MRF 2023.70
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. februar 2023, j.nr. 21/05718
Afvist klage fra ejer over kommunes registrering af § 3-mose, da klagen var indgivet 29 dage efter modtagelsen den 2. marts 2021, uden det blev tillagt betydning, at afgørelsen var dateret den 3. marts 2021.
Gribskov Kommune fremsendte den 2. marts 2021 digital meddelelse til ejers repræsentant om, at 173 m2 af ejerens ejendom var registreret som § 3-mose, da arealet indgik i en mose på naboejendomme, idet selve afgørelsen var dateret den 3. marts 2021. Ejeren påklagede registreringen den 31. marts 2021, hvor ejeren gjorde gældende, at den nuværende stand af det registrerede areal skyldtes manglende vedligeholdelse, og at registreringen vil forringe muligheden for salg af ejendommen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) afviste klagen med henvisning til, at klagefristen var overskredet, uden det blev tillagt betydning, at afgørelsen var dateret den 3. marts 2021, da det kunne lægges til grund, at afgørelsen var kommet frem den 2. marts 2021.
Kommentar: Klagenævnets afvisning pga. overskridelse af klagefrist giver anledning til to bemærkninger. Den ene er, at registreringen som § 3 ikke er en egentlig ”afgørelse” i forvaltningslovens forstand, fordi en lokalitet kan være omfattet af § 3 uden at være registreret, og fordi en § 3-registreret lokalitet ikke nødvendigvis er omfattet af § 3, hvilket bl.a. hænger sammen med, at lokaliteten kan vokse ud og ind af beskyttelsen. Kommunens registreringen af § 3-lokaliteter tjener derfor alene som administrationsgrundlag. Dette ændrer dog ikke ved, at skiftende klagenævn for afgørelser efter naturbeskyttelsesloven har accepteret klager fra ejere over registrering af § 3-lokalitet på ejerens ejendom, som det f.eks. fremgår af MRF 2021.234 Mfk og MRF 2022.201 Mfk, hvorimod klager fra miljøorganisationer over manglende registrering efter fast praksis afvises, jf. MAD 2009.512 Nkn. Natur- og Landbrugskommissionens rapport fra 2013 anbefalede, at det fremover kun var lokaliteter, der var registreret som § 3, som blev omfattet af bestemmelsen for at skabe større klarhed om retsstillingen, men forslaget blev ikke gennemført – se hertil kritisk Pagh: TfM 2015.96. I dette lys kan det forekomme lidt uforståeligt, at klagenævnet afviser klagen pga. klagefristen, da der ikke er tale om en afgørelse, og da kommunens afgørelse i alle tilfælde ikke vil have retskraft under en eventuel senere sag om afslag på dispensation fra § 3 eller om lovliggørelse af forhold i strid med § 3. Den anden bemærkning er, at klagenævnet anlagde en skærpet fortolkning af klagefristen, når klagenævnet så bort fra afgørelsens datering. Hvis der er uklarhed om, fra hvilken dato klagefristen skal regnes, er det nærliggende at lægge vægt på det seneste tidspunkt, jf. f.eks. MAD 2008.1559 Mkn. Når dette sammenholdes med, at de af ejeren anførte anbringender ikke kunne begrunde, at arealet ikke blev registreret som § 3-beskyttet, må afgørelsen tages som udtryk for, at klagenævnet anser tidspunktet for fremkomst af digital meddelelse som udslagsgivende, uanset at afgørelsen anfører en senere dato. Det må dog medgives klagenævnet, at ombudsmandens udtalelse i FOB 2021.16 lægger vægt på modtagelsestidspunktet, når der er givet korrekt klagevejledning.