MRF 2024.207
Planklagenævnets afgørelse af 4. juli 2024, j.nr. 24/05820 og 24/05821
Afvist Naturstyrelsens anmodning om ophævelse af opsættende virkning af klage over landzonetilladelse til et ca. 14,5 km langt og 2 m højt hegn omkring Naturnationalpark Fussingø delvist beliggende i Natura 2000-område, da der forelå væsentlig risiko for, at udnyttelse af tilladelse ville vanskeliggøre et evt. krav om fysisk lovliggørelse.
Sagen vedrørte Naturstyrelsens ansøgning om etablering af hegn og færiste til brug for Naturnationalpark Fussingø på Naturstyrelsens ejendom, Kronjylland, omfattende et samlet areal på ca. 1.168 ha beliggende i landzone i et område, der i kommuneplanen var udpeget som værdifuldt kulturmiljø og bevaringsværdigt landskab med ådal og økologiske forbindelser. Størstedelen af ejendommen var beliggende i fredskov og en del lå i Natura 2000-område nr. 30, Lovns Bredning, og der fandtes bl.a. § 3-beskyttede vandløb og naturtyper i form af mose, sø, eng og overdrev på dele af ejendommen. Efter ansøgning fra Naturstyrelsen meddelte Miljøstyrelsen på grundlag af naturbeskyttelseslovens § 61 a tilladelse til etablering af Naturnationalpark Fussingø som et stort sammenhængende naturområde på ca. 833 ha, hvor udsætning af stude og kronvildt skulle bidrage til, at naturen over årene blev vildere og udviklede sig dynamisk. Som led heri ønskede Naturstyrelsen at etablere et ydre hegn rundt om naturnationalparken og et indre hegn omkring hovedbygninger, der skulle sikre et naturligt græsningstryk fra stude og kronvildt. Hegnet skulle opføres som et vildthegn med en højde på ca. 2 m og skulle omkranse ca. 587 ha inkl. søbunden inden for de flydespærringer, som ville blive etableret i Fussing Sø. Hegnet ville få en samlet længde på ca. 14,5 km og opføres med træpæle og et trådnet af stål. Efter henvendelse fra foreningen Fri Natur havde Randers Kommune i januar 2023 truffet afgørelse om, at etablering af hegn og færiste til brug for Naturnationalpark Fussingø ikke krævede landzonetilladelse, da der var tale om almindelig hegning til dyrehold. Efter klage blev denne afgørelse ophævet og hjemvist af Planklagenævnet i MRF 2023.109 Pkn. I MRF 2023.171 Mfk traf Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelse om ikke at give medhold i en klage over Miljøstyrelsens screeningsafgørelse af 1. august 2022 efter miljøvurderingslovens § 21 i forbindelse med styrelsens tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 61 a til naturnationalparken, og i MRF 2023.170 Mfk stadfæstede nævnet tilladelsen efter naturbeskyttelseslovens § 61 a. Efter Planklagenævnets hjemvisning af kommunens afgørelse vedr. landzonetilladelsen i MRF 2023.109 Pkn meddelte kommunen i maj 2024 placerings- og udformningstilladelse efter planlovens § 36, stk. 2, til etablering af hegnet og landzonetilladelse efter § 35, stk. 1, til sideanlæg og traf samtidig afgørelse om, at færistene ikke krævede landzonetilladelse. Afgørelsen blev påklaget af Fri Natur, der anførte, at kommunen havde henholdt sig til Naturstyrelsens tidligere væsentlighedsvurdering, uanset at der var sket projektændringer, hvorfor kommunen selv skulle have foretaget en væsentlighedsvurdering. Naturstyrelsen anmodede om, at Planklagenævnet ophævede klagens opsættende virkning, så rydning af hegnslinje og etablering af hegn kunne ske i samme proces. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der skulle foreligge særlige forhold, før nævnet fraveg hovedreglen om opsættende virkning af klager over landzonetilladelse, jf. planlovens § 60 a, stk. 2. Nævnet fandt, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde fravigelse fra hovedreglen, idet der forelå en ikke uvæsentlig risiko for, at udnyttelse af tilladelsen ville vanskeliggøre et muligt krav om fysisk lovliggørelse. På den baggrund afviste nævnet anmodning ophævelse af opsættende virkning.
Kommentar: Planklagenævnet stadfæstede efterfølgende i september 2024 kommunens landzonetilladelse til hegnet omkring Naturnationalpark Fussingø (MRF 2024.218 Pkn), hvilket på sin egen måde illustrerer, at når loven fastlægger et udgangspunkt om opsættende virkning af klage, skal der ganske meget til, før hovedreglen kan fraviges. Det er således ved lovmæssig formodning for opsættende virkning ikke nok, at den opsættende virkning af klagen forsinker og fordyrer projektet, som var den bærende begrundelse for, at Naturstyrelsen anmodede om ophævelse af opsættende virkning af klagen i denne sag.