MRF 2023.291
Retten i Helsingørs dom af 16. november 2023, sag BS-36166/2022-HEL
A og B mod C Kommune
Kommune var ikke erstatningspligtig for et olieudslip i 1986 fra en defekt rørsamling på olietank på kommunens ejendom, der havde spredt sig til N’s naboejendom, da kommunen ikke havde handlet ansvarspådragende, og ansvar var forældet. Kommunens erklæring i 2019 til N om at foretage det fornødne i tilfælde af forurening var ikke en erstatningsmæssig indeståelse.
I 1986 skete der et udslip på 2.500 liter olie fra en defekt rørsamling på en nedgravet olietank på en ejendom ejet af C Kommune. Kommunen iværksatte afgravning af en del af forureningen samt afværgepumpning i en kort periode derefter for at forhindre spredning. I forbindelse med kommunens forberedelser af et salg af ejendommen i 2019 blev kommunen opmærksom på en restforurening. Kommunen informerede regionen, som kortlagde ejendommen som vidensniveau 2. Videre henvendte kommunen sig til ejerne af naboejendommen i 2019 med henblik på at få foretaget prøveboringer på naboejendommen. Kommunen erklærede i den forbindelse, at ”Finder [kommunen] en forurening, der kan henledes til den gældende olieforurening, vil [kommunen] vedkende sig denne samt håndteringen af den”. Efterfølgende blev der konstateret forurening på naboejendommen, som blev kortlagt til vidensniveau 2 med F0-nuancering. Naboerne rejste herefter – på baggrund af syn og skøn – krav om erstatning for værditab som følge af jordforureningen med henvisning til almindelige erstatningsregler uden for kontrakt, naboretten og EMRK. Videre gjorde naboerne gældende, at kommunens erklæring måtte anses for et tilsagn om at påtage sig ansvaret for forureningen, der havde givet naboerne en berettiget forventning om, at kommunen ville foretage oprensning og i det hele holde sagsøgerne skadesløse for ethvert økonomisk tab som følge af olieforureningen. Byretten lagde til grund, at kommunens ansvar for forureningen måtte bedømmes efter de i 1986 gældende regler og ikke efter jordforureningslovens regler, og at der derfor ikke gjaldt et objektivt ansvar for skaden, men at kommunens ansvar skulle bedømmes efter de almindelige erstatningsregler. Herefter fandt retten, at der ikke forelå oplysninger, som godtgjorde, at kommunen havde handlet uagtsomt, og afviste derfor at der forelå et ansvarsgrundlag. Videre afviste retten, at kommunen kunne anses for erstatningsansvarlig baseret på naboretlige principper eller EMRK. Retten bemærkede, at et eventuelt erstatningsansvar ville være forældet, da den absolutte forældelsesfrist var udløbet, inden sagen blev anlagt. Retten fandt herefter, at kommunen heller ikke havde påtaget sig et selvstændigt ansvar for oprensning af forurening ved erklæringen fra 2019, hverken efter erklæringens ordlyd eller i den sammenhæng, som erklæringen blev fremsat. Erklæringen var alene udtryk for, at kommunen ville sørge for at foretage det videre fornødne med henblik på håndteringen af olieforureningen, hvilket ”bestod i underretning af den relevante myndighed og i at rette sig efter de påbud mv., som regionen måtte finde anledning til”. Med henvisning hertil afviste byretten, at erklæringen kunne fortolkes som et løfte om at påtage sig et erstatningsansvar for en eventuel værdiforringelse af naboejendommen. Retten henviste i den forbindelse til, at økonomi ikke blev berørt i erklæringen, og at kommunen ikke udtrykkeligt havde forpligtet sig til at kompensere for værdiforringelsen, hvorfor erstatning allerede af denne grund var udelukket. C Kommune blev på denne baggrund frifundet.
Kommentar: Dommen forekommer på flere punkter ikke overbevisende. I forhold til forældelse er det korrekt, at kommunens mulige ansvar for udledningen i 1986 var forældet, og at ansvar uden for kontrakt derfor må afvises. Men herefter vil kommunen efter den gældende praksis i Miljø- og Fødevareklagenævnet tillige skulle godtgøre, at der ikke er grundlag for påbud om lovliggørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 69, jf. f.eks. MRF 2021.313 Mfk. Dette vil dog i dette tilfælde kunne begrundes med, at kommunen ikke i 1986 havde rådighed over naboejendommen, så resultatet vil på dette punkt i alle tilfælde blive det samme. Det samme er ikke nødvendigvis tilfældet i forhold til rettens fortolkning af kommunens erklæring fra 2019, der efter byrettens forståelse betyder, at kommunen blot har erklæret at ville overholde lovgivningen. Så det principielle spørgsmål er, om borgere kan forvente, at kommuners erklæringer om at foretage det fornødne ved opdagelse af forurening er udtryk for, at kommunen vil foretage sig mere end, hvad kommunen i alle tilfælde måtte være forpligtet til, eller om kommunen blot vil overholde loven.