MRF 2024.202

Østre Landsrets dom af 1. juli 2024, 4. afd., sag BS-16508/2023-OLR
(Thomas Lohse, Olaf Tingleff og Louise Lindekilde Engberg (kst.))

Banedanmark (adv. Paw Fruerlund) mod A (adv. Jesper Håkonsson)

Banedanmarks passive benyttelse af areal op til A’s hegn uden fjernelse af selvsået beplantning tæt ved A’s hegn var ikke i modstrid med hegnslovens § 19, stk. 1, under hensyn til, at A ikke blev forhindret i at beskære vegetation på Banedanmarks areal op til hegnet, hvorfor hegnssynets afgørelse om, at Banedanmark skulle vedligeholde arealet, blev ophævet. [Anket]

Sagen omhandlede Banedanmarks forpligtelser vedrørende bevoksning nær A’s hegn efter hegnslovens § 19, stk. 1, hvorefter den til hegnet stødende jord ikke må behandles eller benyttes således, at hegnet beskadiges. Banedanmark ejede et jordstykke, der grænsede op til A’s hegn, hvorpå der bl.a. voksede hyldebrombær, som beskadigede hegnet. A begærede i 2021 hegnssyn med henblik på at fastlægge Banedanmarks forpligtelser i forhold til bevoksningen op til A’s hegn. A nedlagde for hegnssynet påstand om, at Banedanmark skulle fjerne beplantningen, der grænsede op til A’s hegn helt, og at Banedanmark skulle udbedre de skader, som bevoksningen havde påført A’s hegn. Banedanmark påstod frifindelse. Ved hegnssynets afgørelse fik A medhold med henvisning til hegnslovens § 19, stk. 1, da bevoksningen var tilbehør til den faste ejendom, på trods af at den var selvsået, og Banedanmark blev pålagt at renholde matriklen op til A’s hegn, så hegnet ikke blev beskadiget. Banedanmark anlagde herefter retssag mod A med principal påstand om, at hegnssynets afgørelse skulle ophæves, og at Banedanmark ikke skulle renholde jordstykket op til A’s hegn, subsidiært at Banedanmark kun skulle renholde jordstykket op til A’s hegn ved efter behov at beskære/knuse bevoskningen i skel, og mere subsidiært at sagen skulle hjemvises til hegnssynet. A nedlagde over for Banedanmarks principale og subsidiære påstande påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Over for Banedanmarks mere subsidiære påstand påstod A frifindelse. Banedanmark anførte til støtte for sin principale påstand, at Banedanmark ikke benyttede arealet i hegnslovens forstand, men blot forvaltede området af hensyn til jernbanesikkerheden. Banedanmark henviste til, at A havde mulighed for at beskære bevoksningen, ligesom A måtte tåle visse gener som nabo til jernbaneterrænet. Til støtte for den subsidiære påstand gjorde Banedanmark gældende, at Banedanmark ikke kunne tilpligtes at renholde arealet på anden måde end fastslået i Banedanmarks egne retningslinjer, og at udtrykket ”renholde” i hegnssynets afgørelse var for bredt til at regulere forholdet mellem A og Banedanmark. A anførte til støtte for afvisningspåstanden, at der i sagen ikke kunne nedlægges påstande, som ikke havde været behandlet ved hegnssynet. Til støtte for frifindelsespåstanden gjorde A gældende, at Banedanmark benyttede arealet på en sådan måde, at A’s hegn blev beskadiget i strid med hegnslovens § 19, stk. 1. A gjorde ligeledes gældende, at A var berettiget, men ikke forpligtet til at beskære bevoksningen i skellinjen. Under sagen var der enighed om, at bevoksningen voksede ind i A’s hegn og på den vis havde trukket hegnets lameller løse. Med henvisning til hegnslovens § 19, stk. 1, fandt byretten, at Banedanmark var forpligtet til at renholde arealet op til A’s hegn, så hegnet ikke beskadigedes af bevoksningen, og tog på den baggrund A’s påstand om frifindelse til følge, hvorfor hegnssynets kendelse blev stadfæstet. Banedanmark ankede dommen til landsretten og gentog sine påstande, mens A påstod stadfæstelse. Banedanmark forklarede supplerende, at Banedanmark sædvanligvis foretog beskæringer én gang om året på områder, som blev benyttet af personale, eller som Banedanmark havde tilplantet. Beskæringen skete med maskiner, som ikke kunne komme for tæt på naboers hegn grundet risiko for at beskadige hegnene. Ukrudt blev kun fjernet, hvis det havde betydning for Banedanmark. Denne praksis havde været gældende i mange år. Banedanmark gjorde for landsretten supplerende gældende, at der ikke var retspraksis, der støttede, at hegnslovens § 19, stk. 1, også omfatter forvaltning af f.eks. kirkegårde, militære anlæg, jernbaner mv. Endvidere anførte Banedanmark, at Banedanmark forvaltede naturområder, og at strækningsbevoksning var selvsået, naturlig og vildtvoksende. Beskæring af strækningsbevoksning fandt kun sted, når den påvirkede jernbanedriften, eller når lovgivning krævede det. Landsretten fandt, at også en mere passiv anvendelse af arealet op til et hegn efter omstændighederne kan være omfattet af hegnslovens § 19, stk. 1, men at der ved ren passiv brug kan ses mere nuanceret på de konkrete forhold. Herefter bemærkede landsretten, at der på arealer som jernbaneområder, skove og naturområder erfaringsmæssigt må regnes med mere ukrudt og andre selvsåede planter, hvilket ikke alene kan tillægges betydning efter naboretlige grundsætninger, men også kan indgå ved afgørelser efter hegnslovens § 19, stk. 1. Derimod kan det ikke i sig selv tillægges særlig vægt, hvem der ejer ejendommen med de selvsåede planter, og herunder om den pågældende, som Banedanmark, ejer meget store arealer og derfor samlet set kan have betydelige udgifter ved at skulle forhindre benyttelse, der beskadiger hegn på naboejendomme. Landsretten afviste også, at indholdet af Banedanmarks interne retningslinjer for beplantning langs jernbaner kunne tillægges betydning i forhold til hegnslovens § 19, stk. 1. Landsretten fandt, at jernbanen allerede var etableret, da A købte ejendommen, og at A selv havde valgt at opsætte et træhegn, som var svært tilgængeligt fra den anden side, hvorfor A ikke kunne fjerne ukrudt fra den anden side til trods for, at Banedanmark ikke havde indvendinger herimod. Da Banedanmark årligt foretog beskæring af vegetationen med maskiner, men undlod at beskære tæt på hegnet for at undgå beskadigelse, var Banedanmarks benyttelse af arealet ikke i strid med hegnslovens § 19, stk. 1, hvorefter landsretten tog Banedanmarks principale påstand til følge således, at hegnssynets afgørelse blev ophævet, og A skulle anerkende, at Banedanmark ikke skulle renholde arealet op til hegnet.

Kommentar: Dommen illustrerer, at retssager til prøvelse af afgørelser truffet af tvistnævn, herunder hegnssyn, som hovedregel skal anlægges mod modparten til tvisten og ikke mod afgørelsesmyndigheden, jf. U 2023.4840 H (MRF 2023.122). Mht. sagens tvistepunkt, om Banedanmarks passive anvendelse af arealer langs jernbanen kræver vedligeholdelse efter hegnslovens § 19 for at undgå skader på hegn fra tilliggende lodsejere, kom landsretten frem til, at reglen finder anvendelse, men at indholdet af vedligeholdelsespligten må fastlægges under hensyn til karakteren af den passive anvendelse og med inspiration fra naboretlige grundsætninger, og at det her har betydning, at berørte naboer kan fjerne selvsået beplantning op til hegn, uanset at den selvsåede beplantning befinder sig på Banedanmarks ejendom. I dommen er tillige anført, at A havde erhvervet ejendommen med kendskab til jernbanen, og at A havde sat det svært tilgængelige hegn op, men det er uklart, hvilken betydning disse to momenter havde for dommens udfald. Endelig må det bemærkes, at landsretten udtrykkeligt afviste Banedanmarks anbringende om, at det må indgå ved fortolkningen af hegnslovens § 19, at Banedanmark ejer meget store arealer og derfor samlet set kan have betydelige udgifter ved at skulle forhindre benyttelse, der beskadiger hegn på naboejendomme. Et tilsvarende synspunkt har været gjort gældende i sager om hævdserhvervelse over for myndigheder og andre med meget store jordbesiddere, jf. U 2023.2074 H (MRF 2023.14), hvor Højesteret dog ikke udtrykkeligt tog stilling til spørgsmålet. Se også Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 824 f. samt U 1919.340 H, hvor Højesteret afviste, at en grundejer havde vundet hævd over en del af Utterslev Mose, som var ejet af Københavns vandvæsen, under henvisning til ”Karakteren af den Ejendomsraaden, som Vandvæsnet efter sin Benyttelse af Mosen havde Anledning til at udøve”.

Link til byrettens og landsrettens domme.

NB: Procesbevillingsnævnet har den 6. december 2024 meddelt tilladelse til anke af dommen til Højesteret.