MRF 2024.229
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. juli 2024, j.nr. 24/05826 og 24/05824
Afvist klage over Randers Kommunes landzonetilladelse til ca. 14,5 km hegn omkring Naturnationalpark Fussingø uden VVM-screening, da Miljøstyrelsen er VVM-myndighed efter miljøvurderingslovens § 3, stk. 1, når staten er bygherre på projektet.
Sagen vedrørte Naturstyrelsens ansøgning om etablering af ca. 14,5 km langt hegn, herunder flydespærring, til brug for Naturnationalpark Fussingø på Naturstyrelsens ejendom, Kronjylland beliggende i Natura 2000-område, hvor Planklagenævnet i MRF 2023.109 Pkn havde ophævet Randers Kommunes afgørelse om, at projektet ikke krævede landzonetilladelse. Miljøstyrelsen havde i 2022 truffet screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at etablering af Naturnationalpark Fussingø beliggende i Natura 2000-område ikke havde væsentlig påvirkning på miljøet og derfor ikke krævede VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, hvilket efter klage blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i MRF 2023.171 Mfk, idet nævnet bl.a. fandt, at en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, var tilstrækkelig, og det blev afvist, at tilladelsen kunne anses for en plan omfattet af miljøvurderingslovens SMV-regler. Randers Kommune meddelte den 6. maj 2024 landzonetilladelse efter planlovens § 35 til etableringen af det ca. 14,5 km lange hegn. Afgørelsen blev påklaget af en gruppe omboende og foreningen Fri Natur, der gjorde gældende, at kommunen ikke havde vurderet projektet efter miljøvurderingsloven, at kommunen desuden ikke havde foretaget en væsentlighedsvurdering, og at projektet havde ændret sig siden screeningen af det samlede projekt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvist, at det følger af miljøvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, at Miljøstyrelsen varetager kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser efter loven, hvor staten er bygherre. Herefter konstaterede nævnet, at kommunen havde truffet afgørelse om landzonetilladelse efter planloven, men at der ikke var truffet afgørelse efter miljøvurderingsloven om projektet. Nævnet fandt, at Randers Kommune ikke var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om miljøvurdering af projektet. Herved havde nævnet navnlig lagt vægt på, at det var staten, der var bygherre for projektet om naturnationalparken, herunder hegnet, hvormed kommunen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse efter miljøvurderingsloven for det konkrete projekt. Herefter henviste nævnet til nævnets afgørelse om det samlede projekt i MRF 2023.171 Mfk. På denne baggrund afviste nævnet at realitetsbehandle indsigelsen om at kommunen ikke havde truffet afgørelse efter miljøvurderingsloven inden meddelelse af landzonetilladelse.
Kommentar: Det er korrekt, at Randers Kommune ikke har kompetence for projektet efter miljøvurderingsloven, når staten er bygherre, hvorfor det må tiltrædes, at Miljø-og Fødevareklagenævnet afviste klagen. Baggrunden for kommunens landszonetilladelse var, at Planklagenævnet i tidligere afgørelse i MRF 2023.109 Pkn havde ophævet kommunens afgørelse om, at hegnet ikke krævede landzonetilladelse. Kommunen meddelte herefter den 6. maj 2024 landzonetilladelse, hvilket blev påklaget til Planklagenævnet, der i MRF 2024.207 Pkn afviste at tillægge klagen opsættende virkning og herefter i september 2024 (MRF 2024.218 Pkn) stadfæstede kommunens landzonetilladelse, idet nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens væsentlighedsvurdering efter planhabitatbekendtgørelsen. Om forløbet med etablering af de to første naturnationalparker i Natura 2000-områder uden konsekvensvurdering og uden VVM-tilladelse se kritisk Pagh: TfM 2023, s. 357.