MRF 2024.13
Planklagenævnets afgørelse af 17. januar 2024, j.nr. 23/05197 og 23/12308
Ikke medhold i klager over screeningsafgørelse om ikke-SMV-pligt af lovliggørende lokalplan og kommuneplantillæg, der udlagde område i landzone til bebyggelse til brug for sårbare borgere, eller den endelige vedtagelse af planerne, bl.a. fordi kommunen havde oplyst, at afstanden til svinebrug, renseanlæg og virksomhed betød, at området ikke var udsat for lugtgener i modstrid med planlovens § 15 b.
Mariagerfjord Kommune traf den 23. marts 2023 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at forslag til lovliggørende kommuneplantillæg og lokalplan ikke krævede miljøvurdering. Planområdet var beliggende i landzone og omfattede ca. 1,4 ha bestående af to ejendomme med bebyggelse, der blev anvendt som bosted for udsatte borgere. I 2020 ophævede Planklagenævnet en landzonetilladelse med henvisning til, at projektet var lokalplanpligtigt, og i december 2022 ophævede nævnet en lovliggørende lokalplan som følge af inhabilitet, hvilket nævnet efter genoptagelse fastholdt i januar 2023 (MRF 2023.50 Pkn). Kommunen gennemførte herefter i marts 2023 en ny screening efter miljøvurderingslovens § 10 af forslag til lovliggørende lokalplan og kommuneplantillæg, der konkluderede, at en miljøvurdering ikke var nødvendig. Screeningsafgørelsen blev påklaget af en nabo til planområdet, der bl.a. anførte, at det udlagte byggeri i planforslagene ville påvirke de landskabelige værdier og kulturmiljøet i området, at forslagene var omfattet af planlovens § 23 C om meroffentlighed, og at lokalplanforslaget var i strid med planlovens § 15 b, da lokalplanen udlagde arealet til beboelse for sårbare borgere i et område udlagt til store husdyrbrug, der medførte potentielle lugtgener. Planklagenævnet (formanden) fandt, at kommunen i relation til meroffentlighed havde overholdt planlovens § 23 C, da der var sket indkaldelse af idéer og forslag via plandata.dk, og da der i øvrigt var sket indkaldelse på kommunens hjemmeside samt ved brev til grundejere i umiddelbar nærhed af planområdet. I relation til landskabelig påvirkning og kulturmiljø fandt nævnet ligeledes, at screeningen opfyldte miljøvurderingen minimumskrav. I forhold til klagers indsigelse om lugtgener og modstrid med planlovens § 15 b havde kommunen under klagesagen oplyst, at kommunen havde vurderet, at lokalplanområdet ikke var belastet af lugtgener, idet den nærmeste potentielle forureningskilde udgjorde en virksomhed ca. 600 m, et renseanlæg ca. 900 m og en svineproduktion ca. 1.100 m fra planområdet. På den baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagen over kommunens screeningafgørelse.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at når boligbebyggelse i landzone er lokalplanpligtig, gælder de materielle begrænsninger for forureningspåvirkning af forureningsfølsom anvendelse i planlovens §§ 15 a og 15 b. Hvor der er meddelt landzonetilladelse, men denne ophæves grundet lokalplanpligt, vil dette i nogle tilfælde kunne være en udfordring for en efterfølgende lovliggørende lokalplan, fordi §§ 15 a og 15 b indeholder en nærmest ufravigelig begrænsning, jf. herom Anders Hessner i Mads Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 349 ff. Om dette er baggrunden for Planklagenævnets begrænsede undersøgelse af klagers indsigelse vedrørende planlovens § 15 b vides ikke. I forhold til SMV-screeningen kan det bemærkes, at Planklagenævnet så vidt ses ikke inddrog den omstændighed, at der var tale om en screening af et lovliggørende plangrundlag. EU-Domstolen har i relation til VVM-direktivet opstillet særlige betingelser for lovliggørende VVM-screening og miljøvurdering, herunder at vurderingerne ikke må begrænses til alene at omfatte fremtidige miljøpåvirkninger, jf. bl.a. sag C-117/17 og MRF 2022.106/2 Mfk. Det synes umiddelbart nærliggende at stille samme krav til en lovliggørende SMV-screening, men spørgsmålet er endnu ikke afklaret i EU-Domstolens praksis. I en verserende (juni 2024) præjudiciel forelæggelse har en tysk domstol dog rejst netop dette spørgsmål (sag C-461/23).