MRF 2024.239
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. august 2024, j.nr. 20/12341
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 40 til produkthandel V med knusning, sortering og midlertidigt oplag af metalskrot og miljøbehandling af biler, der i 1992 havde overtaget ejendomme, som Kolding Kommune i 1989-1991 havde ejet og anvendt til oplag af slagger fra affaldsforbrænding, da olieforurening fundet i én boring med overvejende sandsynlighed stammede fra V’s aktiviteter, uden det blev tillagt betydning, at der i en række andre boringer var fundet forurening med tungmetaller og klorerede opløsningsmidler, som kommunen fandt ikke stammede fra V.
Sagen omhandlede en ejendom (matr. 1) i Kolding, som Kolding Kommunes affaldsforbrændingsanlæg i perioden 1989-1991 havde anvendt til oplag af slagger fra affaldsforbrænding, der ligeledes blev oplagt på naboejendommen (matr. nr. 2). I 1992 overtog Virksomheden V, der er en genvindingsvirksomhed, matr. nr. 1 og 2, hvor V i perioden 1992 – 2008 anvendte matr. 2 til shredderanlæg, mens matr. 1 i første omgang blev anvendt til neddeling og oplag af metalskrot. I perioden 2000-2015 blev begge matr. nr. 1 og matr. nr. 2 tillige anvendt til opbevaring og miljøbehandling skrotbiler, og efter 2015 havde kommunen i flere tilfælde påtalt over for V, at der var huller i belægning. I forbindelse med projektering for et vejareal gennemførte Kolding Kommune en miljøundersøgelse med 16 boringer på matr. nr. 1 og matr. nr. 2. I én af boringerne (B5) blev der konstateret et indhold af tungere olie, der overskred Miljøstyrelsens afskæringskriterium, mens der i en række boringer (B2, B4, B6, B7, B8, B9, B15 og B16) blev konstateret indhold af slagger. I juli 2020 meddelte Kolding Kommune påbud om undersøgelse af forureningen til V med henvisning til jordforureningslovens § 40. Kommunen henviste til, at det trods sikkerhedsforanstaltninger fra V var sandsynligt, at der var sket jordforurening med olie, benzin og andreforurenende stoffer på virksomhedes areal i de 27 år, V havde haft virksomhed på ejendommen, men bemærkede tillige, at den primære forurening med tungmetaller skyldes slagger, og at denne forurening er sket før 1991, ligesom forureningen med klorerede opløsningsmidler vurderes ikke at skyldes aktiviteter vedrørende håndtering af jern og skrot. V påklagede undersøgelsespåbuddet og gjorde bl.a. gældende, at den overvejende del af den konstaterede forurening er opstået, før V overtog pladsen, at kommunens undersøgelse viste, at de påviste forureninger i høj gradskyldes tilstedeværelsen af slagger i fyldjorden, samt muligvis mindre spild af olie fra maskiner, hvoraf det meste er fra før, at betondækket blev etableret. Miljø- og Fødevareklagenævnet fik under klagesagen foretaget en ekstern faglig vurdering af sagen. I den forbindelse forespurgte nævnet virksomheden om supplerende oplysninger, hvor det blev oplyst, at der på arealet for boringen med konstatering af olieforurening havde været placeret en skrotsaks. Virksomheden oplyste endvidere, at det ikke kunne udelukkes, at der havde været spild af hydraulikolie under vedligeholdelse af skrotsaksen, men at det heller ikke kunne udelukkes, at de maskiner, som tidligere havde transporteret og udlagt slagger, havde haft spild af hydraulikolie. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at efter jordforureningslovens § 40, stk. 2, forudsætter meddelelse af undersøgelsespåbud, at en del af en løbende forurening er sket senere end den 1. januar 1992, men at det ikke er et krav, at den væsentligste del af forureningen er sket efter 1. januar 1992. Nævnet konstaterede, at virksomheden havde overtaget ejerskabet til ejendommen i 1992, og at det areal, hvor boringen var placeret, frem til 1999 var et beplantningsbælte, hvorefter det mellem 1999 og 2002 var blevet inddraget til brug for virksomhedens drift. Endvidere konstaterede nævnet ud fra luftfotos, at der ikke havde været oplag af slagger inden for arealet af den boring, som havde givet anledning til påbuddet. På baggrund af, at der ikke var konstateret slagger i den boring, hvor der var påvist indhold af kulbrinter, sammenholdt med virksomhedens oplysning om, at der på arealet kunne være forekommet spild af hydraulikolie ved vedligeholdelse af skrotsaksen placeret inden for arealet, fandt nævnet det godtgjort, at den konstaterede olieforurening med overvejende sandsynlighed kunne henføres til V’s aktiviteter på ejendommen. På den baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelsen.
Kommentar: I forhold til den konstaterede olieforurening i den ene undersøgelsesboring er nævnets afgørelse i overensstemmelse med praksis, når der ses bort fra de øvrige undersøgelsesboringer. Men da kommunens egen undersøgelse viste, at der på ejendommene tillige var forurening med slagger, tungmetaller og klorerede opløsningsmidler, som kommunen vurderede ikke stammede fra den nuværende virksomheds aktiviteter, men fra ejendommens tidligere anvendelse som oplag for affaldsforbrændingsslagge, må der være tale om en forurening forvoldt af flere forurenere, hvor oprydning af forureningen næppe kan ske særskilt for olie, hvorfor jordforureningslovens § 43 skal anvendes. Selv om et påbud til kommunens affaldsforbrændingsvirksomhed vil være udelukket, da anvendelse som affaldsoplag ophørte i 1992, har anvendelsen af § 43 dog to virkninger. Den ene er, at når der er flere forurenere, og det ikke er muligt at meddele påbud til den ene forurener, forudsætter påbuddets gyldighed, at Regionen meddeler, at den vil dække den del af omkostningerne, som må henføres til den anden forurener, i dette tilfælde kommunens oplag af slagge fra affaldsforbrænding, jf. MAD 2013.1982 Nmk. Den anden er, at jordforureningslovens § 40 ikke kan anvendes, hvis det kan udelukkes, at der efterfølgende kan påbydes oprydning af forureningen, jf. MAD 2013.3285 Nmk. Det må dog tilføjes, at samme opdeling af undersøgelsespåbud på bestemte stoffer ligeledes er lagt til grund i MRF 2021.233 Mfk.