse. Et enstemmigt nævn fandt, at færisterne ikke var omfattet af krav om landzonetilladelse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 9, idet de var en naturlig del af et offentligt vejsystems forløb. Nævnet fandt, at hegnet med de dertilhørende flydespærringer var erhvervsmæssigt nødvendigt for land- og skovbrugsejendommens særlige drift som naturnationalpark, hvorfor forholdet ikke udløste krav om landzonetilladelse, jf. planlovens § 36, stk. 1 nr. 3, idet nævnet fremhævede, at hegnet skulle tjene ejendommens drift som naturnationalpark og dyrehold, og at behovet herfor var af en anden art og af et andet omfang end det, der gjorde sig gældende i forhold til traditionel land- og skovbrugsdrift. Da hegnet ikke skulle etableres i tilknytning til eksisterende bebyggelse, krævede det dog placerings- og udformningstilladelse efter planlovens § 36, stk. 2. Et enstemmigt nævn fandt herefter, at der kunne meddeles placerings- og udformningstilladelse til hegnet, selvom det medførte væsentlige visuelle påvirkninger, da det måtte lægges til grund, at hegnet i videst mulige omfang skulle tilpasses landskabet henset til, at hegnet skulle understøtte driften af en naturnationalpark. Endelig fandt et enstemmigt nævn, at der kunne meddeles landzonetilladelse til sideanlæggene, da de ikke stred væsentligt mod landskabelige eller naturmæssige hensyn. På den baggrund stadfæstede nævnet i det hele kommunens landzonetilladelse.
Kommentar: Afgørelsen er en opfølgning på Planklagenævnets afgørelse i MRF 2023.109 Pkn, mens Miljø- og Fødevareklagenævnet i MRF 2023.171 Mfk tog stilling til Naturstyrelsens væsentlighedsvurdering af tilladelsen efter naturbeskyttelseslovens § 61 a til etablering af Naturnationalpark Fussingø i forbindelse med nævnets stadfæstelse af VVM-screeningen, hvilket samlet betød, at Naturstyrelsen undgik en VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Se kritisk hertil Pagh: TfM 2023, s. 357. Selvom der kan rejses tvivl om, hvorvidt det var tilstrækkeligt med en væsentlighedsvurdering af projektet, må det tiltrædes, at der ikke er noget i vejen for, at kommunen tog udgangspunkt i den væsentlighedsvurdering, som var gennemført af Naturstyrelsen, når der samtidig var taget højde for de projektændringer, som var sket efter væsentlighedsvurderingens gennemførelse. Til nævnets vurdering må dog supplerende anføres, at nedskydning af kronvildt, der er begrundet med at sikre græsningsarealer i Natura 2000-området, kan have en sådan virkning på Natura 2000-området og de arter og naturtyper, som området er udpeget for, at dette i sig selv kan udløse krav om fornyet væsentlighedsvurdering, som det bl.a. illustreres af EU-Domstolens dom i sag C-66/23 (MRF 2024.123), hvilket der ikke ses at være taget højde for i Planklagenævnets vurdering.