MRF 2024.213
Planklagenævnets afgørelse af 30. august 2024, j.nr. 24/03082
Ophævet lovliggørende landzonetilladelse til udvidelse af eksisterende dambrug med en række anlæg ca. 60 m fra Natura 2000-område, da kommunens væsentlighedsvurdering var utilstrækkelig, idet den alene inddrog påvirkning ved etablering af anlæggene og ikke påvirkning ved drift. Nabo til dambruget havde ikke partsstatus, da der mellem dambruget og naboens bygninger var en kanal og mindst 80 m.
Sagen omhandlede lovliggørende landzonetilladelse til udvidelse af et eksisterende dambrug. Dambrugsudvidelsen omfattede to kanalanlæg, to biofiltre og en slamtank, der var placeret i tilknytning til eksisterende ældre anlæg. Dambruget var etableret på en ca. 12 ha stor landbrugsejendom i landzone og lå ca. 60 m fra Natura 2000-område N66, Stabil Fjord og Vest Stabil Fjord, hvor udpegningsgrundlaget bl.a. omfatter naturtypen vandløb, odder samt fiskearterne hav- og bæklampret. Ved dambruget lå en å, der afvandede til Natura 2000-området. I 2017 traf Ringkøbing-Skjern Kommune screeningafgørelse om, at det ansøgte projekt ikke var VVM-pligtigt, og traf samtidig afgørelse om revurdering af dambrugets miljøgodkendelse fra 2003. I den forbindelse blev der udarbejdet en væsentlighedsvurdering efter habitatreglerne, der konkluderede, at projektet ikke ville påvirke bilag IV-arter og Natura 2000-områder, men at dambruget dog potentielt kunne påvirke udpegningsgrundlaget og bilag IV-arter gennem spildevandsudledning. Revurderingen af miljøgodkendelse og VVM-screening blev påklaget, men klagen blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet i april 2021 (j.nr. 21/03967) pga. overskridelse af klagefrist. En anmodning om genoptagelse af klagesagen blev afslået i juni 2023 (j.nr. 21/07939). I 2020 meddelte kommunen byggetilladelse til projektet og traf samtidig indirekte afgørelse om, at projektet ikke krævede landzonetilladelse, hvilket blev påklaget til Planklagenævnet, der i oktober 2022 (j.nr. 21/13733) fandt, at projektet krævede landzonetilladelse, med den begrundelse, at byggeri til dambrug i almindelighed ikke er omfattet af undtagelsen i planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, og da der ikke var tale om et mindre byggeri på dambrug omfattet af undtagelsen i § 36, stk. 1, nr. 4. Herefter meddelte kommunen i februar 2024 lovliggørende landzonetilladelse til projektet på en række vilkår. Kommunen lagde bl.a. vægt på, at der var tale om en eksisterende dambrugsvirksomhed, der havde en berettiget forventning om at kunne udvide med mulighed for tilpasning henblik på miljøforbedring. Kommunen havde vurderet, at projektet ikke ville få konsekvenser for Natura 2000-området eller bilag IV-arter henset til afstanden til Natura 2000-området, og da der ikke var fund af beskyttede arter i området. Afgørelsen blev påklaget af naboen N, der navnlig anførte, at N skulle have været partshørt, og at kommunens vurdering ift. Natura 2000-området og bilag IV-arter var mangelfuld. Planklagenævnet (formanden) bemærkede med hensyn til spørgsmålet om partshøring, at der lå eksisterende kanalanlæg, siloer mv. mellem N’s ejendom og det ansøgte anlæg på dambruget, og at der var mindst 80 m mellem N’s bygninger og projektet, hvorfor N ikke var så væsentligt berørt af udvidelsen, at N var part i forvaltningslovens forstand. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at kommunen havde foretaget tilstrækkelig naboorientering af N efter planlovens § 35, stk. 4, hvilket gælder ved siden af forvaltningslovens § 19 om partshøring. Med hensyn til spørgsmålet om udvidelsens påvirkning af Natura 2000-området og bilag IV-arter havde kommunen i forbindelse med klagesagen fremsendt en væsentlighedsvurdering fra oktober 2023, der lå til grund for landzonetilladelsen. Af væsentlighedsvurderingen fremgik bl.a., at den alene vedrørte selve etableringen af de fysiske anlæg, da ”selve den produktionsmæssige vurdering” efter habitatbekendtgørelsen var foretaget i forbindelse med revurdering af dambrugets miljøgodkendelse i 2017. Af væsentlighedsvurderingen fra oktober 2023 fremgik desuden, at vandløbet umiddelbart vest for dambruget var udpeget som naturtypen ”vandløb”, og at kommunen var bekendt med forekomst af odder samt bæk- og havlampret i flere tilløb til Stadil Fjord, men at kommunen vurderede, at de fysiske anlæg ikke ville påvirke Natura 2000-området eller bilag IV-arter væsentligt. Nævnet konstaterede, at projektet lå ca. 60 m fra Natura 2000-området, at der gennem dambruget løb et vandløb, der fortsatte gennem Natura 2000-området til Stabil Fjord, og at kommunen alene havde vurderet selve etableringen af de fysiske anlæg og ikke anvendelsen heraf. Nævnet fandt derfor, at kommunen ikke havde forholdt sig til, hvorvidt driften af dambruget kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt, og at der ikke var inddraget de fornødne oplysninger til at kunne vurdere, om projektet under hensyn til den korte afstand til Natura 2000-området ville medføre en væsentlig påvirkning af arterne og naturtyperne på udpegningsgrundlaget, jf. planhabitatbekendtgørelsen § 4, stk. 1. Selvom kommunen ikke var afskåret fra at inddrage den tidligere vurdering, der var udarbejdet i forbindelse med revurderingen af miljøgodkendelsen i 2017, skulle der foretages en ny væsentlighedsvurdering, der forholdt sig til eventuelle ændringer i den mellemliggende periode. Nævnet fandt endvidere, at kommunen ikke havde foretaget den fornødne vurdering af projektets påvirkning af bilag IV-arter, hvilket bl.a. blev begrundet med, at når den indledende vurdering viser, at der potentielt kan være yngle- og rasteområder for bilag IV-arter i et område, skal kommunen belyse sagen nærmere med henblik på at vurdere, om der kan ske beskadigelse heraf. På den baggrund ophævede nævnet kommunens landzonetilladelse med bemærkning om, at kommunen ved fornyet behandling af sagen også skulle vurdere det ansøgte i forhold til indsatsbekendtgørelsens § 8.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til tre bemærkninger. I relation til Planklagenævnets ophævelse i oktober 2022 (j.nr. 21/13733) af den indirekte afgørelse om, at udbygningen ikke krævede landzonetilladelse, har nævnets afgørelse klar støtte i forarbejderne til planloven, hvor det bl.a. anføres i bemærkningerne, ”at det er det traditionelle fiskerierhverv, der ønskes tilgodeset med [planlovens § 36, stk. 1, nr. 3], nemlig typisk fjord- og kystfiskeri, mens de fleste dambrug vil falde uden for bestemmelsen på grund af det industrielle præg. Til brug for fiskerierhvervet kan der f.eks. frit opføres redskabsskure og bådhuse, mens overdækkede dambrugsbassiner falder uden for det tilsigtede”. Den anden bemærkning knytter sig til lovliggørelsesspørgsmålet, da ændringen af dambruget er gennemført på grundlag af en revurdering af miljøgodkendelsen, hvor der forud er gennemført en væsentlighedsvurdering af Natura 2000-området efter habitatbekendtgørelsens § 6, og det er denne væsentlighedsvurdering, der blev lagt til grund ved den lovliggørende landzonetilladelse, som Planklagenævnet ophævede, fordi væsentlighedsvurderingen var mangelfuld, hvilket muligvis betyder, at væsentlighedsvurdering af miljøgodkendelsen også var mangelfuld. Det er imidlertid ikke dambruget, men kommunen, der har ansvaret for, at væsentlighedsvurderingen efter habitatreglerne er korrekt, jf. sag C-461/17, Holohan. Dette rejser så spørgsmålet, om kommunen samtidig kan være forpligtet til at genoptage revurderingen af miljøgodkendelsen, da alle dambrugets påvirkninger af Natura 2000-områder ved drift er reguleret i miljøgodkendelsen og ikke i landzonetilladelsen. Dette har Planklagenævnet ikke kompetence til at tage stilling til, hvilket begrunder nævnets tavshed, men ikke ophæver spørgsmålets relevans. Følger man EU-Domstolens dom i sag C-278/21, AquaPri (MRF 2022.193) om mangler i tidligere væsentlighedsvurdering af havbrug, må dette logisk føre til, at kommunen skal udarbejde en konsekvensvurdering på grundlag af habitatdirektivets art. 6, stk. 2, af miljøgodkendelsen, hvis den fortsatte drift af dambruget kan medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området. Dette vil i givet fald også udløse krav om miljøvurdering efter miljøvurderingsloven. Om lovliggørelse af tidligere mangler i konsekvensvurdering af Natura 2000-områder se tillige Pagh: U 2020B.161. Den tredje bemærkning, som afgørelsen giver anledning til, er, at da der var tale om en lovliggørende landzonetilladelse til udvidelse af dambruget, skulle væsentlighedsvurderingen ikke kun begrænses til projektets fremtidige indvirkninger, men tage alle de indvirkninger på miljøet, der havde været siden projektets gennemførelse, i betragtning, jf. sag C-411/17, præmis 175-176, og – for så vidt angår lovliggørelse efter VVM-direktivet – de forenede sager C-196/16 og C-197/16, Comune di Corridonia m.fl., præmis 43. Dette kunne Planklagenævnet med fordel have gjort kommunen opmærksom på i forbindelse med hjemvisningen af sagen til fornyet behandling.