MRF 2023.67/2
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. januar 2023 (berigtiget 24. februar 2023), j.nr. 22/01865
Ophævet og hjemvist afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af parkeringsplads på eng, da afgørelsen var truffet på utilstrækkeligt oplyst grundlag, idet det ikke fremgik, om det alene var den vejledende registrering, der var lagt til grund, eller om der konkret var foretaget en vurdering af arealets beskyttelsesstatus, og da der tillige var begrundelsesmangler.
Odense Kommune meddelte i september 2020 afslag på ansøgning om landzonetilladelse og dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 og § 16 til etablering af et parkeringsareal på E’s 7,91 ha store ejendom. På ejendommen lå bl.a. døgninstitution, grundskole, flere fritliggende enfamilieshuse, idrætshal og en motocrossbane. På ejendommen var et areal på ca. 2,12 ha registret som beskyttet eng, jf. naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, som udgjorde en del af en samlet registrering på 7,62 ha. Der var endvidere registreret tre søer og et mindre moseareal, ligesom ca. halvdelen af matriklen var beliggende inden for åbeskyttelseslinjen. Nærmeste Natura 2000-område lå ca. 2,6 km vest for arealet. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte, at de parkeringsmæssige problemer ikke kunne løses på anden vis end med det ansøgte parkeringsareal, navnlig af hensyn til trafiksikkerheden for mindre børn. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at afgørelsen om afslag på landzonetilladelse tillige indeholdt en afgørelse om afslag på dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet fandt, at afgørelsen ikke var truffet på tilstrækkeligt oplyst grundlag i forhold til arealets beskyttelsesstatus efter naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke fremgik, om det alene var den vejledende registrering af § 3-beskyttelsen, der var lagt til grund for vurderingen, eller om der konkret var foretaget en vurdering af arealets beskyttelsesstatus, herunder arealets naturtilstand. Det fremgik således ikke, om kommunen havde inddraget oplysninger om de almindelige kriterier for beskyttelse af enge som arealets vegetationssammensætning, jordbund, fugtighedsforhold og beliggenhed. Nævnet lagde endvidere til grund, at kommunen heller ikke havde inddraget luftfotos, foretaget besigtigelse eller lignende, som understøttede, at arealet var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet fandt desuden, at afgørelsen ikke opfyldte kravene til begrundelse i forvaltningslovens § 24, og at begrundelsesmanglen var konkret væsentlig, da kommunen i afgørelsen blot havde konstateret, at det ansøgte var i strid med naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen havde således ikke foretaget en konkret vurdering eller nærmere redegjort for de hensyn, der var lagt vægt på i forbindelse med afslaget, herunder hvorvidt kommunen havde vurderet, om der kunne meddeles dispensation til det ansøgte, og der manglede tillige en henvisning til bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, som afgørelsen var truffet efter. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede på denne baggrund afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at det i naturbeskyttelseslovens § 3 indeholdte forbud mod tilstandsændringer af beskyttede naturtyper gælder umiddelbart og derfor ikke kræver en selvstændig afgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet forudsatte i MRF 2023.86/2 Mfk. Da naturen er dynamisk, kan et areal både vokse ind i og ud af § 3-beskyttelsen, hvilket betyder, at den vejledende registrering af et areal som omfattet af § 3 ikke er tilstrækkelig. I forbindelse med ansøgninger må kommunen derfor foretage en konkret vurdering af, om arealet er omfattet af § 3 uanset den vejledende registrering. I afgørelsen har nævnet tillige understreget, at det almindelige begrundelseskrav i forvaltningslovens § 24 ikke blot er et formelt krav, men kan føre til ugyldighed, hvis begrundelsesmanglen må anses for konkret væsentlig, hvilket ligeledes er fast antaget i forvaltningsretlig teori – se Revsbech m.fl., Forvaltningsret – sagsbehandling, 8. udg., 2019, s. 381. I denne sag fandt nævnet, at begrundelsesmanglen var konkret væsentlig, fordi afgørelsen ikke oplyste, hvilke forhold der var lagt vægt på. Se tilsvarende MRF 2022.46 Pkn og MRF 2022.237 Pkn, hvor begrundelsesmangler førte til ophævelse af afgørelserne.