MRF 2024.111
Planklagenævnets afgørelse af 28. maj 2024, j.nr. 23/10711
Ophævet og hjemvist Køge Kommunes landzonetilladelse til opførelse af 42 m høj antennemast for at forbedre mobildækningen. Den nye lempeligere regel i planlovens § 35, stk. 12, fandt konkret anvendelse, men ansøger havde ikke godtgjort, at den samfundsmæssige interesse i mobildækning kunne begrunde den fritliggende placering, selvom det fandtes godtgjort, at masten ville forbedre dækningen i området.
Denne sag angik landzonetilladelse til opførsel af en 42 m høj antennemast på en 13,3 ha landbrugsejendom. Antennemasten ønskedes opført ca. 29 m fra eksisterende bebyggelse på ejendommen på den anden side af et beplantningsbælte, der omkransede ejendommen ud mod en vej. Ansøgningen var begrundet i, at masten skulle forbedre mobildækningen i området. I forbindelse med valg af placering var der undersøgt en række alternative placeringsmuligheder. Disse placeringer var dog forkastet af ansøger bl.a. som følge af, at de ikke gav den fornødne dækning, og som følge af tekniske krav til indretning af antennemaster. Ejendommen lå i et område, der var udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde og skovrejsningsområde i kommuneplanen. Køge Kommune meddelte den 19. juni 2023 landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, til opførelsen af den ansøgte antennemast. Tilladelsen var meddelt på en række vilkår, herunder om at der skulle etableres afskærmende beplantning, og der skulle anvendes neutrale og ikke-reflekterende farver. Det var kommunens vurdering, at antennemasten ikke var i strid med kommuneplanen, idet den var placeret i tilknytning til beplantning ud til en vej, og da der var tale om placering på et mindre areal. Videre havde kommunen vurderet, at kommuneplanens udpegninger ikke var til hinder for den ansøgte placering, og at ansøger havde afdækket alternative placeringsmuligheder. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der navnlig anførte, at vilkårene var upræcise, og der manglede dokumentation for, at ansøger havde afdækket alternative placeringsmuligheder. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at forholdet var omfattet af krav om landzonetilladelse, og at det fremgår af planlovens § 35, stk. 12 (der trådte i kraft den 1. januar 2024), at der under hensyn til den overordnede samfundsinteresse i sikringen af mobildækning kan meddeles landzonetilladelse til opstilling af master til radiokommunikationsformål med tilhørende anlæg i neutrale farver, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø eller naboer afgørende taler imod placeringen. Nævnet bemærkede, at § 35, stk. 12, giver mulighed for, men ikke pligt til, at lægge særlig vægt på den samfundsmæssige interesse i sikringen af god mobildækning. Bestemmelsen udelukker ikke pligten til iagttagelse af øvrige relevante hensyn i afvejningen. Herefter bemærkede nævnet, at nævnet ville tage stilling til den konkrete sag på baggrund af de lempeligere regler i planlovens § 35, stk. 12, selvom kommunens tilladelse var meddelt før reglernes ikrafttræden. Nævnet fandt det godtgjort, at placeringen ville forbedre mobildækningen, og at der ikke fandtes andre høje konstruktioner i området, som masten kunne placeres i tilknytning til, men understregede samtidig, at hvis en grundejer ikke ønsker en sådan placering på grundejerens ejendom, kan kommunen overveje, om der kan og bør gennemføres ekspropriation efter masteloven, hvilket dog kræver tilladelse fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, hvor det ikke er kommunen, men tilladelseshaveren, der skal ansøge om tilladelse. Herefter fandt et enstemmigt nævn, at det ikke i et tilstrækkeligt omfang var godtgjort, at placeringen medførte mindst mulig påvirkning på landskabet, med henvisning til placeringen ca. 29 m fra eksisterende bebyggelse ved et eksisterende læbælte. Det var nævnets vurdering, at masten navnlig mod nord ville fremstå fritliggende mod det åbne land og som værende opført i tilknytning til eksisterende bebyggelse på ejendommen eller den nærliggende by, hvilket efter nævnets opfattelse ville kunne have dæmpet visuelle gener. Videre lagde nævnet vægt på, at der ikke i området var fastlagt nogen dækningsforpligtelse, og at det ikke var godtgjort, at den samfundsmæssige interesse kunne begrunde den fritliggende placering. På den baggrund ophævede og hjemviste nævnet afgørelsen til fornyet behandling med bemærkning om, at kommunen ved fornyet behandling skulle undersøge og vurdere alternative placeringsmuligheder og ved vilkårsfastsættelsen skulle være opmærksom på, at vilkårene skulle være så præcise, at adressaten var klar over, hvilke forpligtelser der gjaldt, så disse senere kunne håndhæves.
Kommentar: Ændring af planlovens § 35, stk. 12, er sket ved lov nr. 1790 af 28. december 2023, der trådte i kraft 1. januar 2024, og hvor det af ikrafttrædelsesreglen i § 11, stk. 3, fremgår, at lovændringerne af planloven ”ikke [finder] anvendelse på planforslag, der offentliggøres før lovens ikrafttræden. For sådanne planforslag finder de hidtil gældende regler anvendelse”. Ikrafttrædelsesreglen indeholder derimod ingen særlige regler for landzonetilladelser. Hvor der under en klagesags behandling vedtages nye regler af betydning for sagen, er det efter forvaltningsretlig teori og praksis tvivlsomt, om rekursorganet skal lægge de nye regler til grund. I teorien antages det fast, at såfremt der er tale om en skærpelse af kriterierne for at opnå tilladelse og lign., må reglerne på tidspunktet for sagens afgørelse i førsteinstansen i mangel af andre holdepunkter lægges til grund, jf. Søren Mørup m.fl., Forvaltningsret – almindelige emner, 7. udg., 2022, s. 413 og Niels Fenger (red.), Forvaltningsret, 2018, s. 1044 f. I øvrigt må spørgsmålet principielt afgøres på grundlag af en fortolkning af regelsættes overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser. I ovennævnte sag valgte Planklagenævnet at inddrage de nye regler, der – som nævnet bemærkede – var lempeligere for ansøgeren end de tidligere regler. Spørgsmålet kunne dog have fortjent en nærmere begrundelse fra nævnet henset til tvivlen i den forvaltningsretlige teori, og at der var tale om en principiel nævnsafgørelse. I praksis havde det dog ikke gjort en forskel i denne sag, hvilke regler der blev lagt til grund, idet der også efter de tidligere regler skulle være hjemvist, hvor nævnet så kunne vælge at kommentere betydningen af den nye regel i planlovens § 35, stk. 12. I en række andre afgørelser om antennemaster har nævnet tilsyneladende uden videre lagt til grund, at det var de nye regler, der skulle anvendes, jf. nævnsafgørelsen i MRF 2024.110 Pkn og formandsafgørelser om bl.a. Syddjurs Kommune (j.nr. 24/00055) og Skive Kommune (j.nr. 23/09767). Hvorvidt forskellen mellem de tidligere og nye regler havde betydning i de seneste sager, har redaktionen af MRF ikke undersøgt. Derimod var den påklagede landzonetilladelse til antennemast i MRF 2024.113 Pkn fra Faaborg-Midtfyn Kommune meddelt efter, at lovændringen var trådt i kraft den 1. januar 2024. Efter oplysningerne i ovennævnte afgørelse fra Køge Kommune lader det til, at det er grundejeren, der har ønsket en placering af masten 29 m fra eksisterende bebyggelse. Hvis placering alligevel skal være ved bebyggelsen, kræver det ekspropriation, hvor nævnets henvisning til masteloven dog er tvivlsom, hvis en tilsvarende dækning fra masten kan opnås på den af grundejeren anviste placering, og det alene er landzonereglerne, der begrunder afslaget. I så fald er den eneste mulighed, at kommunen vedtager bonuslokalplan og eksproprierer arealet på grundlag heraf efter planlovens § 47, hvor der i øvrigt kan rejses spørgsmål ved, om nødvendighedsbetingelsen i grundlovens § 73 for ekspropriation kan anses for opfyldt.