MRF 2024.104
Planklagenævnets afgørelse af 29. april 2024, j.nr. 23/14211
§ 14-forbud mod nedrivning af traditionelt fiskerhus i Tisvildeleje og opførelse af nyt sommerhus meddelt tre måneder efter ansøgning om byggetilladelse var gyldig, selvom forbuddet blev meddelt to uger efter kommunens vedtagelse af forslag til bevarende lokalplan, hvor de midlertidige retsvirkninger efter planlovens § 17 var trådt i kraft.
Sagen angik ombygning og udvidelse af et eksisterende sommerhus på E’s ejendom i Tisvildeleje. Ejendommen var omfattet af en lokalplan fra 2001, der bl.a. indeholdt forbud mod at nedrive det pågældende sommerhus og bestemte, at ombygning skulle ske ”med respekt for bygningens opførelsestidspunkt og dens oprindelige arkitektoniske udtryk”. I september 2022 igangsatte Gribskov Kommune arbejdet med at udarbejde en ny bevarende lokalplan for området til afløsning af lokalplanen fra 2001. I december 2022 ansøgte E kommunen om byggetilladelse til ombygning og udvidelse af sommerhuset. Kommunens planudvalg besluttede på et møde den 14. marts 2023 at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod E’s projekt, idet kommunen vurderede, at der reelt var tale om nedrivning af et af de ældste fiskerhuse i område. Den 23. marts 2023 sendte kommunen et varsel til E om forbuddet. I mellemtiden offentliggjorde kommunen den 17. maj 2023 et forslag til den nye bevarende lokalplan for området, som blev sendt i offentlig høring. Den 31. maj 2023 meddelte kommunen § 14-forbud til E mod at nedrive sommerhuset med udløb den 27. december 2023. Det fremgik af forbuddet, at kommunen forventede, at huset ved den nye lokalplan ville blive erklæret bevaringsværdig og omfattet af nedrivningsforbud. Forbuddet blev påklaget af E, der navnlig anførte, at projektet var udarbejdet inden for rammerne af den gældende lokalplan, og at der ikke var hjemmel til at nedlægge forbud som følge af det nye planforslags midlertidige retsvirkninger efter planlovens § 17. E gjorde endvidere gældende, at forbuddet ikke var understøttet af planlægningsmæssige hensyn, at forbuddet ikke var tilstrækkeligt begrundet, at E var bibragt en berettiget forventning, og at forbuddet i øvrigt var i strid med proportionalitets- og ligebehandlingsprincipperne. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der var tale om en ombygning/udvidelse af et eksisterende sommerhus, og at ombygningen havde karakter af nedrivning, hvilket kan reguleres ved lokalplan, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 21. Nævnet afviste, at forbuddet kunne anses for ugyldigt, selvom de midlertidige retsvirkninger af forslaget til den nye lokalplan var indtrådt i medfør af planloves § 17 på afgørelsestidspunktet. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var sagligt begrundet, og afviste, at forbuddet var i modstrid med proportionalitetsprincippet eller E’s berettigede forventninger. På den baggrund kunne nævnet ikke give E medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to principielle bemærkninger. For det første må det undre, at kommunen mente, at det var nødvendigt at nedlægge § 14-forbud, når det fremgår af sagens oplysninger, at den omhandlede ejendom hidtil havde været omfattet af en lokalplan fra 2001, der forbød nedrivning af det pågældende sommerhus. Da kommunen vurderede, at den ansøgte ombygning havde karakter af nedrivning, burde ansøgningen om byggetilladelse være mødt med et afslag med henvisning til lokalplanen – og ikke et konstitutivt § 14-forbud. Men selv hvis der ses bort herfra, indeholder sagsforløbet – for det andet – yderligere særlige omstændigheder, der påkalder sig interesse. På tidspunktet for E’s ansøgning om byggetilladelse i december 2022 var ejendommen som anført omfattet af lokalplanen fra 2001. Kommunens planudvalg besluttede i marts 2023, at der skulle nedlægges forbud efter planlovens § 14 mod det ansøgte projekt, men forbuddet blev først meddelt den 31. maj 2023 efter partshøring og varsling af E. I mellemtiden havde kommunen fremsat forslag til bevarende lokalplan, der forbød nedrivning af E’s sommerhus. Efter planlovens § 17 har et sådant forslag retsvirkninger fra tidspunktet for offentliggørelsen, således at ejendomme omfattet af forslaget ikke må udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold. Spørgsmålet var derfor, om kommunen efter offentliggørelsen af forslaget til den bevarende lokalplan kunne meddele E § 14-forbud med de samme retsvirkninger som forslaget. Planklagenævnet anførte herom i afgørelsen, ”at det forhold, at kommunen som opfølgning på varslet af den 23. marts 2023 valgte at nedlægge et forbud efter planlovens § 14, selv om de midlertidige retsvirkninger af forslaget til lokalplan nr. 555.13 på dette tidspunkt var indtrådt i medfør af planloves § 17, ikke medfører, at forbuddet er ugyldigt”. Hertil kan anføres, at udgangspunktet i forvaltningsretten er, at en myndighed skal træffe afgørelse efter de retsregler, der er gældende på afgørelsestidspunktet – ikke ansøgningstidspunktet. Lægges dette til grund i ovenstående sag, var § 14-forbuddet reelt overflødigt efter lokalplanforslagets fremsættelse og burde derfor have været ophævet af Planklagenævnet. Heroverfor kan dog anføres, at planlovens § 14 netop tager sigte på den særlige situation, at plangrundlaget på ansøgningstidspunktet ikke forhindrer det pågældende byggeri, men at kommunen af hensyn til den fremtidige planlægning alligevel ønsker at begrænse ejendommens anvendelse, jf. herom Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 400. Der kan derfor argumenteres for, at kommunen bør gå frem efter fremgangsmåden i planlovens § 14, såfremt den ønsker at forhindre et byggeri, der på ansøgningstidspunktet er i overensstemmelse med plangrundlaget, idet kommunen i så fald skal overholde de strenge tidsmæssige krav i § 14, jf. bl.a. MRF 2021.160 Pkn, MRF 2022.319 Pkn, MRF 2023.52 Pkn, MRF 2023.188 Pkn, MRF 2024.12 Pkn, MRF 2024.101 Pkn og MRF 2024.117 Pkn. Uanset hvordan forholdet mellem planlovens §§ 14 og 17 løses, ligger det dog fast, at såfremt der på tidspunktet for § 14-forbuddets meddelelse ikke er fremsat forslag til ny lokalplan, indebærer en efterfølgende fremsættelse heraf (eller endelig vedtagelse af lokalplan) ikke, at § 14-forbuddet mister sin betydning, jf. MRF 2021.263 Pkn, hvor nævnet ændrede sin tidligere praksis på dette punkt.
(Der er foretaget ændringer i sagsresuméet og kommentaren den 2. september 2024.)