MRF 2023.285
Retten i Aarhus’ dom af 11. oktober 2023, sag BS-16839/2021-ARH
A (adv. Gert Møller Lund) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Ikke krav på genoptagelse af kommunes afslag fra 2009 på lovliggørende dispensation fra lokalplan til tagterrasse, da forhold på andre ejendomme ikke var sammenlignelige, hvorfor der ikke var fremkommet væsentlig nye oplysninger, som kunne have haft betydning for sagens udfald.
A erhvervede i 2009 en ejendom på tvangsauktion, hvorpå der bl.a. var opført en tagterrasse. Ringkøbing-Skjern Kommune havde den 22. januar 2009 meddelt den tidligere ejer afslag på dispensation fra en lokalplan fra 1995, der bestemte, at bygninger kun måtte opføres i 1 etage uden udnyttelig tagetage. Afgørelsen blev ikke påklaget eller indbragt fra domstolene. I juli 2015 meddelt kommunen påbud til A om lovliggørelse af forskellige lokalplanstridige forhold på ejendommen, herunder tagterrassen. Påbuddet blev efter klage stadfæstet af Natur- og Miljøklagenævnet den 10. februar 2016 (NMK-33-03196). Denne afgørelse blev heller ikke indbragt for domstolene, men A efterkom ikke påbuddet, hvorfor der blev rejst en straffesag, som førte til, at A i MAD 2019.90 V blev idømt en bøde på 10.000 kr. og pålagt månedlige tvangsbøder på 2.000 kr. Tvangsbøderne blev efterfølgende forhøjet til 5.000 kr. i MRF 2023.21/4 V. I august 2019 og igen i marts 2020 anmodede A Ringkøbing-Skjern Kommune om at genoptage afslaget på dispensation fra januar 2009 med henvisning navnlig til, at kommunen ifølge A havde tilladt lignende forhold på andre ejendomme, hvorfor A havde krav på dispensation som følge af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Kommunen afslog begge anmodninger om genoptagelse, hvilket A påklagede til Planklagenævnet, der i to afgørelser fra november og december 2020 ikke gav medhold i A’s klager, idet nævnet navnlig fandt, at forholdene på de to ejendomme, som A havde henvist til, ikke var sammenlignelige med tagterrassen på A’s ejendom. A anlagde herefter sag mod Planklagenævnet mod påstand om, at nævnets afgørelser var ugyldige. Planklagenævnet påstod frifindelse. Byretten bemærkede, at en kommune, der tidligere har truffet afgørelse i en sag, har pligt til at genoptage sagen og vurdere den på ny, hvis der er nye faktiske eller retlige oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved kommunens tidligere stillingtagen til sagen. Efter bevisførelsen fandt retten, at Planklagenævnet med rette havde lagt vægt på, at der ikke var tale om faktisk sammenlignelige forhold mellem A’s ejendom og de to ejendomme, som A havde henvist til. Da der således ikke var fremkommet væsentlig nye oplysninger, som kunne have haft betydning for sagens udfald og derved forpligte kommunen til at genoptage sagen, blev Planklagenævnet frifundet.
Kommentar: Sagen viser, hvordan nogle lovliggørelsessager kan trække ud i meget lang tid, når inddrivelsen af tvangsbøder ikke er tilstrækkelig effektiv til at sikre lovliggørelse, alt imens ejeren igen og igen kan anmode kommunen om genoptagelse af de tidligere afgørelser i sagen, som kommunen er forpligtet til at forholde sig til, hvorefter der er klageadgang til f.eks. Planklagenævnet.