MRF 2024.220
Planklagenævnets afgørelse af 27. september 2024, j.nr. 23/09612, 23/09618 og 23/09620
Ophævet landzonetilladelse til terrænregulering i form af tilførsel af 280.000 m3 jord hidrørende fra bygge- og anlægsprojekter i landsdelen med henvisning til omfanget af jord, at tilførslen af jord ikke var begrundet i landbrugsmæssig nødvendighed, og at området i kommuneplanen var udpeget med særlige landskabelige interesser.
Sagen angik terrænregulering af ca. 8 ha landbrugsjord tilhørende E ved tilførsel 280.000 m3 overskudsjord hidrørende fra bygge- og anlægsprojekter i Nordsjælland svarende til en gennemsnitlig hævning af de berørte arealer på 3,5 m. E’s ejendom på i alt 327 ha var beliggende i landzone og noteret som landbrugsejendom. Den ansøgte terrænregulering medførte bl.a. opfyldning af en sø på 4.647 m2, der var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. De omhandlede arealer var i kommuneplanen udpeget som bevaringsværdigt landskab, større sammenhængende landskab, værdifuldt kulturmiljø og værdifuldt landbrugsområde. Ejendommen var desuden udpeget som område med særlige drikkevandinteresser. Nærmeste Natura 2000-område nr. 133 lå 550 m fra det ansøgte projekt. Efter endt terrænregulering skulle arealerne efter det ansøgte igen indgå i landbrugsdriften, og der skulle på den øvrige del af projektarealet etableres en ny sø på 10.000 m2. Gribskov Kommune meddelte i juni 2023 landzonetilladelse i medfør af planlovens § 35, stk. 1, til nyttiggørelse af ren jord, nedlæggelse af den beskyttede sø og udlæg af areal til den nye sø og vådområde. Kommunen anførte i afgørelsen bl.a., at det var kommunens vurdering, at det måtte anses for et samfundsnyttigt tiltag at udlægge ren jord, hvor det tjener et formål og sker på en måde, hvor landskabet ikke efterfølgende synligt påvirkes. Kommunen havde vurderet, at projektet ikke ville påvirke det nærliggende Natura 2000-område eller bilag IV-arter, med henvisning til, at der ikke var kendskab til enkelte arters forekomst i området. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening og en række borgere, der bl.a. anførte, at jorddeponi var i strid med kommuneplanens retningslinjer. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at terrænregulering, der overstiger, hvad der er nødvendigt for forbedringen af den landbrugsmæssige drift, anses som ændret anvendelse til opbevaring/deponi af overskudsjord, hvilket kræver landzonetilladelse. Herefter fandt et enstemmigt nævn, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til terrænreguleringen, og henviste til landzonebestemmelsernes landskabsbeskyttende formål og hensynet til at undgå præcedens. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der var tale om opbevaring af en betydelig mængde overskudsjord, som ikke var begrundet i driftsmæssig nødvendighed, og at arealet i kommuneplanen var udlagt som et område med særlige landskabelige interesser. På den baggrund fandt nævnet, at det ansøgte ville medføre en væsentlig negativ effekt på det naturlige landskab. At hovedparten af arealet efter endt terrænregulering igen kunne dyrkes, at der skulle etableres en sø samt udlægges udyrket areal, og at der forelå en evt. samfundsmæssig interesse i den konkrete sag, kunne ikke føre til andet resultat. Afslutningsvis bemærkede nævnet, at problemer med passende opbevaring af overskudsjord fra byggeprojekter burde løses gennem planlægning eller lovgivning og ikke gennem meddelelse af et større antal landzonetilladelser. På den baggrund ændrede nævnet kommunens landzonetilladelse til et afslag, idet nævnet samtidig afviste at have kompetence til at tage stilling til indsigelser om, at overskudsjorden krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven, VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21 og tilladelse efter vandløbsloven.
Kommentar: Det må i sig selv anses for overraskende, at landzonemyndigheden har meddelt landzonetilladelse til nyttiggørelse af overskudsjord, da denne begrebsanvendelse forudsætter, at der er tale om affald til nyttiggørelse, hvilket i alle tilfælde kræver både VVM-screening og miljøgodkendelse, jf. U 2015.2882/2 H og MAD 2011.581 Nmk. Det er således alene, hvis anvendelse af overskudsjorden ikke klassificeres som affald til nyttiggørelse, at jorden kan anvendes uden at iagttage disse regler, jf. ligeledes EU-Domstolens dom i sag C-238/21 (MRF 2022.194). Men det er naturligvis korrekt, at dette ikke er en indsigelse, som Planklagenævnet har kompetence til at afgøre, og det samme gælder spørgsmålet om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 og tilladelse efter vandløbsloven. Planklagenævnets bemærkning om, at passende opbevaring af store mængder overskudsjord fra byggeprojekter ikke bør løses ved et større antal landzonetilladelser til opbevaring af overskudsjord på landbrugsarealer, men gennem planlægning eller lovgivning, forudsætter, at terrænændringen ikke sker som led i den nuværende anvendelse, men skal håndtere problemet med at komme af med overskudsjorden.