MRF 2021C.5
Specialeafhandling om nyere praksis om begrænsninger i fradragsadgangen for fordele i erstatningsudmålingen ved ekspropriation
Af cand.jur. Nicolai Uno Madsen
Forord af Peter Pagh
De mange nye anlæg af bl.a. letbaner, metrobyggeri, kystbeskyttelsesanlæg og veje har især i de senere år givet anledning til et betydeligt antal sager om fradrag for fordele i erstatningsudmålingen ved delekspropriation af arealer og angår et mere grundlæggende juridisk dilemma. Ejeren af det eksproprierede areal skal efter berigelsesgrundsætning ikke opnå en berigelse ved ekspropriationen, men omvendt skal ejeren efter lighedsgrundsætningen ikke stilles ringere end de naboer, der også måtte opnå en fordel ved det anlæg, som der eksproprieres til. Spørgsmålet er med andre ord, hvornår en fordel for den eksproprierede ejendom er så generel, at der ikke skal ske fradrag i erstatningsudmålingen på baggrund af lighedsgrundsætningen, og hvilken betydning det har, at der i nogle love er hjemmel til at fradrage generelle fordele.
Afhandlingen belyser med fyldig inddragelse af teori og tidligere praksis, hvordan svaret på spørgsmålene er blevet nuanceret i bl.a. nyere taksationspraksis om Hovedstadens Letbane, der ifølge forfatteren præges af to forskellige ”skoler”, som følges af taksationsmyndighederne. Den ene er, at fradrag for generelle fordele forudsætter en konkretisering af, hvilke udnyttelses- og anvendelsesmuligheder der tilføres ejendommen. Den anden skole er, at det er tilstrækkeligt at godtgøre, at der foreligger en potentiel fordel for den tilbageværende eksproprierede ejendom. Flere af de seneste taksationskendelser er indbragt for domstolene, og der må forventes en yderligere afklaring af retsstillingen. Afhandlingen har især interesse for jurister, der arbejder med taksation og ekspropriation.