MRF 2024.110
Planklagenævnets afgørelse af 28. maj 2024, j.nr. 23/08826
Stadfæstet Silkeborg Kommunes landzonetilladelse til opførelse af 48 m høj antennemast grundet en betydelig samfundsmæssig interesse som følge af den dækningsforpligtelse, der påhvilede ansøgeren. Alternative placeringsmuligheder afsøgt, og det var sandsynliggjort, at der var valgt en placering med mindst mulig påvirkning på landskabet. Dissens.
Efter ansøgning fra TDC gav Silkeborg Kommune i juni 2023 landzonetilladelse til opførelse af en 48 m høj antennemast på en landbrugsejendom beliggende 250 m syd for landsbyen Vrads. Ved mastefoden skulle opstilles teknikskabe, og der skulle i øvrigt etableres en ny 4 m bred adgangsvej til masten. Ejendommen, der havde et samlet areal på 29 ha, var beliggende i landzone i et område, der i kommuneplanen var udpeget som særligt værdifuldt landskab, muligt naturområde og stille område. På dele af ejendommen var særlige naturbeskyttelsesinteresser, bevaringsværdige kulturmiljøer og skovrejsningsområde. Ejendommen lå uden for kommuneplanens rammer, og hele ejendommen lå inden for skovbyggelinjen og delvist inden for kirkebyggelinjen. Masten skulle placeres ved skovbrynet 600 m syd for Vrads og ca. 400 m fra et allerede eksisterende stuehus på ejendommen. Det fremgik af kort over dækningskrav i 700 MHz- og 900 MHz-frekvensbåndene, at forpligtelsen til at yde dækning i området påhvilede TDC, og ifølge ansøgningen kunne masten på den ansøgte placering opfylde denne forpligtelse. Af ansøgningen fremgik i øvrigt, at alternative placeringsmuligheder i området var afsøgt, men at det som følge af en lang række beskyttelseshensyn havde været vanskeligt at finde en placering i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Der fandtes ikke andre høje konstruktioner i området, som kunne benyttes. Det var kommunens vurdering, at den ansøgte placering ville være den placering, hvor den samlede påvirkning af området ville være mindst, og at denne var forenelig med opfyldelse af frekvensaftalen. Masten kunne af hensyn til kirkebyggelinjen og kirkeindsigtsområdet, der omfattede størstedelen af Vrads, ikke placeres i byen. Afgørelsen blev påklaget af beboere i området, der navnlig anførte, at masten ville påvirke et nærliggende Natura 2000-område, at masten blev placeret inden for skovbyggelinjen, og at der ikke burde opstilles en mast, før det var godtgjort, at den visuelle forstyrrelse ikke ville forringe kulturmiljøets tilstand og oplevelsesværdi. Endvidere anførte klagerne, at der ikke var behov for forbedring af fibernet i området, at opførelse af antennemasten ville medføre forringelse af livsbetingelserne mv. for beboerne, da mange af disse var følsomme for mobilstråling, og at naboorienteringen ikke havde været tilstrækkelig. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at forholdet var omfattet af krav om landzonetilladelse, og at det fremgår af planlovens § 35, stk. 12 (der trådte i kraft den 1. januar 2024), at der under hensyn til den overordnede samfundsinteresse i sikringen af mobildækning kan meddeles landzonetilladelse til opstilling af master til radiokommunikationsformål med tilhørende anlæg i neutrale farver, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø eller naboer afgørende taler imod placeringen. Nævnet bemærkede, at § 35, stk. 12, giver mulighed for, men ikke pligt til, at lægge særlig vægt på den samfundsmæssige interesse i sikringen af god mobildækning. Bestemmelsen udelukker ikke pligten til iagttagelse af øvrige relevante hensyn i afvejningen. Nævnet fandt det godtgjort, at der var behov for masten i området, og at der forelå en betydelig samfundsmæssig interesse, idet der i området var fastsat en dækningsforpligtelse, der påhvilede ansøger. Nævnet fandt det videre godtgjort, at der ikke fandtes andre høje konstruktioner i området, som masten kunne placeres i tilknytning til. Et flertal (8 mod 3) fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens landzonetilladelse til den ansøgte placering, idet kommunen havde afsøgt alternative placeringsmuligheder, og den valgte placering var den, der havde den mindste påvirkning af området, ligesom placeringen var forenelig med opfyldelse af dækningsforpligtelsen. At der efter klagernes opfattelse ikke var behov for en antennemast, ændrede ikke herved. Flertallet fandt derfor, at der ikke var sådanne væsentlige hensyn til naboer, natur, landskab eller miljø, der talte afgørende imod opførelse af antennemasten på den ansøgte placering, at det kunne begrunde et afslag på landzonetilladelse. Flertallet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte naboorienteringen. Mindretallet fandt det derimod ikke tilstrækkeligt godtgjort, at den ansøgte placering var den bedst mulige placering, som følge af de særlige landskabelige forhold i området, og da masten ønskedes opført 400 m fra eksisterende bebyggelse på ejendommen, hvorfor mindretallet ville hjemvise sagen til kommunen. I overensstemmelse med flertallets stemmeafgivning stadfæstede nævnet kommunens landzonetilladelse.
Kommentar: Afgørelsen må sammenholdes med flere andre afgørelser om antennemaster, som Planklagenævnet traf samme dag, nemlig MRF 2024.111 Pkn om en antennemast i Køge Kommune og MRF 2024.113 Pkn om en antennemast i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor der i førstnævnte afgørelse og i denne sag kan stilles spørgsmål ved, om det var korrekt at anvende de lempelige regler, der blev indført med ændringen af planlovens § 35, stk. 12, ved lov nr. 1790 af 28. december 2023, som trådte i kraft 1. januar 2024, jf. kommentaren til MRF 2024.111 Pkn.