MRF 2024.212
Planklagenævnets afgørelse af 30. august 2024, j.nr. 23/11525
Ophævet lokalplan for etablering af boligområde, der indebar afledning af overfladevand til målsatte Arresø og Roskilde Fjord, da kommunen ikke havde forholdt sig til lokalplanens overensstemmelse med indsatsprogram efter vandplanloven, jf. planlovens § 13, stk. 1, nr. 5.
Hillerød Kommune vedtog i juni 2023 endeligt lokalplan nr. 465, Favrhøj, med tilhørende miljørapport. Lokalplanen udlagde planområdet til bl.a. boligbebyggelse og centerområde og omfattede ca. 3 ha beliggende i Favrholm mellem Favrholm St. og Nyt Hospital Nordsjælland. Nærmeste fuglebeskyttelsesområde lå 3,8 km fra planområdet. Planområdet omfattede dels ekstensivt åbent græsareal, dels tætbevokset mose- og søområde omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Området var mod sydøst afgrænset af omfartsvejen Overdrevsvejen, og det fremgik af lokalplanen, at der ud mod omfartsvejen skulle opføres en støjskærm udført i klart glas eller polykarbonat forsynet med ”prik-mønster”. Efter lokalplanen skulle planområdet kloakeres iht. den kommunale spildevandsplan, og husspildevand skulle afledes til renseanlæg, mens tag- og overfladevand skulle afledes til Pøle Å og via Pøle Å-systemet videre ud i Arresø og Roskilde Fjord. Det fremgik videre, at der skulle etableres regnvandsbassiner, der ville forsinke og rense regnvand inden afledning. Lokalplanen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der navnlig anførte, at planen ville medføre mertilførsel af fosfor til Arresø i modstrid med indsatsbekendtgørelsen, at der manglede vurdering af boligmassens forstyrrelse af bilag IV-arter, og at støjafskærmningen i betydelig grad ville medføre fuglekollisioner. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at efter planlovens § 13, stk. 1, nr. 5, kan der ikke vedtages lokalplaner, som er i modstrid med indsatsprogrammer efter vandplanloven og vandrammedirektivet. Det følger af indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, at kommunen skal forebygge forringelser af tilstanden af overfladevandområder og sikre, at opfyldelsen af miljømål ikke forhindres. Nævnet fandt, at disse regler skal iagttages ved lokalplaner, der forudsætter udledning af overfladevand til målsatte vandområder, og at der gælder en lav tærskel for, hvornår myndigheden er forpligtet til at forebygge forringelse af vandområder, jf. EU-Domstolens dom i sag C-461/13, Weser. Nævnet konstaterede herefter, at hverken lokalplanen eller den tilhørende miljørapport omtalte udledningen af overfladevand til Arresø og Roskilde Fjord og påvirkningen af miljømålene for de to vandområder eller planens overensstemmelse med indsatsprogrammet i øvrigt, hvorfor lokalplanen led af en væsentlig retlig mangel, som medførte ugyldighed. Hvad angik lokalplanens påvirkning på områdets bilag IV-arter konstaterede nævnet, at det fremgik af miljørapporten, at der skulle etableres ”kompenserende foranstaltninger” for at kompensere for projektets påvirkning på spidssnudet frø og stor vandsalamander, hvilket bl.a. omfattede etablering af fire nye ynglevandhuller og etablering af et nyt moseområde med rastemuligheder. Nævnet bemærkede, at ”kompenserende foranstaltninger”, der har til formål at kompensere for visse specifikke negative påvirkninger, ikke må forveksles med ”afværgende foranstaltninger”, der har til formål at opretholde den økologiske funktionalitet. Såfremt lokalplanen vil kunne ødelægge eller beskadige et yngle- og rasteområde, kræves dispensation, jf. planhabitatbekendtgørelsens § 8. Herefter fandt nævnet, at det ikke på det foreliggende grundlag var muligt at tage stilling til, om foranstaltningerne var kompenserende eller afværgende. Derimod fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at støjafskærmningen ville påvirke fugle. Lokalplanen ophævede herefter lokalplanen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til en principiel overvejelse, da Planklagenævnet med afgørelsen forudsætter, at vandrammedirektivets forbud i art. 4(1)(a) mod forringelser af vandmiljø omfattet af vandrammedirektivet ikke er begrænset til tilladelser, men også omfatter planer efter planloven, uanset at lokalplanen ikke kan regulere udledning af overfladevand og spildevand, som i stedet på planniveau reguleres i den kommunale spildevandsplan, og uanset at lokalplanen ikke har retsvirkning som en tilladelse. I de sager, som EU-Domstolen hidtil har afgjort om vandrammedirektivets forbud mod forringelse af vandmiljøet, har det således i alle tilfælde drejet sig om tilladelser til projekter – og ikke om planer. Ud over sag C-461/13 kan nævnes sag C-525/20 (MRF 2022.14), sag C-671/22 (MRF 2024.5) og sag C-301/22 (MRF 2024.7). Dette udelukker ikke, at forbuddet mod forringelse af vandmiljøet også gælder for lokalplaner efter planloven, selvom lokalplaner til forskel fra tilladelsen ikke giver projektherren en ret til at gennemføre projektet, men det ville være hensigtsmæssigt at få tydeliggjort Planklagenævnets begrundelse for nævnets udlægning. Om nævnets forståelse af brugen af ”afværgeforanstaltninger” til at sikre den fortsatte økologiske funktionalitet af bilag IV-arters yngle- og rasteområder se MRF 2021.342 Mfk, MRF 2021.184 Mfk, MRF 2021.172 Pkn og KFE 2019.694 med note 1 samt Pagh i MRF 2021B.2.