MRF 2023.85
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. marts 2023, j.nr. 21/03915
Ophævet miljøgodkendelse af oplag af spildevandsslam og husdyrgødning i tre eksisterende plansiloer og to eksisterende gylletanke, der frem til 2019 havde været anvendt af større kvægbrug, da Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser ikke kunne overholdes på den del af privat fællesvej, der alene tjente som adgangsvej til virksomheden ved de ca. 660 årlige transporter med til- og frakørsel af spildevandsslam og gylle.
Et A/S søgte i januar 2021 om miljøgodkendelse til at indrette oplag af spildevandsslam og husdyrgødning i tre eksisterende plansiloer og to eksisterende gyllebeholdere, der frem til november 2019 havde været anvendt af større kvægbrug. Spildevandsslammet skulle efterfølgende nyttiggøres af landmænd på marker, og til- og frakørsel skulle ske via Kærvej, som på denne strækning var en privat fællesvej. Vejen Kommune meddelte efter forudgående VVM-screening i februar 2023 miljøgodkendelse som listevirksomhed K212 til det ansøgte på nærmere vilkår, idet kommunen lagde til grund, at plansiloer og gyllebeholdere kunne tages i brug uden, at der krævedes landzonetilladelse, og at det alene var, hvis arealerne skulle befæstes, at sagsbehandling efter planloven var påkrævet. Naboen N påklagede miljøgodkendelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet og gjorde bl.a. gældende, at miljøgodkendelsen var meddelt uden partshøring af nærmeste naboer, at spildevandsslammet ville medføre alvorlige luftgener, at til- og frakørsel ville medføre støj-, lys og lugtgener, og at der kunne ske afdampning fra beholderne. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at efter godkendelsesbekendtgørelsens standardvilkår for K212-listevirksomheder kræves som udgangspunkt ikke dokumentation for, at støjgrænser kan overholdes, men at dette ikke fritager kommunen for at undersøge forholdene yderligere, hvor sagens omstændigheder giver anledning hertil. Nævnet bemærkede, at hverken ansøgningsmaterialet eller miljøgodkendelsen indeholdt en vurdering af støjbelastningen i forbindelse med til- og frakørselsforhold, ligesom det ikke i ansøgningen eller godkendelsen var angivet, hvor mange transporter, virksomheden forventedes at ville medføre. Det fremgik heller ikke af godkendelsen, om den omfattende den del af den private fællesvej, der alene ledte til virksomheden, og som passerede i en afstand af syv meter fra nærmeste nabo. Efter en gennemgang af sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at virksomhedens område omfattede den del af til- og frakørselsvejen, der alene fungerede som adgangsvej for virksomheden, mens den resterende strækning, der var udlagt som vej, og som tillige fungerede som adgangsvej for naboejendommen, ikke skulle medtages som en del af virksomhedens område. Støj fra kørsel på den del af adgangsvejen, der skulle medtages som en del af virksomhedens område, skulle herefter medtages i vurderingen af virksomhedens samlede støjpåvirkning, herunder i forhold til vurderingen af, hvorvidt støjgrænserne i miljøgodkendelsens vilkår kunne overholdes ved nærmeste beboelse. Nævnet fandt, at det med de forventede lastbiltransporter af spildevandsslam i så kort afstand fra beboelse ville være umuligt at overholde de vejledende støjgrænser. Med henvisning hertil ophævede nævnet miljøgodkendelsen med virkning 1 år fra nævnets afgørelse. I forbindelse med fornyet behandling skulle kommunen sikre overholdelse af reglerne om overdækning af beholdere med slam og andet organisk affald under hensyn til, at de to nærmeste naboer var placeret 136 meter henholdsvis 194 meter fra anlægget. Endvidere skulle kommunen være opmærksom på, at i hvert fald den nærmeste nabo efter nævnets opfattelse måtte anses så individuelt berørt, at den pågældende havde krav på partshøring.
Kommentar: Afgørelsen, der i et år opretholder den gældende miljøgodkendelse for anlægget, giver anledning til to kommentarer. For det første forudsætter afgørelsen, at støj- og luftgener, der udgår fra til- og frakørsel på en privat fællesvej, kan reguleres af miljøgodkendelsen for den strækning, der alene tjener som adgangsvej til virksomheden. Sml. også MRF 2023.82 Mfk. Denne fortolkning er næppe utvivlsom, da private fællesveje og offentlig veje normalt sidestilles mht. miljøregulering, så miljøvirkninger fra færdsel på private fællesveje ikke kan reguleres ved miljøgodkendelse, men reguleres af færdselsloven på linje med miljøgener fra offentlig vej. Det må dog noteres, at det tidligere Miljøklagenævn i MAD 2005.908 Mkn i en lignende sag om en maskinfabrik ikke fandt anledning til at underkende, at miljøgener på privat fællesvej kan reguleres i miljøgodkendelsen på den strækning, der alene gav adgang til maskinfabrikken, idet nævnet afviste, at problemet var principielt. Det må ligeledes noteres, at afgørelsen i sagen fra Vejen følger praksis i sager om miljøgodkendelse af husdyrbrug, men problemstillingen kunne fortjene en nærmere overvejelse fra nævnet. For det andet er miljøgodkendelse i almindelighed betinget af, at forholdet til planloven er afklaret, inden godkendelsen meddeles, jf. miljøbeskyttelseslovens § 4 og f.eks. MRF 2021.36 Mfk. I sagen fra Vejen fremgår det, at der placeres et industrielt betonet anlæg for bl.a. spildevandsslam på en landbrugsejendom i landzone, hvilket normalt vil udløse krav om landzonetilladelse. Dette kan Miljø- og Fødevareklagenævnet imidlertid ikke direkte tage stilling til, hvilket må være forklaringen på, at spørgsmålet er forbigået i afgørelsen. Der vil dog kunne opstå en noget særegen situation, hvis naboen måtte rejse spørgsmål om manglende landzonetilladelse, da Miljø- og Fødevareklagenævnet med afgørelsen har givet virksomheden ret til at udnytte den ophævede miljøgodkendelse frem til 16. marts 2024. Så selv om etablering kræver landzonetilladelse, vil dette næppe kunne eksekveres før 16. marts 2024.