MRF 2023.311
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. november 2023, j.nr. 20/02834
Ophævet VVM-screeningafgørelse, miljøgodkendelse og vandindvindingstilladelse fra 2019 til eksisterende ferskvandsdambrug i Natura 2000-område, da væsentlighedsvurderingen forudsatte afhjælpende foranstaltninger med bl.a. vilkår i miljøgodkendelsen om gitterstørrelse ved vandindtag til dambruget, hvorfor projektet krævede konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, og VVM-tilladelse.
Vejen Kommune traf den 15. oktober 2019 screeningafgørelse i medfør af miljøvurderingslovens § 21 om, at ændring af et eksisterende ferskvandsdambrug på en ejendom i Brørup ikke krævede miljøvurdering og VVM-tilladelse. Samme dag meddelte kommunen miljøgodkendelse til dambruget med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 33 og vandindvindingstilladelse til dambrugsdriften til indvinding af 350 liter vand pr. sekund fra Bramming-Holsted Å. Dambruget, der ikke tidligere var miljøgodkendt, men havde en produktionstilladelse fra 1989, var beliggende i Natura 2000-område nr. 90, hvor der på udpegningsgrundlaget er bl.a. odder og den prioriterede (lakse)art snæbel. Holsted Å, som dambruget har vandindtag fra, løber videre ud i Sneum Å, som udmunder i Vadehavet. Af miljøgodkendelsen fremgik, at ændringerne i dambruget bl.a. bestod i, at en række damme, der periodevis havde været anvendt som yngeldamme, blev omdannet til en plantelagune på 2.500 m2, at der blev opsat mikrosigte, og at der etableredes tæt membran i et eksisterende slamdepot. Desuden skulle der etableres to nye damme i et eksisterende bundfældningsanlæg. Af screeningafgørelsen fremgik, at vilkår i miljøgodkendelsen og vandindvindingstilladelsen sikrede Holsted Å mod væsentlig negativ påvirkning fra dambrugets indtag og udledning af vand. Det var kommunens vurdering, at der formentlig forekom odder i projektområdet, men der var ikke i øvrigt kendskab til forekomst af beskyttede arter. Videre fremgik, at der var udarbejdet en væsentlighedsvurdering (habitatscreening) efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, der konkluderede, at dambrugsdriften hverken i sig selv eller kumulation med andre planer eller projekter, ville påvirke miljøet eller Natura 2000-områder i sted med områdernes miljømål, og at projektet ikke ville medføre negativ påvirkning af bilag IV-arter. Af væsentlighedsvurderingen fremgik, at miljøgodkendelsen var meddelt på en række vilkår af hensyn til bl.a. opgang af snæbel, flod- og havlampret, herunder at dambruget skulle afgitres med en 6 mm rist ved indløb og en 10 mm rist ved udløb. Med henvisning til, at vilkårene ville sikre gode forhold for habitatarter, var der efter kommunens opfattelse ikke grund til at udarbejde en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Screeningsafgørelsen, miljøgodkendelsen og vandindvindingstilladelsen blev påklaget af Danmarks Sportsfiskerforbund, der bl.a. gjorde gældende, at der skulle være gennemført konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at afhjælpende foranstaltninger ikke kan tages i betragtning ved væsentlighedsvurderingen efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, men at disse først kan endeligt fastlægges, når et projekts sandsynlige virkninger på Natura 2000-området er belyst i en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, hvilket efter nævnspraksis medfører, at projektet kun kan tillades efter miljøvurderingslovens § 25. Som følge heraf ophævede nævnet screeningsafgørelsen, miljøgodkendelsen og vandindvindingstilladelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om, at hvis et projekt indeholder afværgeforanstaltninger for at undgå skadelig virkning på Natura 2000-områders udpegningsgrundlag, skal der gennemføres en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, er i overensstemmelse med EU-Domstolens fortolkning af habitatdirektivets art. 6, stk. 3, jf. bl.a. sag C-323/17 og senest sag C-721/21 (MRF 2023.97) samt fast klagenævnspraksis som f.eks. MRF 2021.183 Mfk og MRF 2023.177 Mfk. I dette tilfælde vedrører nævnets afgørelse en miljøgodkendelse og vandindvindingstilladelse fra 2019 til et bestående dambrug samt ændringer heri, og der er i afgørelsen ikke oplysninger om, at klagen var tillagt opsættende virkning, og det er derfor muligt, at tilladelserne er udnyttet af dambruget. I konsekvens af afgørelserne skal kommunen herefter afgøre, om der skal ske fysisk eller retlig lovliggørelse, herunder om der er grundlag for (midlertidigt) at standse dambrugets drift. En retlig lovliggørelse vil kræve, at dambruget skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport, som også skal omfatte virkninger efter tilladelsen har været udnyttet, og som herefter skal i offentlig høring, før der kan meddeles tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, som i øvrigt vil kunne påklages på ny. Om denne problemstilling se i øvrigt Haugsted: ’Når forvaltningen tolererer lovovertrædelser’, i Bryde Andersen m.fl. (red.): Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 279 ff.