MRF 2023.247
Planklagenævnets afgørelse af 18. december 2023, j.nr. 23/07694
Ophævet og hjemvist landzonetilladelse til gyllebeholder på 4.800 m3, da det ikke var godtgjort, at beholderen var erhvervsmæssigt nødvendig, idet kommunens vurdering var sket ud fra landbrugsbedriftens areal på 270 ha og ikke ud fra den ”konkrete matrikulært afgrænsede” landbrugsejendom på 24,8 ha, som beholderen skulle placeres på.
E havde som ejer af husdyrbrug med biogasanlæg og 270 ha marker på den samlede bedrift ansøgt Vesthimmerlands Kommune om tilladelse efter planlovens § 36, stk. 2, til at etablere en gyllebeholder på 4.800 m3 med henvisning til behov for øget lagerkapacitet til husdyrgødning, som bedriften løbende modtog fra biogasanlægget, som udspredtes som gødning på markerne. Kommunen meddelte 8. maj 2023 tilladelse på vilkår om, at gyllebeholderen skulle afskærmes med beplantning og fjernes, når den ikke længere var nødvendig for driften. Gyllebeholderen skulle have en diameter på 35 m, en elementhøjde på 4 m samt en teltoverdækning på 6,35 m. Med teltdækning ville gyllebeholderens maksimale højde anløbe 8-9 m over terræn. Yderligere fremgik, at beholderen skulle placeres 220 m fra allerede eksisterende bebyggelse på ejendommen, mere end 500 m fra nærmeste åbne vandløb og mere end 300 m fra nærmeste sårbare naturtype og nærmeste naboer. Det pågældende område var udpeget som bevaringsværdigt landskab. Afgørelsen blev påklaget af V1, der navnlig anførte, at kommunen ikke i et tilstrækkeligt omfang havde redegjort for den givne tilladelse, og hvorfor gyllebeholderen skulle placeres væk fra allerede eksisterende bebyggelse, og at kommunen ikke havde forholdt sig til alternative placeringer. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvist, at betingelsen om erhvervsmæssig nødvendighed for bygninger betyder, at bygningerne er nødvendige for den jordbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen, hvor der lægges vægt på, om byggeriet har en rimelig størrelse set i forhold til karakteren og omfanget af den landbrugsmæssige produktion, herunder f.eks. hvor store arealer, der dyrkes landbrugsmæssigt, og hvordan de dyrkes, samt om der i forvejen findes bygninger på ejendommen, som vil kunne anvendes til det angivne formål. I forhold til den konkrete sag udtalte nævnet herefter med henvisning til bl.a. PKNO 12/2019: ”I forhold til gyllebeholdere er det forudsat, at gyllebeholderens opbevaringskapacitet ikke ligger udover sædvanlig kapacitet set i forhold til ejendommens landbrugsareal. Vurderingen af den erhvervsmæssige nødvendighed kan alene ske ud fra den pågældende ejendom (den matrikulært afgrænsede ejendom). Eventuelt øvrige ejendomme, som ejes af ansøgeren, eller arealer, der er forpagtede, kan således ikke indgå i vurderingen”. I den foreliggende sag måtte kommunens vurdering af erhvervsmæssig nødvendighed forstås på den måde, at kommunen havde lagt vægt på bedriftens areal på ca. 270 ha, men at det af hidtidig praksis følger, at gyllebeholderen ”skal være erhvervsmæssigt nødvendig for driften af den konkrete, matrikulære landbrugsejendom, som beholderen placeres på, hvis der skal kunne gives en udformnings- og placeringstilladelse efterplanlovens § 36, stk. 2, jf. § 35, stk. 1”. Herefter fandt nævnet, at det ikke var sandsynliggjort, at den ansøgte gyllebeholder på 4.800 m3 var erhvervsmæssigt nødvendig for den landbrugsejendom på 24,8 ha, som beholderen skulle placeres på. Nævnet fandt derfor, at kommunens afgørelse var ugyldig, og hjemviste sagen med bemærkning om, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, om gyllebeholderen var erhvervsmæssigt nødvendig, idet der i sagen bl.a. manglede oplysninger om N-indholdet i den konkrete biomasse.
Kommentar: Afgørelsen er i overensstemmelse med den fortolkning, som Højesteret anlagde i U 2016.726 H, hvorefter kriteriet ”erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri” i planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, skal vurderes i forhold til den matrikulære ejendom, og afgørelsen er ligeledes i overensstemmelse med Planklagenævnets faste praksis, jf. bl.a. MRF 2021.251 Pkn og MRF 2021.257 Pkn samt, blandt de seneste, afgørelse af 28. juni 2023 (j.nr. 22/12021). Konsekvensen af denne praksis kunne dog give anledning til overvejelser, fordi store landbrugsbedrifter i dag ofte består af mange matrikulære ejendomme bl.a. som følge af liberaliseringen af landbrugsloven i 2010. For disse landbrugsbedrifter vil det således ikke være muligt at samle gyllen i store tanke, men nødvendigt at etablere en række mindre gyllebeholdere, når erhvervsmæssig nødvendighed skal vurderes i forhold til den matrikulære ejendom og ikke i forhold til den samlede landbrugsmæssige drift. Dette vil hverken ud fra en landskabsmæssig eller forureningsmæssig betragtning være hensigtsmæssigt, ligesom det vil øge omkostningerne ved både opfyldelse af nitratdirektivets regler for opbevaring af gylle og for udnyttelse af biogasanlæg. Resultat har imidlertid klar støtte i Højesterets dom i U 2016.726 H om § 36, stk. 1, nr. 3. Hertil kan dog anføres, at planlovens § 36, stk. 2, omhandler tilfælde, hvor der uanset § 36, stk. 1, kræves tilladelse efter planlovens § 35, og at § 36, stk. 2, 4. og 5. pkt., intet indeholder om erhvervsmæssig nødvendighed, men netop anfører de tilfælde, hvor bygning/anlæg ikke er placeret tæt ved hovedbygningerne. Reglen lyder: ”For så vidt angår gyllebeholdere, skal der meddeles tilladelse til en af hensyn til markdriften ønsket placering, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur og miljø samt naboer afgørende taler imod placeringen. En tilladelse skal være betinget af, at gyllebeholderen afskærmes med beplantning, og at gyllebeholderen skal fjernes, når den ikke længere er nødvendig for driften”. Henset hertil burde Planklagenævnet som minimum forklare, hvorfor betingelsen om erhvervsmæssig nødvendighed i § 36, stk. 1, nr. 3, skulle være afgørende for, om der kan meddeles tilladelse efter § 35 til gyllebeholder, når betingelserne i § 36, stk. 2, er fundet opfyldt, og forholdet tillige kan anses begrundet under de bredere hensyn, som varetages i § 35.