MRF 2023.272
Østre Landsrets dom af 2. november 2023, 3. afd., sag BS-17588/2022-OLR
(Morten Christensen, Bo Østergaard og Pia Hjort Mehlbye (kst.))
A ApS (adv. Håkun Djurhuus, Katrine W. Gottlieb og Inger Seeberg iht. proceduretilladelse) mod Helsingør Kommune (adv. Eva Daniella Gabris)
Kommune var ikke rette sagsøgte i forhold til råstofindvinders søgsmål om afslag på dispensation efter museumsloven, da afgørelsen var efterprøvet af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Men råstofindvinder fik medhold i påstand om hjemvisning af kommunens afslag på dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen, da kommunens afgørelse led af væsentlige begrundelsesmangler, og dette ikke var prøvet af klagenævnet.
A ApS indgav den 26. juli 2019 ansøgning om ret til at indvinde råstoffer i et udpeget råstofgraveområde. I den forbindelse ansøgte A ApS om dispensation fra museumsloven til at fjerne ca. 900 meter langt diger beliggende inden for graveområdet og om dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelseslovens § 18 til at grave inden for de yderste 40 meter af fortidsmindebeskyttelseslinjen til en gravhøj. A ApS ansøgte alternativt om dispensation til at fjerne 15 meter dige, hvor der var planlagt en adgangsvej til graveområdet. Helsingør Kommune meddelte den 23. juni 2020 afslag på ansøgningen om at fjerne ca. 900 m diger og at grave inden for 40 meter af beskyttelseslinjen rundt om gravhøjen, men meddelte dispensation til at lave et digegennembrud på 15 meter på vilkår om, at bakkerne mellem digerne og de omkringliggende hovedveje ikke måtte graves bort. A ApS påklagede ikke kommunens afslag, men anlagde den 20. november 2020 sag mod kommunen med bl.a. påstand om, at afslaget på at grave mellem digerne var ugyldigt, og at A ApS skulle meddeles dispensation til at grave råstoffer i de yderste 40 meter af fortidsmindebeskyttelseslinjen. Kommunens dispensation af 23. juni 2020 blev derimod påklaget af Danmarks Naturfredningsforening til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der den 26. marts 2021 (j.nr. 20/08414) stadfæstede dispensationen med den ændring, at gennembruddet etableredes mindst 6 meter nord for hjørnet, hvor diget knækkede mod vest, idet nævnet herefter fandt, at vilkårene sikrede, at netværket af diger blev bevaret bedst muligt, og at digerne fortsat kunne fungere som biologiske spredningskorridorer. I sagen for byretten gjorde A ApS bl.a. gældende, at kommunen ikke havde undersøgt sagen tilstrækkeligt, at kommunen ikke havde taget hensyn til efterbehandlingsvilkår. Kommunen påstod frifindelse. Byretten lagde i dommen af 8. april 2022 til grund, at kommunens afgørelse om, at der ikke måtte graves mellem digerne, var omfattet af museumslovens § 29 a, stk. 1, og § 29 j, stk. 2, men byretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn efter disse regler eller kommunens skønsmæssige vurdering af, at der ikke måtte graves råstoffer i de yderste 40 meter af fortidsmindebeskyttelseslinjen. Da kommunens afslag ikke forudsatte en vurdering af påvirkningen af bilag IV-arter, blev kommunen i det hele frifundet. A ApS ankede til landsretten med påstand om, (1) at kommunens afslag på dispensation efter museumsloven til gravning mellem stendigerne var ugyldig, og (2) at kommunen blev tilpligtet at meddele dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen til at indvinde råstoffer inden for de yderste 40 meter fra gravhøjen med subsidiær påstand om hjemvisning. Kommunen påstod frifindelse og gjorde supplerende gældende bl.a., at kommunen ikke var rette sagsøgte, da dispensationen var prøvet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, mens A ApS gjorde gældende, at nævnet ikke havde prøvet vilkårene i dispensationen. Landsretten lagde til grund, at A ApS’ påstand om digegennembrud uden begrænsninger var prøvet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorfor det var nævnet og ikke kommunen, der var rette sagsøgte for denne påstand. Landsretten fandt derimod, at kommunens afslag på dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelseslovens § 18 til at grave råstoffer i de yderste 40 meter af fortidsmindebeskyttelseslinjen var behæftet med en så alvorlig og konkret begrundelsesmangel, at kommunens afslag var ugyldigt. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at afslaget hverken indeholdt en henvisning til den relevante retsregel eller angav de hovedhensyn, der begrundede kommunens afslag. Landsretten tog herefter A ApS’ hjemvisningspåstand til følge for så vidt angik afslaget på dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen.
Kommentar: Dommen viser de komplicerede spørgsmål, som kan opstå, når en afgørelse påklages af en tredjepart til Miljø- og Fødevareklagenævnet, og afgørelsens adressat i stedet søger afgørelsen anfægtet ved domstolene, jf. fra nyere retspraksis MRF 2022.270 Ø, MRF 2022.269 Ø, MRF 2022.38 Ø og MRF 2022.31 Ø med yderligere henvisninger i kommentaren. Sammenholdes med Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. marts 2020 (j.nr. 20/08414), er der ikke i klagenævnets afgørelse oplysninger om, at der er sket partshøring af råstofindvinder, selv om det må antages, at der er pligt hertil, idet nævnets afgørelse er bindende for råstofindvinder. Dette gælder i særlig grad, når nævnet ændrer afgørelsens vilkår, ligesom kommunen burde have oplyst klagenævnet om, at råstofindvinder havde anlagt retssag mod kommunen om afgørelsens gyldighed. I den foreliggende sag var konsekvenserne begrænsede, fordi klagenævnet ikke tog stilling til dispensationen fra naturbeskyttelseslovens § 18.