MRF 2025.12
Højesterets dom af 19. august 2025, 1. afd., sag BS-62895/2024-HJR
(Jens Peter Christensen, Lars Hjortnæs, Jan Schans Christensen, Kurt Rasmussen og Julie Arnth Jørgensen)
E (adv. Jesper Håkonsson) mod Banedanmark (adv. Paw Fruerlund)
Stadfæstet hegnssynskendelse fra november 2021, hvorefter Banedanmark som lodsejer havde pligt til at renholde et jordstykke mellem jernbaneskinner og et hegn placeret af naboen i skel, så Banedanmark på sin ejendom skulle fjerne selvsået brombærkrat, der beskadigede hegnet, jf. hegnslovens § 19, stk. 1.
Sagen omhandlede Banedanmarks forpligtelser vedrørende bevoksning nær E’s hegn efter hegnslovens § 19, stk. 1, hvorefter den ”til hegnet stødende jord må ikke behandles eller benyttes således, at hegnet derved beskadiges”. Banedanmark ejede et jordstykke, der grænsede op til E’s hegn, hvorpå der blandt andet voksede hyldebrombær, som beskadigede hegnet. E begærede i 2021 hegnssyn med henblik på at fastlægge Banedanmarks forpligtelser i forhold til bevoksningen op til E’s hegn. E nedlagde over for hegnssynet påstand om, at Banedanmark skulle fjerne beplantningen, der grænsede op til E’s hegn helt, og at Banedanmark skulle udbedre de skader, som bevoksningen havde påført E’s hegn. Banedanmark påstod frifindelse. Hegnssynets afgørelse faldt til fordel for E med henvisning til hegnslovens § 19, stk. 1, da bevoksningen på Banedanmarks ejendom var tilbehør til den faste ejendom, uanset den var selvsået. Banedanmark blev pålagt at renholde matriklen op til E’s hegn, så hegnet ikke blev beskadiget. Banedanmark lagde sag an mod E ved byretten med henblik på at prøve hegnssynets kendelse. Banedanmark nedlagde principalt påstand om, at hegnssynets kendelse skulle ophæves, og at Banedanmark ikke skulle renholde jordstykket op til E’s hegn, subsidiært ophævelse og at Banedanmark tilpligtedes at renholde jordstykket ved knusning/beskæring i skel. Mere subsidiært nedlagde Banedanmark påstand om ophævelse og hjemvisning. E påstod afvisning, og subsidiært frifindelse. Banedanmark anførte til støtte for sin principale påstand, at Banedanmark ikke benyttede arealet i hegnslovens forstand, men at Banedanmark blot forvaltede området af hensyn til jernbanesikkerheden. Banedanmark henviste til, at E havde mulighed for at beskære bevoksningen, ligesom E måtte tåle visse gener som nabo til jernbaneterrænet. Til støtte for Banedanmarks subsidiære påstand gjorde Banedanmark gældende, at Banedanmark ikke kunne tilpligtes at renholde arealet på anden måde end fastslået i Banedanmarks interne retningslinjer, og at udtrykket ”renholde” fra hegnssynskendelsen var for bredt til at regulere forholdet mellem E og Banedanmark. E anførte til støtte for afvisningspåstanden, at der i sagen ikke kunne nedlægges påstande, som ikke havde været behandlet ved hegnssynet. Til støtte for frifindelsespåstanden gjorde E gældende, at Banedanmark benyttede arealet på en sådan måde, at E’s hegn blev beskadiget i strid med hegnslovens § 19, stk. 1. E gjorde ligeledes gældende, at E var berettiget, men ikke forpligtet til at beskære bevoksningen i skellinjen. Parterne var enige om, at bevoksningen voksede ind i E’s hegn og på den vis havde trukket hegnets lameller løse. Med henvisning til hegnslovens § 19, stk. 1 fandt byretten, at Banedanmark var forpligtet til at renholde arealet op til E’s hegn, så hegnet ikke beskadigedes af bevoksningen. Byretten tog på den baggrund E’s påstand om frifindelse til følge, hvorfor hegnssynets kendelse blev stadfæstet. Banedanmark ankede til landsretten, hvor Banedanmark supplerende gjorde gældende, at Banedanmark sædvanligvis foretog beskæringer en gang om året på områder, som blev benyttet af personale, eller som Banedanmark havde tilplantet. Beskæringen skete med maskiner, som ikke kunne komme for tæt på naboers hegn grundet risiko for at beskadige hegnene. Ukrudt blev kun fjernet, hvis det havde betydning for Banedanmark. Denne praksis havde været gældende i mange år. Banedanmark gjorde supplerende gældende, at der ikke var retspraksis, der støttede, at hegnslovens § 19, stk. 1 også omfattede forvaltning af f.eks. kirkegårde, militære anlæg, jernbaner mv. Yderligere anførte Banedanmark, at Banedanmark forvaltede naturområder, og at strækningsbevoksning var selvsået, naturlig og vildtvoksende. Beskæring af strækningsbevoksning fandt kun sted, når den påvirkede jernbanedriften, eller når lovgivning krævede det. Landsretten konstaterede at også passiv benyttelse af arealet op til et hegn, er omfattet af hegnslovens § 19, stk. 1, og afviste at Banedanmarks interne retningslinjer kunne tillægges betydning, men fandt, at passiv brug skal vurderes nuanceret Landsretten lagde herefter vægt på, at der på arealer som jernbaneområder, skove og naturområder naturligt vokser selvsåede planter, hvorfor naboer til sådanne arealer må tåle mere. Da jernbanen allerede var etableret, da E købte ejendommen, E selv havde valgt at opsætte et træhegn, som var svært tilgængeligt fra den anden side, og Banedanmark ikke havde indvendinger mod, at E foretog beskæring og årligt foretog beskæring af vegetationen med maskiner, men undlod at beskære tæt på hegnet for at undgå beskadigelse, fandt landsretten, at Banedanmarks benyttelse af arealet ikke var i strid med hegnslovens § 19, stk. 1, hvorefter Landsretten tog Banedanmarks principale påstand til følge (se MRF 2024.202 Ø). E fik tredjeinstansbevilling og ankede til Højesteret, hvor parterne gentog deres anbringender, idet Banedanmark supplerende gjorde gældende, at hegnssynets påbud om renholdelse af arealet var for vidtfavnende og upræcist. Højesteret lagde til grund, at Hegnslovens § 19, stk. 1 efter ordlyd og formål må fortolkes, så grundejere skal sikre, at selvsåede bevoksninger op til hegnet ikke forsager skader på naboens hegn, og at hegnssynet kan pålægge grundejer at overholde bestemmelsen. I den konkrete sag fandt Højesteret herefter, at Banedanmark havde overtrådt hegnslovens § 19, stk. 1, uden Banedanmarks interne retningslinjer kunne tillægges betydning. Da hegnssynet havde pålagt Banedanmark at renholde jordstykket, var Banedanmark derfor forpligtet hertil, jf. hegnslovens § 51, stk. 2, hvorfor byrettens dom blev stadfæstet.
Kommentar: Dommen angår fortolkning af hegnslovens § 19, stk. 1, hvorefter den ”til hegnet stødende jord må ikke behandles eller benyttes således, at hegnet derved beskadiges”, og viser, at reglen må fortolkes i lyset af hegnslovens § 18, stk. 1, hvorefter hegn ikke må ”beskadiges og skal stedse holdes i forsvarlig stand”. Forpligtelsen omfatter derfor også passiv anvendelse af jorden, så lodsejere har pligt til at sikre, at hegn i skel ikke beskadiges af bl.a. selvsået beplantning. Dommen understreger, at dette også gælder for større jordbesiddere som Banedanmark, hvilket må være udtryk for en afvisning af landsrettens betragtninger om, at lodsejere op til bl.a. jernbaneområder i større grad må tåle selvsået beplantning.