MRF 2023.32/2
Østre Landsrets dom af 5. april 2023, 22. afd., sag BS-8764/2022-OLR
(Karen Hald, Peter Thønnings og Pia Hjort Mehlbye (kst.))
Odense Kommune (adv. Jens Flensborg) mod Jørgen Peder Nielsen (adv. Line Marie Ledet Maagaard, prøve)
Lodsejer havde ikke krav på yderligere ekspropriationserstatning som følge af fradrag for fordele, idet vejanlæg i sammenhæng med en lokalplan muliggjorde udstykning til erhvervsformål og dermed en stigning i arealets handelsværdi.
Odense Kommune (K) traf den 8. marts 2017 afgørelse om ekspropriation af en lodsejers (E) landbrugsareal til brug for vejanlæg. Taksationskommissionen fastsatte arealerstatningen til ca. 124.000 kr., der af overtaksationskommissionen blev forhøjet til ca. 174.000 kr. Taksationsmyndighederne foretog fradrag for fordele efter vejlovens § 103, stk. 2, med den begrundelse, at vejen i sammenhæng med lokalplan 5-706 vedtaget den 8. oktober 2014, der udlagde E’s areal til erhvervsformål, indebar udstykningsmuligheder, der havde positiv betydning for værdien af E’s areal. Et mindretal på to medlemmer af overtaksationskommissionen fandt, at der ikke var tale om sådanne fordele, at erstatningen kunne afkortes. E sagsøgte K med påstand om ca. 834.000 kr. i yderligere erstatning. E gjorde overordnet gældende, at der uberettiget var foretaget fradrag for fordele i ekspropriationserstatningen, herunder fordi E ikke fik særlig gavn af vejen, og fordi E led et driftsmæssigt tab, der ikke kunne opvejes af en eventuel stigning i arealets handelsværdi, da han ikke var interesseret i at sælge. K nedlagde påstand om frifindelse og gjorde overordnet gældende, at E havde fået fuldstændig erstatning med overtaksationskommissionens kendelse, idet der med rette var sket fradrag for fordele, og at retten ikke havde grundlag for at tilsidesætte kommissionens værdiskøn. Byretten gav E medhold med den begrundelse, at K ikke havde løftet bevisbyrden for, at vejanlægget var den udløsende faktor for værdistigningen af E’s ejendom, herunder fordi vejen fandtes nødvendig for den generelle trafikudvikling i området, herunder til sygehuset, og dermed ikke tog sigte alene på et nyt erhvervsområde. K ankede dommen til landsretten, der tog K’s frifindelsespåstand til følge. Landsretten lagde navnlig vægt på, at vejanlægget muliggjorde, at der på dele af E’s areal i henhold til lokalplanen kunne udstykkes attraktive erhvervsgrunde, og at bortsalg med henblik på udstykning herefter kunne ske til en pris, der var betydeligt over den hidtidige værdi af ejendommen. Landsretten fremhævede i den forbindelse, at de relevante dele af E’s areal i kommuneplanen havde været angivet som erhvervsområde siden 1993. Landsretten fandt på dette grundlag, at K havde løftet bevisbyrden for afkortning af erstatning i henhold til vejlovens § 103, stk. 2.
Kommentar: Spørgsmål om fradrag for fordele er både teoretisk vanskelige og på det seneste blevet højaktuelle inden for taksationspraksis, herunder som følge af de mange infrastrukturprojekter til brug for kollektiv transport i større byer, jf. f.eks. MAD 2023.266 V (anket) om Århus Letbane samt U 2021.3784 H og U 2024.3784 H om flere verserende sager. Om problemstillingen se Mølbeck m.fl., Ekspropriation i praksis, 2. udg., 2019, s. 309 ff., Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 787 ff., Larsen i MRF 2021C.2 og Madsen i MRF 2021C.5. Princippet om fradrag for fordele stammer fra den formueretlige berigelsesgrundsætning ”compensatio lucri cum damno” og er på området for kommunal ekspropriation kodificeret i vejlovens § 103, stk. 2, der lyder: ”En eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, skal fradrages erstatningen. Erstatningen kan helt bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen”. Berigelsesgrundsætningen må imidlertid afvejes over for lighedshensynet, hvor andre end ejeren af den eksproprierede ejendom opnår økonomisk fordel af det anlæg, der eksproprieres til. Som denne dom bekræfter, er det eksproprianten, som har bevisbyrden for, at betingelserne er opfyldt, jf. også FED 2003.2030 Ø. Det principielle spørgsmål, som denne dom berører, handler om årsagssammenhæng. Den værdiforøgelse af E’s areal, der ifølge landsretten kunne begrunde en afkortning efter § 103, stk. 2, skyldtes nemlig ikke ekspropriationen fra 2017 isoleret set, men kombinationen af ekspropriationsanlægget (vejen) og lokalplan 5-706 fra 2014. Hertil kom, som byretten fremhævede, at vejen ifølge plangrundlaget ikke udelukkende blev etableret af hensyn til det pågældende erhvervsområde. Man kan derfor diskutere, om betingelsen i § 103, stk. 2, om, at værdiforøgelsen opstår ”på grund af ekspropriationen”, var opfyldt. Forholdet minder en del om dommen i U 1970.135/2 H, hvor Højesterets flertal fandt, at der kunne ske afkortning af erstatningen efter den dagældende pendant til vejlovens § 103, stk. 2 (vejbestyrelseslovens § 26, stk. 2) med den begrundelse, at vejanlægget og ændringerne af lokalplanen måtte betragtes som en helhed. Dommen er også på linje med øvrig taksationspraksis, jf. bl.a. MAD 2011.1037 og MAD 2012.1448. Omvendt er det ikke uproblematisk, hvis en myndighed så at sige kan ”planlægge” sig ud af forpligtelsen til at betale fuldstændig erstatning for ekspropriative indgreb. Det principielle argument er, at planlægning som udgangspunkt er udtryk for erstatningsfri regulering, hvorfor ulemper forbundet hermed ikke udløser erstatning; modsætningsvist kan der herefter argumenteres for, at fordele forbundet hermed som udgangspunkt ikke skal kunne fradrages en ekspropriationserstatning, hvor der dog må tages forbehold for helt specielle fordele. Der kommer forhåbentlig mere klarhed over nogle af disse spørgsmål i den nærmere fremtid i forbindelse med de verserende søgsmål. Det må i alle tilfælde tiltrædes, når retten ikke vil tillægge det betydning, at E ikke havde en aktuel interesse i salg, jf. også KFE 2014.267. Hvis kommunen ønsker at realisere sin plan om erhvervsområde på E’s areal, må den efter planlovens § 47 ekspropriere arealet til den højere handelspris. Det fremgår ikke klart, om E af taksationsmyndighederne fik erstatning for ulemper for den landbrugsmæssige drift, som vejanlægget afstedkom (defigurering), og landsretten tog så vidt ses ikke selvstændig stilling hertil. Det må i øvrigt anses for en mangel, at hverken byretten eller landsretten oplyser om det lovmæssige grundlag for ekspropriation, som i dette tilfælde både kan være planlovens § 47 og vejlovens § 96, og det kan næppe helt udelukkes, at lovhjemlen for ekspropriation kan have betydning for, hvordan fradrag for fordele skal opgøres.