MRF 2021.257
Planklagenævnets afgørelse af 22. september 2021, j.nr. 20/05300
Ophævet og hjemvist landzonetilladelse efter planlovens § 36, stk. 2, til en gyllebeholder på 3.000 m3, da kommunen i vurderingen af gyllebeholderens erhvervsmæssige nødvendighed havde inddraget matrikler tilhørende andre ejendomme end den, hvorpå beholderen skulle placeres.
Tønder Kommune meddelte i marts 2020 med henvisning til planlovens § 36, stk. 2, tilladelse til placering af en gyllebeholder på 3.000 m3 på en ejendom beliggende i landzone. Gyllebeholderen skulle opføres på en matrikel, der indgik i en samlet landbrugsejendom på 73 ha, der skulle betjenes af beholderen. Gyllebeholderen skulle herudover betjene arealer tilhørende en anden landbrugsejendom og derved betjene et samlet areal på 64,8 ha. Gyllebeholderen var 4 meter høj og 30,9 meter i diameter. Kanten af gyllebeholderen var 3 meter over terræn, og der ville blive anvendt teltoverdækning. Gyllebeholderens samlede højde inkl. teltoverdækning var 9,56 meter. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at der tidligere var givet tilladelse til en gyllebeholder på samme placering, men at denne blev tilbagekaldt, og at gyllebeholderen med sin placering ville fremstå synlig i landskabet og som et fremmedelement. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at ejendomsbegrebet i planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, skulle forstås som den matrikulært afgrænsede ejendom, jf. U 2016.726 H. Nævnet bemærkede endvidere, at der ved lovændring af 1. juni 2017 blev vedtaget en ændring af planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, som åbnede op for, at den erhvervsmæssige nødvendighed alternativt kunne vurderes ud fra en landbrugsbedrift. Da muligheden for at vurdere den erhvervsmæssige nødvendighed i forhold til en landbrugsbedrift efter ordlyden i § 36, stk. 1, nr. 3, ikke gjaldt i forhold til husdyranlæg, som ifølge forarbejderne omfattede gylletanke, fandt nævnet, at vurderingen alene kunne foretages for den enkelte matrikulært afgrænsede landbrugsejendom, uanset om denne måtte indgå i en bedrift sammen med andre ejendomme. Nævnet fandt således, at det kun var den ejendom, som den pågældende matrikel indgik i, der kunne indgå i vurderingen af den erhvervsmæssige nødvendighed. Da kommunen i sin vurdering af den erhvervsmæssige nødvendighed havde inddraget arealer tilhørende andre ejendomme, fandt nævnet, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel. Det bemærkedes afslutningsvis, at nævnet havde overvejet, om nævnet ville kunne tage stilling til, om der kunne gives landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, henset til, at kommunen havde givet en placeringstilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, jf. § 36, stk. 2. Nævnet fandt det dog rigtigst, at sagen hjemvistes til fornyet behandling i kommunen, idet en vurdering efter planlovens § 35, stk. 1, ville udgøre en vurdering i 1. instans.
Kommentar: Afgørelsen er i overensstemmelse med dommen i U 2016.726 H, hvor Højesteret fastslog, at betingelsen ”erhvervsmæssigt nødvendigt” i planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, skal forstås som den matrikulerede ejendom, hvor bebyggelse opføres. Afgørelsen illustrerer dermed, at den lempede regel i planlovens § 36, stk. 2, sjældent kan anvendes for gylletanke på bygningsløse ejendomme, hvor der i stedet må ske en vurdering efter planlovens § 35, stk. 1. Se tillige PKNO nr. 12 om erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger på landbrugsejendomme samt MRF 2021.251 Pkn, hvor nævnet ligeledes ophævede og hjemviste en tilladelse til en gyllebeholder, der skulle aftage husdyrgødning fra flere landbrugsejendomme.