MRF 2023.37/2
Retten i Helsingørs dom af 4. januar 2023, sag BS-17071/2021-HEL
A (adv. Philip Lönberg) mod B (adv. Jakob Vinding)
A, der i 2015 erhvervede en ejendom, havde ikke godtgjort, at naboejendoms ikke-tinglyste vejret over E’s ejendom var bortfaldet, da vejen fremgik af matrikelkort og vejadgangen var væsentlig for naboejendommen, jf. § 1 i lov om private vejrettigheder.
Sagen drejede sig om, at A i 2015 erhvervede en ejendom, hvor B som ejer af naboejendommen mente at have vejret, da B’s vejadgang fremgik af matrikelkort, jf. § 1 i lov om private vejrettigheder fra 1938. A mente modsat, at B ikke havde vejret over A’s ejendom. Dette førte i første omgang til, at A indbragte en sag for Gribskov Kommune om nedlæggelse af B’s vedadgang efter lov om private fællesveje §72, hvor kommunen i september 2019 afviste at nedlægge vejen med den begrundelse, at vejadgangen var eneste lovlige vejadgangsvej til B’s ejendomme. Herefter anlagde A i april 2021 sag mod B med påstand om, at B skulle anerkende, at vejarealet på A’s ejendom ikke var den eneste og væsentligste adgang til B’s ejendomme, og at B’s utinglyste vejret var bortfaldet, da A i god tro havde tinglyst skøde på ejendommen. B påstod principalt afvisning med henvisning til, at påstanden var for ubestemt, og subsidiært frifindelse. Til støtte for frifindelsespåstanden gjorde B bl.a. gældende, at vejadgangen over A’s ejendom var den eneste lovlige vejadgang til markerne, der lå bag A’s ejendom, og at andre ikke-godkendte udkørsler hverken skabte ret til brug eller ændrede pligten for den tjenende ejendom. Byretten fandt, at A’s påstand var tilstrækkelig præcis til at kunne danne grundlag for dommen, og tog derfor ikke B’s afvisningspåstand til følge. Herefter lagde byretten til grund, at B’s adgangsvej over A’s ejendom fremgik af matrikelkort, og på baggrund af vidneførsel fandtes det godtgjort, at vejen over A’s ejendom var den væsentligste adgang til flere af B’s marker, og at vejadgangen havde været anvendt af B og tidligere forpagtere frem til, at A blokerede vejadgangen. A havde derfor ikke ført bevis for, at B ikke havde ret til vejen, jf. § 1, stk. 2, i lov om private vejrettigheder. Som følge heraf kunne retten til at benytte vejen ikke fortrænges af senere af erhververe over den tjenende ejendom, selv om retten ikke var tinglyst. B blev herefter frifundet.
Kommentar: Dommen er et eksempel på betydningen af loven fra 1938 om private vejrettigheder, der fortsat gælder ved siden af lov om private fællesveje. Lov om private vejrettigheder § 1 lyder: ”Når en vej er eneste eller væsentligste adgang til en ejendom eller til nogen af dennes lodder, og vejen er angivet på matrikelskortet, hvis udvisende i det væsentlige stemmer med forholdene i marken, kan retten til denne vej, selv om den ikke er tinglyst, ikke fortrænges af senere erhververe af rettigheder over den tjenende ejendom ifølge aftale eller retsforfølgning. Stk. 2. Den, der vil bestride, at der foreligger en ret til vejen, når de i stk. 1 nævnte betingelser er til stede, har bevisbyrden”. Lov om private vejrettigheder afviger således fra tinglysningslovens almindelige ordning, hvorefter en godtroende erhverver ikke er forpligtet af en ikke-tinglyst ret. Hvorvidt A i denne sag var i god tro og ikke kendte til vejadgangen, var derfor kun relevant, hvis A kunne løfte bevisbyrden for, at B ikke havde vejret over A’s ejendom, hvilket efter vejrettighedslovens § 1, stk. 2, kræver, at A kunne løfte beviset for, at vejen ikke var den væsentligste vejadgang til B’s ejendomme. Samtidig illustrerer Højesterets dom i MRF 2022.157 H, at de ikke-tinglyste private vejrettigheder på grundlag af 1938-loven alene har betydning, hvis dette gøres gældende, og da anbringende herom var frafaldet for Højesteret, fik vejrettighedsloven ikke betydning for udfaldet i den sag. For nyere praksis om loven se også MRF 2021.205 V og MRF 2021.216 B.