MRF 2024.131
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. april 2024, j.nr. 22/01291
Stadfæstet lovliggørelsespåbud fra 2021 om retablering af § 3-beskyttet mose- og engareal, da lagt til grund, at der var tale om § 3-beskyttet natur, og der var foretaget ulovlige tilstandsændringer i form af jordbehandling, gødskning, tilsåning mv., bl.a. med henvisning til forbuddet mod gødskning i § 4, der trådte i kraft i 2022.
Fredensborg Kommune meddelte i december 2021 lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, til E om retablering af § 3-beskyttede mose- og engarealer på E’s ejendom. Kommunen havde ved besigtigelse konstateret, at der var foretaget terrænregulering, jordbehandling, gødskning samt anvendt planteværnsmiddel, sået landbrugsafgrøder og deponeret næringsrig aske på eller i umiddelbar tilknytning til de § 3-beskyttede arealer. Kommunen vurderede, at der var tale om en ulovlig ændring i den naturlige tilstand efter § 3, at ændringerne havde forringet den naturlige tilstand drastisk, og at kommunen ikke ville meddele lovliggørende dispensation fra § 3. Påbuddet blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at arealerne havde været underlagt landbrugsdyrkning, at der var modtaget EU-støtte, hvorfor arealerne ikke var omfattet af § 3, og at afgørelsen i øvrigt var uproportional. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at nævnet i februar 2022 (j.nr. 21/01266) havde stadfæstet kommunens § 3-registrering af det omhandlede mose- og engareal, hvorfor prøvelsen begrænsede sig til, om der var foretaget ulovlige tilstandsændringer, uden at det kunne tillægges betydning, at der verserede en retssag om nævnets tidligere afgørelse. Nævnet henviste herefter til, at der efter naturbeskyttelseslovens § 3 ikke må foretages ændringer i tilstanden af beskyttede naturtyper, og at det følger af lovens § 4, stk. 1, at der ikke på arealer omfattet af § 3, stk. 2, må foretages sprøjtning, gødskning, omlægning, jordforbedring, såning mv. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der på de omhandlede § 3-arealer var foretaget tilstandsændringer i strid med § 3, og at de havde væsentlig betydning for mose- og engarealet. Nævnet lagde herved vægt på kommunens oplysninger om, at der var sket terrænændringer, gødskning og foretaget tilsåning med landbrugsafgrøder, hvilket blev understøttet af luftfotos, og at der var tale om aktiviteter, der medførte en ændringer i fugtigbundsforhold, terrænforhold, næringsindhold og plantesammensætning. Da nævnet heller ikke fandt påbuddet uproportionalt henset til kommunens håndhævelsespligt og de betydelige hensyn til at sikre lovliggørelse af forhold i strid med § 3, stadfæstede nævnet kommunens lovliggørelsespåbud.
Kommentar: Det er uforståeligt, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke forholder sig til klagers oplysning om, at arealerne i alle årene har modtaget EU-støtte, hvilket både kan være relevant, hvis der er tale om braklægning, men kan også være relevant, hvis der er tale om EU-støtte til dyrkning. Det kan ganske vist anføres, at klagenævnet i februar 2022 (j.nr. 21/01266) stadfæstede kommunens § 3-registrering af det omhandlede areal, og at spørgsmålet således var retskraftigt afgjort under lovliggørelsessagen. Dette må dog sammenholdes med, at § 3-registreringen ikke er bindende, og at den endelige afgørelse af, om et areal er omfattet af § 3, først sker, når der opstår en konkret sag. Det må derfor afvises, at registreringen har retskraft under en senere lovliggørelsessag, jf. også kommentaren til MRF 2023.90 Mfk samt MRF 2023.70 Mfk og MRF 2024.34 Mfk. I relation til den konkrete sag kan tilføjes, at EU-støtten kan være relevant for, hvad der må anses for en beskyttet tilstand, men også for, hvilke aktiviteter der kan fortsætte, da § 3 ikke griber ind i hidtidig lovlig anvendelse. Det må endvidere undre, at klagenævnet henviser til naturbeskyttelseslovens § 4, der ganske vist indeholder forbud mod bl.a. gødskning på § 3-arealer, men først trådte i kraft i 2022 og derfor ikke var gældende, da kommunen meddelte lovliggørelsespåbud, og dermed ikke relevant for, om der forelå et ulovligt forhold.