MRF 2024.244
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. september 2024, j.nr. 24/06328
Afvist genoptagelse af klagenævnets stadfæstelse i MRF 2024.153 af Miljøstyrelsen afvisning i september 2023 af, at ulovlig overløb af 30.000 m3 urenset spildevand i Fladså fra november 2021 til april 2022 udgjorde en miljøskade, idet Miljøstyrelsens lovliggørelsespåbud i maj 2022 efter miljøbeskyttelseslovens § 69 om oprensning ikke kunne føre til et andet resultat, og manglende måling af miljøfarlige forurenende stoffer ikke var en del af Miljøstyrelsens afgørelse.
Sagen omhandler udledning fra november 2021 til april 2022 af ca. 30.000 m3 urenset spildevand i Fladså fra et spildevandsselskab. Udledningen gav anledning til, at Miljøstyrelsen i maj 2022 meddelte lovliggørelsespåbud til spildevandsselskabet om oprensning af forurening i vandløbet efter miljøbeskyttelseslovens § 69, hvilket spildevandsselskabet efterkom. I november 2022 anmodede fem bredejere Miljøstyrelsen om at træffe afgørelse om, at der forelå en miljøskade omfattet af miljøskadelovens § 8 om skade på vandmiljøet. Miljøstyrelsen traf den 14. september 2023 afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 73 f, stk. 1 om, at der ikke forelå en miljøskade som følge af den ulovlige udledning af spildevand i Fladså. Afgørelsen blev påklaget af de fem bredejere, der navnlig gjorde gældende, at styrelsen i afgørelsen i utilstrækkelig grad havde inddraget vandløbets kemiske tilstand, og at vurderingen heraf alene beroede på, hvorvidt der var fisk og smådyr i Fladså, og ikke indholdet af miljøfarlige forurenende stoffer i vandløbet, og at vurdering af smådyr og fisk udgjorde en biologisk bedømmelse af vandløbskvaliteten, og ikke en kemisk bedømmelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (nævn for ferskvandsforhold) anførte i afgørelsen i MRF 2024.153 Mfk bl.a., at efter forarbejderne til miljøskadelovens § 8 fastsættes de kemiske miljøkvalitetskriterier ud fra øko-toksikologiske data og sundhedsdata, og de er udtryk for det højeste koncentrationsniveau, der skønnes ikke at have negativ effekt på vandområdets økosystem. Nævnet fandt, at det var en mangel ved afgørelsen, at Miljøstyrelsen ikke havde forholdt sig til, om udledningen af miljøfarlige stoffer havde medført en miljøskade. Men da styrelsen i bemærkningerne til klagen havde afvist, at udledningen havde væsentlig negativ indvirkning på Fladsås kemiske tilstand, fandtes manglen ikke væsentlig, og nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering om, at der ikke forelå en miljøskade eller overhængende fare herfor og stadfæstede herefter Miljøstyrelsens afgørelse. De fem lodsejere anmodede efterfølgende nævnet om at genoptage sagen, idet de bl.a. anførte, at nævnet ikke havde inddraget, at der var sket en ulovlig udledning som i maj 2022 gav anledning til lovliggørelsespåbud, ligesom det var en mangel, at der ikke i afgørelsen var taget højde for, at der manglede overvågning og undersøgelse af Fladsås indhold af de prioriterede farlige stoffer, som kræves efter vandrammedirektivet, hvilket er en forudsætning for at vurdere den ulovlige udlednings påvirkning af vandløbet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt ikke, at nævnets tidligere afgørelse led af mangler, der kunne begrunde en genoptagelse af klagesagen, og at nævnet allerede i den tidligere afgørelse havde taget stilling til indsigelserne. Nævnet afviste i den forbindelse, at det kunne anses for en mangel, at det ikke af den tidligere afgørelse fremgik, at der var meddelt lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69. Indsigelsen om manglende overholdelse af lovpligtig målinger af prioriterede stoffer blev afvist med, at dette ikke var en del af Miljøstyrelsens afgørelse, og at nævnet derfor ikke havde taget stilling hertil. Med henvisning hertil afviste nævnet at genoptage sagen.
Kommentar: Nævnets afvisning af genoptagelse af afgørelsen i MRF 2024.153 Mfk giver sammenholdt med forløbet anledning til bemærkninger om det tidsmæssige forløb, og det tidspunkt, der er afgørende for, om der foreligger en miljøskade. I denne sag om forurening af Fladså skete den ulovlige udledning fra november 2021 til april 2022, og herefter meddelte Miljøstyrelsen i maj 2022 påbud om oprensning efter miljøbeskyttelseslovens § 69, hvilket blev efterkommet af spildevandsselskabet. I november 2022 gjorde fem lodsejere gældende over for Miljøstyrelsen, at der forelå en miljøskade. Miljøstyrelsen afviste i september 2023, der forelå en miljøskade, hvilket efter klage blev stadfæstet af klagenævnet i maj 2024 (MRF 2024.153 Mfk), uden der i nævnets afgørelse blev taget udtrykkelig stilling til, hvilket tidspunkt der skulle lægges til grund ved bedømmelsen af, om forureningen af vandløbet kunne anses for en miljøskade. Nævnets afgørelse kan læses som om dette tidspunkt var i september 2023, hvor Miljøstyrelsen traf afgørelse, dvs. 1½ år efter den ulovlige udledning var ophørt, og efter at spildevandsselskabet havde ryddet vandløbet op efter lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, men afgørelsen kan også læses som om tidspunktet var i april 2022, dvs. da den ulovlige udledning blev opdaget. Da der er tale om et helt centralt spørgsmål, burde nævnet have tydeliggjort nævnets opfattelse, hvorved bemærkes, at efter direktivet og miljøskadeloven må det korrekte svar være, da virkningen indtraf. Dette kan sammenholdes med den første sag om miljøskade, hvor Holbæk Kommune på baggrund af udslip af fra utæt gylletank i Tuse Å i september 2018 først meddelte lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, men herefter konkluderede, at der var en miljøskade og tilbagekaldte § 69-påbuddet, efter at Miljøstyrelsen havde tilsluttet sig, at der forelå en miljøskade af Tuse Å (se MAD 2018.415 MS). Miljøstyrelsen lagde til grund, at det er forholdene i vandløbet på det tidspunkt, hvor kommunen udarbejder udkast til afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, der er afgørende for, om der foreligger en miljøskade. Dette betød i sagen om Tuse Å, at forureningen af Tuse Å den 6. september 2018 skulle bedømmes efter forholdene den 26. oktober 2018, hvor Holbæk Kommune fremsendte forslag til afgørelse om miljøskade. Det tog så i sagen om Tuse Å yderligere to måneder, før Miljøstyrelsen bekræftede, at der forelå en miljøskade i december 2018. Af den efterfølgende afslutning af miljøskaden i Tuse i MRF 2023.317/2 Mfk fremgår, at der herefter gik et halvt år, før Miljøstyrelsen i juni 2019 meddelte påbud om økonomisk sikkerhedsstillelse og monitering af vandløbet, mens det ikke blev fundet nødvendigt at påbyde yderligere oprensning. Den efterfølgende monitering tog et par år, og herefter traf Miljøstyrelsen i marts 2022 afgørelse om, at sagen kunne sluttes, da vandløbets tilstand med beskedne undtagelser var genoprettet, og det grundet reglerne om økonomisk sikkerhedsstillelse vil være uforholdsmæssigt byrdefuldt at pålægge driftsherren at udlægge 24 skjulesten i vandløbet. Sammenholdes Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i sagen om ulovlig forurening af Fladså med sagen om Tuse Å, er det således rimelig oplagt, at det var driftsherrens foranstaltninger umiddelbart efter forureningen, der var afgørende i begge sager. Lægges nævnets forståelse af miljøskade i sagen om Fladså til grund, ville der næppe have været en miljøskade i Tuse Å, hvis kommunen havde håndteret sagen med lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69 på linje med forløbet i Fladså. Følges nævnets forståelse af tidspunktet for vurderingen af, om der er en miljøskade i vandløb i sagen om Tuse Å, var muligheden herfor på forhånd begrænset i sagen om Fladså, når der som følge af Miljøstyrelsens håndtering gik 1½ år fra den ulovlige udledning var ophørt, til Miljøstyrelsen tog stilling til, om der forelå en miljøskade. I den sammenhæng kan yderligere nævnes sagen fra Fredericia (se MAD 2018.276), hvor der efter brand i Dan Gødnings tankanlæg løb 12.500 tons flydende glødning ud i Lillebælt den 3-4. februar 2016, og hvor Miljøstyrelsen 2½ år senere traf afgørelse om, at der ikke forelå en miljøskade som følge af den efterfølgende spredning af forureningen. Myndighedernes håndtering af forureningssagen fra Fredericia henholdsvis ved Tuse Å er belyst ser belyst i speciale af Nykvist og Kristensen, se MRF 2021C.1.