MRF 2024.113
Planklagenævnets afgørelse af 28. maj 2024, j.nr. 24/02407
Stadfæstet Faaborg-Midtfyn Kommunes landzonetilladelse til opførelse af 48 m høj antennemast uden nærhed til bebyggelse, da der var godtgjort en betydelig samfundsmæssig interesse grundet den dækningsforpligtelse, der påhvilede ansøgeren. Alternative placeringsmuligheder var afsøgt, men bemærkning om mulighed for ekspropriation efter masteloven.
Efter ansøgning fra et teleselskab gav Faaborg-Midtfyn Kommune den 17. januar 2024 landzonetilladelse til opførelse af en 48 m høj antennemast til mobildækning på landbrugsejendom nord for landsbyen Herringe. Tilladelsen var givet på vilkår om bl.a., at mast og antenner skulle holdes i afdæmpede farver som harmonerede med omgivelserne, og at eksisterende beplantning omkring masten skulle bibeholdes. Ejendommen var beliggende i et område, der var udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde i kommuneplanen. Ejendommen lå uden for kommuneplanens rammer. Det fremgik af ansøgningen, at der i området var fastsat en dækningsforpligtelse, og at denne forpligtelse påhvilede ansøgeren i hovedsagen. Af ansøgningen fremgik videre, at en række alternative placeringsmuligheder var afsøgt, og at det i flere tilfælde ikke havde været muligt at lave aftaler med lodsejere eller tage de nødvendige hensyn til diverse beskyttelseslinjer. Kommunen havde begrundet landzonetilladelse med, at antennemasten skulle opfylde dækningsforpligtelsen i området, og at det ikke havde været muligt at finde alternative placeringer til masten i nærheden af eksisterende bebyggelse eller andre høje konstruktioner. Kommunen henviste endvidere til, at landsplandirektivet, der trådte i kraft den 3. maj 2023, muliggjorde, at master med konkrete licenskrav kunne placeres fritstående uden tilknytning til eksisterende bebyggelse. Det var kommunens vurdering, at de stillede vilkår ville sikre afskærmning af masten, så den ikke påvirkede landskabet væsentligt. Afgørelsen blev påklaget af en gruppe beboere i området, der bestred, at masten ville være afskærmet, og at den kunne placeres på en anden del af ejendommen, hvor masten bedre kunne indpasses i landskabet. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at nævnet fandt det godtgjort, at der var behov for antennemasten i området, hvilket udgjorde en betydelig samfundsmæssig interesse grundet den dækningsforpligtelse, som påhvilede ansøgeren. Nævnet understregede videre, at udgangspunktet for placering af master i landzone er, at masten placeres i tilknytning til høje konstruktioner i området, og sekundært tæt ved lavere bebyggelse. Men herefter understregede nævnet, men hvis en grundejer ikke ønsker en sådan placering på grundejerens ejendom, ”kan kommunen overveje, om der kan og bør gennemføres ekspropriation efter masteloven”, hvilket kræver en tilladelse fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, og hvor det ikke er kommunen, men tilladelseshaveren, der skal ansøge om tilladelse efter mastelovens § 15, stk. 3. Herefter fandt et enstemmigt nævn, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der kunne meddeles landzonetilladelse til det ansøgte, med henvisning til, at kommunen havde afsøgt alternative placeringsmuligheder og i tilstrækkeligt omfang havde sandsynliggjort, at den valgte placering ville have mindst mulig påvirkning på landskabet, ligesom placeringen var forenelig med opfyldelse af dækningsforpligtelsen. Videre lagde nævnet vægt på, at der ikke i kommuneplanen var fastsat udpegninger af landskabsbeskyttende karakter. Påvirkningen af naboerne var ikke af et sådant omfang, at dette kunne føre til andet resultat. På denne baggrund stadfæstede et enstemmigt nævn kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen må sammenholdes med flere andre afgørelser, som Planklagenævnet traf samme dag om antennemaster nemlig MRF 2024.110 Pkn om antennemast i Silkeborg Kommune og MRF 2024.111 Pkn om antennemast i Køge Kommune. Til forskel fra de nævnte sager var der i denne sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune imidlertid tale om, at landzonetilladelsen var meddelt efter, at de nye, lempeligere regler var trådt i kraft. I relation til nævnets betragtninger om alternative placeringer, når en grundejer afviser placering af antennemast på bestemte dele af ejendommen, er denne begrænsning som udgangspunkt gældende for muligheden for alternative placeringer. Den af nævnet anførte mulighed for at ekspropriere efter masteloven giver dog anledning til en principiel bemærkning. Hvis behovet for ekspropriation er begrundet i planlovens landzoneregler, er det tvivlsomt, om der kan eksproprieres efter masteloven, hvis en tilsvarende dækning fra masten kan opnås på den af grundejeren anviste placering. I så fald er den eneste mulighed, at kommunen vedtager bonuslokalplan og eksproprierer arealet på grundlag heraf efter planlovens § 47, hvor der i øvrigt kan stilles spørgsmål ved, om nødvendighedsbetingelsen i grundlovens § 73 for ekspropriation kan anses for opfyldt.