MRF 2024.133
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 17. april 2024, j.nr. 23/08529
Stadfæstet VVM-tilladelse til etablering af 400 kV ledningsanlæg på et i alt 75 km langt tracé, som skulle forstærke elnettet, da miljøkonsekvensrapporten levede op til miljøvurderingslovens krav mht. beskrivelse af projektets visuelle påvirkninger og påvirkningen af befolkningen og menneskers sundhed. Af miljøkonsekvensrapporten fremgik, at der var udarbejdet en konsekvensvurdering i forhold til påvirkningen af Natura 2000-områder.
Miljøstyrelsen meddelte i juni 2023 VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til forstærkning af elnettet på en strækning fra Esbjerg Kommune til den dansk-tyske grænse. Projektet omfattede etableringen af et 400 kV ledningsanlæg over en strækning på i alt 75 km, hvor der på 60 km af tracéet skulle opsættes 400 kV luftledning med 177 master, mens ca. 15 km af ledningsanlægget skulle kabellægges. I forbindelse med projektet skulle der etableres syv kabelovergange og to kabelovergangsstationer, som også omfattede to kompenseringspoler. Projektet indebar endvidere, at luftledninger på 60 kV skulle kabellægges, såfremt de krydsede eller lå tæt på 400 kV luftledningen. Formålet med projektet var at bygge en ny og stærkere forbindelse, som kunne understøtte den grønne omstilling. Af miljøkonsekvensrapporten fremgik i forhold til visuelle påvirkninger bl.a., at den visuelle konsekvens var vurderet ud fra den landskabelige værdi og sårbarhed samt anlæggets synlighed. Til rapporten var udarbejdet 35 visualiseringer, der belyste højspændingsanlæggets påvirkning af landskabet. Af VVM-tilladelsen fremgik, at ledningsanlægget ville have en moderat påvirkning på landskabet, men at landskaberne langs strækningen var robuste. I forhold til påvirkning af omkringboende fremgik det af miljøkonsekvensrapporten, at anlægsarbejdet i forbindelse med etableringen af luftledningsanlægget ville kunne medføre midlertidige støjgener. Af VVM-tilladelsen fremgik, at en tredjedel af fundamenterne til masterne skulle pælefunderes, hvilket kunne give væsentlige støjgener over en kort periode, men at master, som lå inden for en afstand af 50 m fra en bolig, ikke skulle pælefunderes, hvorefter ingen boliger ville blive belastet med et støjniveau over 70 dB(A). Det fremgik videre, at anlægsarbejdet for kabelovergangene ville foregå på hverdage i dagtimerne, hvor støjniveauet ville variere mellem 49 og 63 dB(A) i en afstand på 50 m. Da der var indarbejdet afværgeforanstaltninger i VVM-tilladelsen, vurderedes det, at projektet ikke ville påvirke bilag IV-arter i området. Projektet krydsede eller lå endvidere i nærheden af en række Natura 2000-områder, og det fremgik af miljøkonsekvensrapporten, at der var udarbejdet en habitatkonsekvensvurdering, som vurderede, at projektet ikke ville skade arter eller naturtyper på udpegningsgrundlaget, bl.a. fordi der var indarbejdet afværgeforanstaltninger i projektet. Afgørelsen blev påklaget af en nabo til projektet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at behandle vurderingen af projektets visuelle påvirkninger samt påvirkningen af naboer. Nævnet fandt, at vurderingen af den visuelle påvirkning opfyldte miljøvurderingslovens krav, og lagde bl.a. vægt på, at det fremgik af den begrundede konklusion, at projektet ville ændre landskabet, at landskabet efter Miljøstyrelsens vurdering var robust, og at der derfor ikke ville være en væsentlig påvirkning af landskabet. Nævnet lagde endvidere vægt på de vedlagte visualiseringer. Nævnet fandt ligeledes, at vurderingen af påvirkningen på befolkningen og menneskers sundhed opfyldte lovens krav, og lagde vægt på, at der ville være en midlertidig let øget mængde trafik, men at denne overvejende ville foregå i dagtimerne og alene i perioden, hvor arbejdet pågik. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik miljøkonsekvensrapporten, at anlægsarbejdet primært foregik i dagtimerne, hvor grænseværdierne for støj kunne overholdes, og at overskridelsen af grænseværdierne kunne ske uden for normal arbejdstid, men at dette var begrænset til få dage. Nævnet lagde endelig vægt på, at støj i driftsfasen var beskrevet i miljøkonsekvensrapporten. På den baggrund stadfæstede nævnet Miljøstyrelsens VVM-tilladelse.
Kommentar: Ifølge afgørelsen indeholder miljøkonsekvensrapporten en konsekvensvurdering i forhold til Natura 2000-områder, hvilket må ses i lyset af, at det er projektherren, der skal udarbejde miljøkonsekvensrapporten efter VVM-reglerne. Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af EU-Domstolens dom i sag C-461/17, Holohan m.fl., at når det gælder konsekvensvurdering af Natura 2000-områder, er det i modstrid med EU-retten at overlade denne opgave til projektherren – og se hertil uddybende Pagh: TfM 2020, s. 3. Da Miljø- og Fødevareklagenævnet i flere sager har henvist til netop sag C-461/17, Holohan m.fl., som i f.eks. MRF 2024.53 Mfk, kan det undre, at dette forhold ikke gav anledning til bemærkninger fra nævnet i ovenstående sag. Se tillige MRF 2024.151 Mfk, hvor klagenævnet afviste, at en lodsejer havde klageret over tilladelse efter vandløbslovens § 47 til krydsning af Natura 2000-vandløb, hvilket næppe er i overensstemmelse med VVM-direktivet.