MRF 2023.327
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. december 2023, j.nr. 22/00564
Ophævet og hjemvist Syddjurs Kommunes nedklassificering af det offentlige vandløb Kelstrup Bæk til privat vandløb, da kommunen ikke på datoen for afgørelsen havde vedligeholdt vandløbet i overensstemmelse med vandløbsregulativet i overensstemmelse med § 3, stk. 5, i bekendtgørelse om klassifikation og registrering af vandløb.
Med afgørelse af 21. oktober 2021 traf Syddjurs Kommune afgørelse om at nedklassificere det offentlige vandløb Kelstrup Bæk på stationeringen 0-1.580 meter med virkning fra den 1. januar 2022, hvorefter vedligeholdelsen påhvilede de private bredejere. Det fremgik af afgørelsen, at Kelstrup Bæk afvandede et opland på 260 ha, hvoraf 4,8 ha var befæstet areal. Der forelå ikke udledning fra regnvandskloakerede områder inden for oplandet, og afvandingen af det befæstede areal blev vurderet at nedsive i vejgrøfter. Den samlede afstrømning fra offentlige formål blev derfor vurderet at være minimal, og vandløbet tjente primært til afledning af vand fra private arealer for otte bredejere. Det fremgik af afgørelsen, at der ved besigtigelse var konstateret mangler med hensyn til den regulativmæssige tilstand, men at der efterfølgende ville blive gennemført udbedring. Afgørelsen blev påklaget af en bredejer, der anførte, at der ikke forelå dokumentation for, at vandløbet var vedligeholdt, ligesom der ikke forelå planer om, at kommunen ville gennemføre vedligeholdelse inden beslutningen om nedklassificering med virkning fra den 1. januar 2022. Under klagesagen oplyste kommunen, at udbedringer i forhold til regulativmæssig tilstand ville være færdiggjort inden overdragelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at det fremgår af vandløbslovens § 10, at vandløbsmyndigheden kan træffe afgørelse om, at et vandløb skal udgå af den hidtidige klasse, og efter § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om klassifikation og registrering af vandløb, kan offentlige vandløb nedklassificeres til private vandløb, når det vurderes, at vandløbet primært tjener private formål. Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 5, skal vandløbet på datoen for beslutningen om nedklassificering være vedligeholdt i overensstemmelse med regulativet for vandløbet. Dette skal ses i sammenhæng med vandløbslovens § 27 om vedligeholdelse i overensstemmelse med vandløbsregulativets bestemmelser, så der ved regulativmæssig skikkelse eller vandføringsevne på datoen for nedklassificering ikke kan stilles yderligere krav fra bredejernes side i forbindelse med nedklassificeringen. Nævnet konstaterede, at det før beslutningen var konstateret, at der ikke forelå regulativmæssig tilstand for vandløbet, og at kommunen havde oplyst, at udbedringer var igangsat, hvorfor vedligeholdelsesarbejderne ikke var gennemført på tidspunktet for kommunens afgørelse. Nævnet ophævede derfor afgørelsen som utilstrækkeligt oplyst og hjemviste sagen til fornyet behandling med bemærkning om, at der ved vurderingen af, om et vandløb kan nedklassificeres, skal benyttes en beregningsmodel, der tager udgangspunkt i den faktiske mængde regnvand, der har afstrømning til vandløbet, og ikke alene af offentlige arealers andel af det samlede opland, samt at beregningen skal foretages som en ”worst case-beregning” af højst mulige afledning af vand til vandløbet fra offentlige arealer, jf. MRF 2022.111 Mfk.
Kommentar: Sagen illustrerer nok en bredere tendens i kommunerne, der ved at omklassificere offentlige vandløb til private vandløb kan reducere kommunens udgifter til vandløbsvedligeholdelse. Som nævnets afgørelse viser, kræver en sådan omklassificering dog dels, at vandløbet i alt væsentlig afvander fra private lodsejere, dels at kommunen forud for afgørelsen har bragt vandløbet i regulativmæssig stand, jf. også MRF 2022.111 Mfk og MAD 2013.3002 Nmk. I disse sager vil det ligeledes være relevant at undersøge, om der foreligger tidligere vandløbsretsafgørelser vedrørende vedligeholdelse og klassificering, og om dette er tillagt betydning i forbindelse med eventuel erstatning til lodsejere.